Timgaard kan muligvis føres tilbage til højmiddelalderen. Sagnet
siger, at Timgaards bygherre opførte gården på våd mosejord for at vinde en
fornem jomfrus gunst.
Hovedparten af jorden i sognet hørte under Timgaard, som
tjente formuer på studedrift.
Timgaards tidligere hovedbygning var et prægtigt firefløjet
renæssanceanlæg. Den blev revet ned omkring 1800.
Den nuværende hovedbygning er et beskedent anlæg i én etage.
Timgaard
Tim Kirkevej 13
6980 Tim
Region Midtjylland - Ringkøbing-Skjern kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Hans Erik Danielsen
Telefon 97 33 30 15
Godsets størrelse: 110.00 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Pallisbjerg
Hovedbygning
Den tidligere hovedbygning var en firelænget gård omgivet af
et voldsted med tredobbelte grave. Hovedbygningen bestod af fire sammenbyggede
stenhuse, hvoraf det sydlige hus rummede porten til gården. To hjørnetårne i
den indre borggård rummede trapperne, og hele bygningsværket var opført i
kampesten.
Bygningen tilskrives Knud Gyldenstierne, hvis svigerfar
ejede den skånske herregård Glimmingehus, som antageligt havde inspireret
Gyldenstierne.
I 1710 skred den nordlige længe i voldgraven, ligesom den
vestlige længe blev reduceret i højden.
I 1777 rev Hans Jacob Lindahl anlægget ned og opførte i
stedet den nuværende hovedbygning, der er en enkeltfløjet bygning i én etage.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Den tidligere avlsgård var et trelænget anlæg, der lå øst
for hovedbygningen. Anlægget, der bestod af seks sammenbyggede
bindingsværkshuse, kunne dateres tilbage til 1787.
Denne avlsgård blev revet ned i 1979, og erstattet af et nyt
stort anlæg på samme sted.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Timgaard er omgivet af englandskab.
Nord for hovedbygningen ligger det gamle voldsted.
Ejerhistorie
I en krønike fra 1787 hævdes det, at Conradus Frans, der i
1290 blev begravet ved Tim kirke, var Timgaards første ejer. De første
veldokumenterede ejere af gården kendes imidlertid først fra 1400-tallet, hvor
Erik Nielsen Gyldenstierne ejede Timgaard mellem 1403 til 1449.
Erik Gyldenstiernes efterkommere ejede gården i flere
generationer. Erik Gyldenstierne selv markerede sig som en fremtrædende
politisk figur, der blev både lensmand og rigshofmester. Det samme gjorde
sønnen, Niels Gyldenstierne, der ejede gården i sidste halvdel af 1400-tallet,
men oldebarnet Knud Gyldenstierne, der arvede gården i 1509, satte de tætte
forbindelser til kongemagten delvist over styr.
Sammen med sin fætter Torben Oxe blev Knud Gyldenstierne
således fængslet for drabet på kong Christian II's (1481-1559) elskerinde Dyveke.
Torben Oxe blev dømt og henrettet for forbrydelsen, men Knud Gyldenstierne slap
fri og blev forvist til Timgaard, hvor han opholdt sig en årrække. Efter
Christian II's fald blev Gyldenstierne atter taget til nåde, og Frederik I
(1471-1533) udnævnte ham til lensmand på Vordingborg.
Efter Knud Gyldenstiernes død i 1552 forblev Timgaard i
slægtens eje i næsten 100 år, og gården blev centrum i et kæmpe gods- og
landbrugskompleks. Hovedparten af jorden i sognet hørte under Timgaard, som
tjente formuer på studedrift. Studene blev opfedet på gårdens omfattende
engarealer og var en særdeles vigtig indtægtskilde for Timgaard, sådan som det
også var tilfældet på en række andre vestjyske herregårde.
I 1651 gjorde en række kreditorer imidlertid udlæg i gården,
som de solgte til Mogens Sehested. Sehesteds efterkommere ejede gården i flere
generationer, men opholdt sig sjældent på gården, der blot var én af flere
herregårde i deres eje.
I 1751 solgte Holger Sehested gården til Frands de Linde,
som ejede den nærliggende herregård Pallisbjerg. De Linde beholdt dog kun
Timgaard i ét år, før han overdrog den til sin svigersøn Christian Daniel
Friedenreich, hvis søn i 1777 solgte gården til den lokale embedsmand, Jakob
Hygom.
Tyve år efter købte Hans Jacob Lindahl Timgaard. Lindahl var
en af periodens såkaldte "godsslagtere", dvs. en ejendomsspekulant,
der opkøbte og udstykkede hovedgårde. Han lod hovedbygningen rive ned, og
solgte i 1797 fæstegodset fra.
Udstykningen fortsatte op igennem 1800-tallet, hvor en række
skiftende ejer i større eller mindre omfang finansierede købet af gården ved at
udstykke jorden.
I 2013 var Timgaard ejet af Hans Erik Danielsen.
Ejerrække
( -1291)
Conradus Frands
(1291-1310) Niels Eriksen Gyldenstjerne
(1310 1403) Niels Eriksen Gyldenstjerne
(1403-1449) Erik Nielsen Gyldenstierne
(1463-1483) Niels Gyldenstierne
(1485-1492) Peder Gyldenstierne
(1509-1552) Knud Gyldenstierne
(1555-1565) Hildebrandt Gyldenstierne
(1555- ) Alex Gyldenstierne
(1555-1594) Peder Gyldenstierne
(1594-1603) Axel Gyldenstierne
(1603-1636) Knud Gyldenstierne
(1636-1637) Arild Gyldenstierne
(1637-1651) Øllegaard Gyldenstierne, gift Friis
(1651- )
Christence Lindenov
(ca. 1651- ) Mogens
Sehested
( - )
Knud Sehested
( -1692) Alex Sehested
(1692-1722) Sophie Gyldenstierne, gift Sehested
(1722-1745) Niels Jensen Sehested
(1745-1752) Jens Sehested
(1745-1756) Holger Sehested
(1756-1757) Frands de Linde
(1757-1771)
Christian Daniel Friedenreich
(1771-1776)
Frands Friedenreich
(1776-1777)
Christian Daniel Friedenreich
(1777-1780) Jakob Hygum
(1780-1782) Ulrika Antoinette Sundt, gift Hygum
(1782-1785) Peter Jakob Hygum
(1785-1795) Søren Tang
(1797-1798) Hans Hansen
(1798-1803) Hans Jacob Lindahl
(1803-1813) Lars Sørensen
(1813-1815) Birgitte Pedersdatter
(1815-1826)
Lars Lassen
(1827-1829)
B. R. Standsbygaard
(1827-1840)
Otto August la Cour
(1840- )
Andreas Carl Koefoed
( -1861) H. A. R. Hauch
(1861-1865) Laurids Nyboe
(1861-1865) Christen Nyboe
(1865-1899) Søren Hansen
(1899-1909) Hans Nørgaard Hansen
(1909-1919) A. Madsen
(1919-1954) Søren Hansen Madsen
(1954- ) H. H. Vounlund
( -20xx) Hans Erik Danielsen
'