Logo

Skovgaarde

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Skovgaarde


Gården ligger i Søby sogn, ikke langt fra Øksnebjerg, hvor Johan Rantzau i 1535 vandt et berømt slag under Grevens Fejde.

Skovgaarde var i knap 200 år en del af adelsslægten Rantzaus store jordbesiddelser.

 

Skovgaarde er en gammel hovedgård, som nævnes første gang i 1466. Skovgaarde ligger i Søby Sogn, Båg Herred, Assens Kommune. Hovedbygningen er opført i 1721 og ombygget 1863.

Skovgaarde Gods er på 245,9 hektar med Ellegården, Bomosegård og Klintegården

 

Skovgaarde

Billesvej 9

5610 Assens

Region Syddanmark - Fyn og øer - Assens kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Jette Hempel-Hansen

Telefon 64 74 23 83 + 29 34 83 99

Hovedgård: 93.2 ha. Andet: 54.5 ha

Godsets størrelse: 245,9 hektar med Ellegården, Bomosegård og Klintegården

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug

 


Skovgaarde 

Skovgaarde omkring 1900

 

Hovedbygning

I 1721 lod Barbara Kirstine Holck den eksisterende hovedbygning rive ned. I edet blev der opbygget en ny af egebindingsværk og med kampestenssokkel.

Barbara Christine Holcks hovedbygning var et enkeltfløjet hus i én etage. Bygningen udgør i 2012 hovedfløjen i et trelænget anlæg.

I 1863 blev der opført en gennemgående frontspids midt på fløjen, og i det 19. århundrede blev der tilføjet to grundmurede sidefløje.

Hovedbygningen er i en etage, og sidefløjene fremstår hvidkalkede i 2012.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.


Skovgaarde 

Skovgaarde omkring 1906

 

Andre bygninger

Skovgaardes avlsbygninger er en trefløjet gård, der sammen med hovedbygningen omgiver en stor gårdsplads. Avlsgården er grundmuret og med pladetag.

Den ældste bygning stammer fra 1874, men anlægget er løbende blevet udbygget i det 20. århundrede.

Fredningsstatus 2013: Avsgården er ikke fredet.

 

Omgivelser

Ved Skovgaarde løb en kilde, der i 1700-tallet var kendt som Guldkilde. 

Trods navnet har der ikke knyttet sig væsentligt skovareal til Skovgaarde.

Gården har en have på 1 tdr. land.

 

Ejerhistorie

Den første navngivne ejer af Skovgaarde var Verner Pedersen, der i 1466 optrådte i en sag ved Assens byting. Verner Petersen tilhørte adelsslægten Pil, og hans hustru Kirsten Jensdatter, hvis far var rådmand, stammede fra den odenseanske handelsstand.

 

I 1512 hed ejeren Laurits Pedersen. Han var gift med den tidligere ejers datter, og han overtog formodentlig gården i forbindelse med ægteskabets indgåelse. Skovgaarde blev gennem flere generationer ejet af Laurits Pedersens efterkommere, indtil Bendix Norby i 1641 solgte gården til Jørgen Brahe. Jørgen Brahe overdrog dog allerede samme år Skovgaarde til søstrene Karen og Hilleborg Bille til gengæld for herregården Bisbo, det nuværende Brahesborg.

 

Søstrene Bille solgte Skovgaarde til deres nevø Jørgen Hartvigsen i 1660. Efter hans død bragte enken, Kirsten Wenzelsdatter Rothkirch, gården ind i sit nye ægteskab med Erik Steensen i 1671. Som ung havde Erik Steensen gjort tjeneste ved hoffet, og han havde et tilgodehavende hos kongen, som blev afviklet ved overdragelse af jord. Den nyerhvervede jord lagde Erik Steensen ind under Skovgaarde, som derved blev en komplet herregård med over 200 tønder hartkorn. Gårdens nye status som komplet hovedgård betød, at hovedgårdsjorden blev fritaget for skat. Skovgaarde voksede under Steensen betydeligt, idet gården ud over hovedgårdsjord og fæstegods nu også omfattede fire kirker i Søby, Turup, Ørsted og Søllested sogn.

 

Erik Steensens datter, Barbara Christine Steensen, blev gift med Mogens Holck, der købte Skovgaarde på en auktion i 1708. Mogens Holck var officer, og han døde i Rostock i 1712 under "Den store nordiske krig" (1700-21). Enken Barbara Christine Holck blev boende på Skovgaarde som enke, og hun igangsatte en række godgørende initiativer i sin tid på gården, bl.a. oprettede hun et lille hospital til fire gamle og fattige fra Skovgaarde gods.

 

Efter Barbara Christine Holcks død købte Christian Rantzau gården på auktion i 1755. Skovgaarde forblev en del af slægtens store jordbesiddelser gennem generationer og gården blev i hele perioden drevet af forpagtere.

 

I 1923 blev store dele af Skovgaardes jord i forbindelse med lensafløsningen overdraget til staten og brugt til blandt andet opførelsen af Skovgaarde Huse, der bestod af 11 husmandsbrug.

Skovgaardes hovedparcel har siden skiftet ejer flere gange, og var i 2011 ejet af Jette Hempel-Hansen. 

 

Ejerrække

(1466-1482) Verner Pedersen Pil

(1482-1512) Otto Johansen Skinkel

(1512-1525) Laurids Pedersen Norby

(1525-1570) Oluf Lauridsen Norby

(1570-1585) Maren Henriksdatter Sandberg, gift Norby

(1585-1594) Henrik Olufsen Norby

(1594-1599) Margrethe Johansdatter Brockenhuus, gift Norby

(1599-1601) Magdalene Olufsdatter Norby, gift Munk

(1601-1639) Oluf Pedersen Norby

(1610-1641) Bendix Pedersen Norby

(1641-1641) Jørgen Brahe

(1641-1660) Karen Bille

(1641-1660) Hilleborg Bille

(1660-1670) Jørgen Hartvigsen

(1670-1670) Bendix Hartvigsen

(1670-1671) Kirsten Wenzelsdatter Roth Kirck, gift 1) Hartvigsen og 2) Steensen

(1671-1701) Erik Steensen

(1701-1706) Kirsten Wenzelsdatter Roth Kirck, gift 1) Hartvigsen og 2) Steensen

(1706-1708) Slægten Steensen

(1708-1708) Barbara Christine Eriksdatter Steensen, gift Holck

(1708-1712) Mogens Holck

(1712-1755) Barbara Christine Eriksdatter Steensen, gift Holck

(1755-1771) Christian Rantzau

(1771-1822) Frederik Siegfried Rantzau

(1822-1829) Erhard Rantzau

(1829-1846) Frederik Siegfried Rantzau

(1846-1904) August Frederik Rantzau

(1904-1906) Cai Rantzau

(1906-1922) Carl Frederik Rantzau

(1922-1924) August Kjær

(1924-1965) Niels Hansen Christoffersen

(1965-1980) E. Hauch Fenger

(1980-1995) Mogens Hauch Fenger

(1995-1998) H. P. Egeskov og E. M. Egeskov

(1998-20xx) Jette Hempel-Hansen og Jens Hempel-Hansen

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 3.084 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her