• Midtsjælland, Ringsted Kommune, 14 km nord for Ringsted
• Skjoldenæsvej 106, 4174 Jystrup. skj.dk 57 53 87 50
• Hotel og konferencecenter Golf. Offentlig adgang til park.
Sporvejsmuseum og rekreativt område med voldstedet Skjoldenæs. Gyldenløveshøj,
restaurant - https://www.skj.dk/
• Kammerherre, hofjægermester Vilhelm Bruun de Neergaard
• 1.529 ha
• Opført 1766. Sidefløje opført 1803. Restaureret 1916.
Ombygning 1971-72
Skjoldenæsholms hovedfløj er opført i 1766, mens sidefløjene
er blevet tilføjet i begyndelsen af 1800-tallet. Hovedbygningen er i dag
indrettet som hotel- og kursuscenter. I det omgivende kuperede landskab finder
man det berømte Sporvejsmuseum. Nord for herregården kan Sjællands højeste
punkt, Gyldenløveshøj, bestiges, og et par km mod syd findes de velbevarede
rester af middelalderborgen Skjoldenæs ved Valsølille Sø.
VIGTIGE ÅRSTAL
1131 Knud Lavard myrdes ved Haraldsted syd for
Skjoldenæsholm.
ca. 1200 Kongsgård med voldanlæg ved Valsølille Sø.
1348 Valdemar Atterdag generobrer efter to års belejring den
pantsatte kongeborg.
1567 Borgen nedlægges som kongeligt administrationscenter og
nedbrydes.
1662 Kongehuset afhænder krongodset Skjolde næs.
1766 Den nuværende hovedbygning opføres.
1967 Hotel- og kursuscenter indrettes på Skjoldenæsholm.
1978 Sporvejsmuseet ved Skjoldenæsholm oprettes.
• Bygningen
Skjoldenæsholms hovedbygning blev opført i 1766 for grevinde
Anna Joachimina Danneskiold-Laurvig muligvis med rokokoarkitekten Philip de
Lange som bygmester. Det 13 fag lange hovedhus er opført med gule mursten under
et helvalmet rødt tegltag. Bygningens midterparti mod såvel have som gårdsplads
fremhæves med en kraftig fremspringende tre fag bred og et fag dyb risalit med
profileret trekantfronton under et skifertag. Indgangsportalen flankeres af to
doriske søjler, der bærer en smukt profileret trekantgavl. Over døren er indsat
en tavle fra 1807, der beretter om bygherren, grevinde Danneskiold Laurvig,
»Skjoldnæsholms Godses evig uforglemmelige velgørerinde«.
De to lidt lavere sidefløje i rødgule sten er opført i 1803
og sammenbygget med hovedhuset ved en smal mellemgang. Den østre sidefløj
rummer rester af Skjoldenæsholms oprindelige bindingsværksbygning fra
1660'erne. Den lave bygning rejser sig på et højt kampestensfundament ud mod
den smukke Gårdsø.
• Interiør
Skønt huset i begyndelsen af 1970' erne blev indrettet til
kursuscenter ved arkitekt Per Gent, fremstår hovedbygningen endnu med
velbevarede rum fra opførelsestidspunktet. Hovedfløjen fremtræder med en
symmetrisk rumfordeling og et interiør med profilerede dørfyldninger og høje
paneler, der forlener stedet med en fornem autenticitet. I den store havesal
midt i bygningen er bevaret bemalede væglærreder og dørstykker med klassiske
allegoriske motiver. I andre af hovedfløjens rum finder man malede tapeter og
vægmalerier, dertil et klassisk inspireret møblement og bemalede spejle.
Bemærkelsesværdig er den sjældne udsmykning af flere af de sydvendte rum, hvor
de bemalede tapeter er forsynet med ferniserede kobberstik fra panel til loft.
• Omgivelser
Skjoldenæsholm ligger i hjertet af det kuperede, skovrige
Midtsjælland 1 km syd for Sjællands højeste punkt, Gyldenløveshøj på 126 m.
Skjoldenæsholms park er forbundet med de omgivende fredskovsarealer. Der er
offentlig adgang til den 10 ha store landskabelige park i et kuperet terræn på
nordvestsiden af Gårdsø. Umiddelbart nord for hovedbygningen er bevaret rester
af barokhaven med høje gamle træer, lindealleer og damme samt ruinerne af et
ishus.
• Historie
Syd for vejen mod Ringsted over Haraldsted ligger ikke alene
det gamle kongelige voldsted, Skjoldenæs, men også de velbevarede rester af
»Kong Valdemars Vej«. Den middelalderlige kongevej, der har været brolagt og
flankeret af randsten, løber i en lige linie gennem landskabet til voldstedet
fra nord. Den ca. 2 km lange vejstrækning har været en del af det
middelalderlige vejsystem, der blev opbygget af Valdemar Atterdag i anden
halvdel af 1300-tallet.
Skjoldenæs Voldsted, eller Slot, ligger betagende smukt på
et næs ved bredden af Valsølille Sø. Et fredfyldt sted, hvor gøgen kukker
arrigt af de indtrængende på det uplejede historiske anlæg. Det imposante
voldsted, der består af to høje cirkulære borgbanker adskilt af en grav og
omgivet af en fælles voldgrav, stammer formentlig fra 1200-tallet. Der er tale
om et tidstypisk motte-anlæg med forborgens mandskabsog husdyrsbygninger samt
herskabets fornemme bolig, det såkaldte palatium opført af solide munkesten. På
den bagvedliggende borgbanke har stået et svært tårn, den egentlige
forsvarsindretning, hvor man søgte hen, når forborgen ikke længere kunne holdes
under et angreb.
Det var formentlig netop, hvad der skete, da Skjoldenæs
markerede sig i de skriftlige kilder i midten af 1300-tallet. Den gamle
kongeborg var da i den holstenske greve Johans besiddelse. Formentlig var den
blevet pantsat af den uheldige Christoffer 2., konge 1319-1332. Men i 1346-48
blev den efter belejring tilbageerobret af Valdemar Atterdag under hans ret
brutale genopbygning af riget efter 1340. Borgen blev siden hovedsæde for lenet
Skjoldenæs. I forbindelse med Peder Oxes lensreform efter den første
svenskekrig blev lenet nedlagt i 1567. Den kongelige lensmand Bjørn Andersen
Bjørn fik ordre om at nedbryde borgen. Stenene blev siden genanvendt på Fr.
2.'s pragtbyggeri, Frederiksborg.
Efter nedlæggelse af kongsborgen på Skjoldenæs forblev
jorden i kongehusets besiddelse. I de svære tider efter den ulykkelige
svenskekrig 1657-60 blev godset udlagt til en af den nyindførte enevældes
borgerlige embedsmænd. Til gengæld for lån til den betrængte konge blev
Skjoldenæs i 1662 overdraget til rentemester Henrik Muller (1609-1692) Denne
opførte en ny hovedbygning 2 km nord for ruinerne af det gamle slot.
Skjoldenæsholm kaldte han sin beskedne herregård i bindingsværk. Rester af
Mullers hus, den såkaldte »grevindefløj«, indgår i den nuværende hovedbygnings
vestlige sidefløj.
Godset kom allerede i 1682 ved Mullers fallit tilbage til
kronen. Året efter overlod Chr. 5. godset til sin halvbroder, Norges statholder
Ulrik Fr. Gyldenløve. Herfra kom Skjoldenæsholm ad snørklede veje til den
fjerne slægtning, grevinden af Danneskiold-Laurvig, der i 1762 overtog godset
efter sin afdøde mand. Hun nedbrød det meste af den gamle hovedbygning og lod
den nuværende opføre i 1766. I 1794, året før sin død, afhændede hun
Skjoldenæsholm til godsejer Anne Marie Bruun de Neergaard fra Svenstrup. Skønt
Skjoldenæsholms hovedbygning i 1967 blev opgivet som privatbeboelse, tilhører
godset stadig den Bruun de Neergaardske slægt.
Flere rum i Skjoldenæsholms hovedbygning er dekoreret med
unikke tapeter med indsatte ferniserede kobberstik med klassiske motiver.
Grevinde
Anna Joachimine Danneskiold-Laurvig (1762)
Ejere af
Skjoldenæsholm
(1134-1364) Kronen
(1364-1378) Peder Nielsen Jernskæg
(1378-1385) Anne Pedersdatter Jernskæg gift (1) Oluf Lunge
(2) Mikkel Rud
(1385-1400) Mikkel Rud
(1400-1429) Jørgen Mikkelsen Rud
(1429-1662) Kronen
(1662-1682) Henrik Müller
(1682-1683) Kronen
(1683-1696) Ulrik Frederik Gyldenløve
(1696-1703) Christian Gyldenløve
(1703-1720) Frederica Louisa Danneskiold-Samsøe gift af
Augustenborg
(1720-1754) Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig
(1754-1762) Frederik Ludvig Danneskiold-Laurvig
(1762-1794) Anna Joachimine Ahlefeldt gift
Danneskiold-Laurvig
(1794-1795) Anna Marie Møller gift Bruun de Neergaard
(1795-1846)
Johan Andreas Bruun de Neergaard
(1846-1891)
Andreas Theodor Bruun de Neergaard
(1891-1914)
Poul Johan Carl Bruun de Neergaard
(1914-1935) Henri Bruun de Neergaard
(1935-1960) Ejler Bruun de Neergaard
(1960-1993) Vilhelm Bruun de Neergaard
(1993-2001) Vilhelm Bruun de Neergaard / Pensionskassen
Pen-Sam
(2001-2005) Boet efter Vilhelm Bruun de Neergaard / Pensionskassen
Pen-Sam
(2005-20xx) Susanne Bruun de Neergaard (Hovedbygning)
(2005-2015) Pensionskassen Pen-Sam (jorden og skoven)
(2015-20xx) Christian J. J. baron Wedell-Neergaard til
Svenstrup Gods (jorden og skoven)
SPORVEJSMUSEET
Fra Kong Valdemars Vej
kan man fortsætte med et andet og mere moderne trafikpolitisk tiltag På
Skjoldenæsholms jorder, lidt syd for hovedbygningen, indrettedes i 1978 det
populære Sporvejsmuseum. Her kan køres med museumsbane, og man kan få et godt
indblik i den sørgelige historie om den katastrofale nedlæggelse af vore
sporvognsruter frem til den sidste københavnske sporvogn i 1 972. Det er
symbolsk, at beretningen om en af den nyere Danmarkshistories største
økonomiske og trafikpolitiske fejltagelser fortælles på et gods over 50 km fra
hovedstaden. For at fuldende ironien er museet tilmed anlagt på en stump af den
jernbane i Danmark, der havde den korteste levetid, nemlig den midtsjællandske
jernbane mellem Ringsted og Frederikssund (1925-1936).