Lisen (af latin licium, fransk lisse, "tråd",
"bånd"): En flad murpille, som kun træder lidt frem fra murfladen og optræder
på facader som højt relief. Hjørnelisen går omkring bygningens hjørner. Den
almindelige ørelisen afsluttes foroven med ører, i virkeligheden en klassisk
jonisk søjleafslutning (fx Gavnø, Sjælland).
Lisen kaldes i bygningskunsten en flad, svagt fremtrædende
pilaster, der adskiller sig fra en almindelig pilaster ved at den er uden
kapitæl. Er lisenen forsynet med en rektangulær udvidelse i de øverst hjørner,
kaldes den en ørelisen.
Lisener forekommer hyppigt i romanske kirkebygninger, hvor
de anbringes på bygningshjørnerne og på facaderne med bestemte mellemrum.
Nedadtil hviler lisenen på soklen, opad bærer de romanske lisener gerne en
under gesimsen løbende buefrise. Ofte er lisener mere af dekorativ end af
konstruktiv betydning, men den kan dog tjene til at styrke muren på det sted,
hvor hvælvingerne yder et tryk, mens samtidig en pilaster eller en søjle
indvendig anbringes for at støtte og bære hvælvingen.
I gotikken bliver lisenen til en stræbepille. I senbarokkens
(rokokoens) tid kom lisener igen på mode, men således at den blev underordnet
søjlen og pilasteren i datidens arkitektoniske rangfølge og kun blev brugt på
palæfacadernes mindst betonede mellempartier. I Danmark var det Nicolai
Eigtved, der gjorde lisenestilen populær. På rokokobygninger af mere borgerligt
tilsnit kunne de få lov til at dominere hele facaden eller risalitterne.
Ørelisenerne vendte kortvarigt tilbage i arkitekturen som
del af palæstilen omkring år 1900.
Eksempler på
rokokobygninger med lisener
Amalienborg
flere bygninger i Frederiksstaden
Gavnø
Kastrupgård
Eigtveds Pakhus
Søkvæsthuset
Kongegården
Kaalund Kloster
Sandbjerg Gods
Augustenborg Slot
Gråsten Slot