Vintersborg hed frem til 1673 Utterslevgaard - tidligere
også stavet Otterssløfgaard.
Mellem 1673 og 1801 indgik gården i Danmarks første
friherreskab af samme navn, hvorunder Vintersborg var udlagt som forpagtergård.
Den nuværende hovedbygning er opført mellem 1804-1810. Hovedbygningen
ligger på et voldsted omgivet af vandfyldte grave.
Vintersborg
Bøgetvej 91
4913 Horslunde
Region Sjælland - Lolland/Falster/Møn - Lolland kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Ivan Olsen, Carl Olaf Olsen
Telefon
54 93 53 04
Godsets størrelse: 260 ha
Funktion: Ingen oplysninger
Forbindelser: Sæbyholm
Hovedbygning
I sidste halvdel af 1500-tallet blev Utterslevgaard kraftigt
udbygget med en ny anseelig hovedbygning i to storkværk og med tårn, der blev
placeret på et nyanlagt voldsted. Udbygningen skete i forbindelse med, at Karen
Krafse og Jørgen Rud tog fast ophold på gården. Mens den nordlige side i dag er
delvis opfyldt er voldstedet til de tre andre sider endnu bevaret.
Kernen i den nuværende hovedbygning er opført mellem
1805-1810 af Jørgen Jørgensen. Jørgensens bygning var opført i bindingsværk,
men blev i forbindelse med en ombygning i 1854 omsat til grundmur og fremstår i
dag som hvidpudset.
Hovedbygningen består af en enkelt fløj i én etage
karakteriseret af en gennemgående frontspids. Bygningen ligger midt på et stort
voldsted, der ligger omgivet af voldgrave.
Foran bygningen på vestsiden findes en åben gårdsplads.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Karen Krafse og Jørgen Rud udbyggede i anden halvdel af
1500-tallet også avlsgården, der blev forsynet med et nyt flerfløjet avlsanlæg,
hvoraf en kostald stod frem til 1907.
Den nuværende avlsgård ligger vest for hovedbygningen.
Anlægget består af tre store nyere enkeltstående længer, der ligger parallelt
med hovedbygningen.
En enkelt længe ligger på voldstedet, mens de to øvrige, der
ligger i forlængelse af hinanden på begge sider af tilkørslen, ligger på den
anden side af voldgraven.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Til Vintersborg hører en have på ca. fire tdr. land.
Haven på Vintersborg placerer sig på alle sider af
hovedbygningen på det rektangulære voldsted. Tilkørslen til Vintersborg er
omgivet af en kort allé.
Ejerhistorie
Vinterborgs historie kan spores tilbage til 1234, hvor
gården benævnes Utterslevgaard og var en landsbyhovedgård i Utterslev, som
Vinterborg endnu i dag grænser op til. En af gårdens tidlige ejere var Knud
Gøye fra den lollandske gren af slægten. Gøye solgte Utterslevgaard til Hans
Krafse, hvis datter Karen i 1551 bragte gården med ind i ægteskabet med Jørgen
Rud. Helt frem til 1672 sad slægten Rud som ejere af Utterslevgaard.
Borchvard Rud døde i 1647 som slægtens sidste mand. Inden
sin død havde Borchvard Rud - ligesom sin far - gennemført en række forbedringer
af godset, bl.a. omfattede store dræningsarbejder. Enken efter Borchvard Rud,
Helvig Jakobsdatter Rosenkrantz, boede på Utterslevgaard indtil sin død i 1672.
Hun var ligesom sin mand energisk, og i sin tid som ejer udnyttede hun Karl
Gustav-krigenes (1657-1660) ødelæggelser til at udvide gården, idet hun bl.a.
lagde den afbrændte landsby Bispeballe ind under hovedgården.
Efter Helvig Jakobsdatter Rosenkrantz' død i 1672 blev
Utterslevgaard købt af Helmuth Otto von Winterfeldt, som også havde erhvervet sig
Sæbygård året før - det nuværende Sæbyholm. I 1671 var han blevet ophøjet til
friherrestanden, og i 1673 kunne han oprette Danmarks første friherreskab af
godserne Sæbygård og Utterslevgaard under navnet Vintersborg, som også blev det
nye navn for Utterslevgaard. Friherreskaber, der hurtigt skiftede navn til
baronier, var et såkaldt majorat, der bevirkede, at besiddelsen hverken kunne
pantsættes eller deles mellem flere arvinger.
Mens det nu nedrevne Sæbyholm ud til Nakskov Inderfjord blev
udlagt som hovedsæde for baroniet, blev Vintersborg drevet som forpagtergård
igennem hele 1700-tallet. Von Winterfeldt slægten opholdt sig sjældent på
Lolland og baroniet led i lange perioder af dårlig administration.
Ved Helmuth Otto von Winterfeldts død i 1694 blev baroniet
Vintersborg overtaget af sønnen Gustav von Winterfeldt, hvis datter Juliane
Margrethe von Winterfeldt bragte baroniet til sin mand Christopher von
Eickstedt. Ægteskabet mellem Juliane Margrethe von Winterfeldt og Christopher
von Eickstedt var barnløst, og efter en langvarig proces blev det besluttet, at
baroniet efter hendes død i 1741 skulle tilfalde kusinen Sophie Frederikke von
Winterfeldt.
Sophie Frederikke von Winterfeldt var gift med oberst Carl
Wilhelm Giedde, og hun overlevede sin mand i flere år. Sin enkestand udnyttede
hun bl.a. til at forbedre fæstebøndernes forhold, og hun var stærkt engageret i
velgørenhedsarbejde på baroniet. Da ægteskabet havde været barnløst, overgik
besiddelsen ved Sophie Frederikke von Winterfeldts død til en fjern slægtning,
Flemming Holck-Winterfeldt, hvis bror og dernæst dennes søn arvede baroniet
efter ham.
I 1801 overdrog Frederik Christian Holck-Winterfeldt
baroniet Vintersborg til greve Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow
til gengæld for det fynske stamhus Fjellebro med Skovgaard samt en pengesum.
Hardenberg-Reventlow delte baroniet op og mens han indlemmede Sæbyholm i
grevskabet Hardenberg i 1815, solgte han kort efter overtagelsen Vintersborg
til dens daværende forpagter, Jørgen Jørgensen, der i 1810 mageskiftede, dvs.
byttede, godset med Jacob Bølle til gengæld for Søllestedgård.
I Jacob Bølles tid som ejer af Vintersborg blev det
resterende fæstegods solgt fra, hvilket var et generelt kendetegn for tiden.
Bølle ejede Vintersborg indtil 1844, hvor godset blev solgt til Frederik Anton
Hastrup. Hans enke overdrog i 1883 Vintersborg til sønnen Julianus Hastrup.
Julianus Hastrups tid som ejer af Vintersborg var kendetegnet af økonomiske
vanskeligheder, og banken måtte derfor overtage godset i 1900.
I 1912 købte Carl Olsen Vintersborg, som i 2011 stadig var
ejet af hans efterkommere.
Ejerrække
( -1401) Johan Skarpenberg
(1401-1425) Predbjørn Podebusk
(1473-1510) Claus Grubendal
( - )
Knud Gøye
( -1530) Hans Krafse
(1530-1551) Karen Hansdatter Krafse, gift Rud
(1551-1571) Jørgen Rud
(1571-1618) Eiler Rud
(1618-1647) Borchvard Rud
(1647-1672) Helvig Jakobsdatter Rosenkrantz, gift Rud
(1672-1694) Helmuth Otto von Winterfeldt
(1694-1699) Gustav von Winterfeldt
(1699-1724) Juliane Margrethe Winterfeldt, gift von
Eickstedt
(1724-1728)
Christopher von Eickstedt
(1728-1741)
Juliane Margrethe Winterfeldt, gift von Eickstedt
(1741-1757) Carl Wilhelm Giedde
(1757-1769) Sophie Frederikke von Winterfeldt, gift Giedde
(1769-1772) Flemming Holck-Winterfeldt
(1772-1776) Gustav Frederik Holck-Winterfeldt
(1776-1801)
Frederik Christian Holck-Winterfeldt
(1801-1804)
Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow
(1804-1810) Jørgen Jørgensen
(1810-1844) Jacob Bølle
(1844-1869) Frederik Anton Hastrup
(1869-1883) Enken efter Frederik Anton Hastrup
(1883-1900) Julianus Hastrup
(1900-1900) Lollands Spare- og Laanebank
(1900-1912) M.P.N. Alstrup
(1912-1938) Carl Olaf Olsen
(1938-1977) Asger Olsen
(1977-20xx) Carl Olaf Olsen og Ivan Olsen
Folkehold på Vintersborg i Utterslev
Blandt de mange store gårde i Lollands Nørre Herred, er
Wintersborg eller Utterslevgård's historie en af de mærkeligste.
Dens historie går tilbage til Dronning Margrethe's dage og
har været omskiftelig. Fra en beskeden begyndelse voksede Utterslevgård sig
stor og mægtig og blev hjemsted for rige og ansete adelsslægter. En af disse,
Geheimeråd Helmut Otto von Winterfeldt, oprettede i 1673 af Utterslevgård og
Sæbyholm ved Nakskov, det første baroni i Danmark. Det fik navnet Baroniet
Vintersborg og dette navn har fortrængt det oprindelige Utterslevgård. Baron
Winterfeldt var stiftamtmand på Fyn og opholdt sig sjældent på godset. Efter
baron Winterfeldt's død 1694 gik det ned ad bakke, nogle var overmåde ødsle,
andre havde ikke evnen til at drive et gods.
I 1772 kom Grev Gustav Holch-Winterfeldt, han havde både
held og økonomiske evner. Han var oprindelig officer og som sådan kom han og en
yngre bror i forbindelse med den sindssyge Kong Christian d. syvende, på hvem
de utvivlsomt har haft en uheldig indflydelse. Idet det var dem, der førte an
på de så meget omtalte natlige udflugter i København, der til sidst udartede
til de vildeste drikkeorgier og udskejelser med efterfølgende slagsmål.
1801 fik en efterfølger, Frederik Christian
Holch-Winterfeldt, kongelig bevilling til at bortbytte baroniet til grev C.H. Hardenberg-Reventlow
mod stamhuset Fjellerup på Fyn. Mens Sæbyholm blev indlemmet i Grevskabet
Hardenberg-Reventlow blev Vintersborg solgt til den hidtil værende forpagte
Jørgen Jørgensen, der 1810 mageskiftede med Jacob Bølle, Søllestedgård. Jacob
Bølle havde Vintersborg til 1844, hvor han solgte til Anton Hostrup, der
opførte hovedbygningen og gav den dens nuværende udseende. Efter endnu et par
handler kom den 1912 i Carl Olsen's eje.