• Region Sjælland, Vestsjælland, Kalundborg by
• Adresse: J. Hagemann-Petersens Alle, 4400 Kalundborg.
Telefon: 59 51 09 15
• Inden for de omfattende, men ringe bevarede ringvolde
ligger flere historiske købstadsbygninger, museet i Lindegården og Esbern
Snares fem tårnede kirke
• Opført omkring 1170
Mens kongen opførte sin mægtige sydsjællandske Vordingborg
rejste hans fosterbrødre Absalon og Esbern Snare deres private borge i Havn og
Kalundborg.
Som ved Vordingborg var tanken bag Esbern Snares kolossale
borganlæg, at en købstad kunne rummes bag de svære ringmure i teglsten. Modsat
Vordingborg blev planen virkeliggjort i Kalundborg. Bygningshistorien er uhyre
kompliceret og langtfra arkæologisk udredt. I midten lå den såkaldte »højby«
med den ejendommelige, byzantinsk inspirerede korskirke i midten. Byen var
omgivet af en vældig teglstensmur med runde tårne indbygget og kraftige
kvadratiske hjørnetårne i vest samt to porttårne i henholdsvis syd og vest.
Bymuren var flankeret af to borganlæg på holme øst og vest
for højbyen. Ældst er den mindre vestborg. 0stborgen, hvis anlægstidspunkt er
omdiskuteret, blev til gengæld den største med et centralt borganlæg med et
firfløjet slot omgivet af en forgård med kraftige ydermure og svære runde og
kvadratiske tårne.
Kalundborg var fra tidlig tid en af den kongelige flådes
vigtigste havne, og byen var i højmiddelalderen i 1200-1300-tallet, sammen med
Vordingborg og Nyborg, landets vigtigste by.
Efterhånden som København og de nordsjællandske slotte i
løbet af 1400-1500-tallet kom til at spille en stadig større rolle som
regeringssæde, mistede Kalundborg sin betydning.
Chr. 2. levede sine sidste ti år som fange under lempelige
forhold på middelalderslottet til sin død i 1559. Herefter lod de efterfølgende
konger den gamle borg forfalde.
Bortset fra Esbern Snares enestående kirke er der kun
bevaret svage spor af ringmuren, især den sydvestlige del, samt enkelte ruiner
af borganlæggene i byens østlige og vestlige del.