Motte-bailey: International betegnelse for middelalderens
tidligste private borganlæg. I Frankerriget opførte private herremænd befæstede
anlæg af træ på bakker, voldsteder, kaldet matte. I centrum stod et trætårn.
siden en stenbygning, omgivet af vold og grave.
Til det befæstede borganlæg hørte gerne et tilknyttet avlsgårds-
og beboelsesanlæg på en voldomgivet holm. Fine eksempler fra højmiddelalderen
findes på Sjælland: Smørholm ved herregården Edelgave og Skjoldenæsholm
syd for herregården af samme navn. I Jylland er Klejtrups dobbelte voldsted et
andet godt eksempel.
Rekonstruktion af Turmhügelburg, en borg af typen
motte-and-bailey i Lütjenburg, Slesvig-Holsten i Tyskland
En ophøjet jordhøj, motte, kronet af borgtårn i sten, Gisors,
Frankrig.
Motte-and-bailey er en engelsk betegnelse på en primitiv
form for borg, som står på en bakke af jord og omgivet af en beskyttende palisade.
Mange sådanne borge blev bygget i England, Irland og Frankrig i 1000- og 1100-tallet
som en enkel og billig måde at skaffe sig effektiv beskyttelse på for at kunne
slå mindre angreb tilbage. Normannerne benyttede sig af sådanne borge for holde
på de landområder, de okkuperede efter invasionen af England i 1066.
En borg af typen motte-and-bailey kunne enten være lille,
bygget hurtigt for at give beskyttelse for en mindre garnison i fjendtligt
terræn, eller en større borg med bredere og højere omkreds. De større borge
blev gjort yderligere permanente ved at bygge murene og borgtårnet af sten. Som
navnet antyder, bestod disse borge af to dele, motte, fransk for jordbunke, og bailey,
engelsk for borggård.
Konstruktion
Man fandt en højde eller byggede en kunstig jordhøj ved
hjælp af den jord, som blev skovlet op ved at grave voldgrav i en cirkel. På
toppen af bakken (fransk motte) blev der bygget et borgtårn (engelsk keep) af
træ, og rundt om toppen var der en palisade af træstolper. Den ydre overflade
på jordhøjen kunne være dækket med ler eller forstærket med træplanker.
Nedenfor bakken og indenfor voldgraven blev der bygget yderligere en palisade.
Indenfor den ydre palisade lå borggården (engelsk bailey). Borgtårnet tjente
som udsigtspost, et sted at placere bueskytter, og fungerede som sidste udvej
som tilflugtssted ved angreb, som brød gennem den første række af palisader.
Borggården blev normalt brugt af tjenestefolk og
håndværkere. En borg kunne have mere end én bailey. Undertiden var der en indre
og en ydre som ved Warkworth Castle, hvor udvidelse af borgen førte til, at en
ny borggård blev dannet af ny mur. Alternativt kunne flerfoldige borggårde
flankere jordhøjen. Borggården var ofte lukket inde bag yderligere en palisade
og omgivet af vold, altså et ekstra lag af beskyttelse. Den var forbundet til
jordhøjen med en vindebro eller klapbro som gav indgang til borggården. Broen
kunne blive hejst op eller lukket for at give bedre beskyttelse. Større borge
havde borggårde, som kunne ofte kun indeholdt en hall, stald til heste og køer,
et kapel, og beboelse til adelens folk. Det var ofte små værksteder i
borggården for lokale handelsfolk.
Det er to bevarede eksempler på borge med to motter, det ene
er Lewes Castle, og det andet er Lincoln Castle. De fleste af disse enkle borge
havde en mur eller palisade af træ, noget som kunne bygges af de fleste, og
ikke nødvendigvis af faglærte håndværkere, og materialer fandtes stort set alle
steder. Mange af disse mure blev senere erstattet permanent med stenmure.
I tidligere tider benyttede man sig af lignende borge. I bronzealderen
og jernalderen byggede småsamfund fornborge på højdedrag i terrænet. Angelsaksere
i England synes at have bygget fornborge med jævne mellemrum mellem bostederne
som beskyttelse for flygtninge mod angreb, først fra walisere og piktere, siden
mod norrøne vikingangreb.
Snorre fortæller i Magnus Barfod saga om flere tilfælde,
hvor den norske hær byggede borge af træpæle i sirkel med voldgrav udenfor,
blandt andet på Isle of Man, hvor Magnus Barfod fik fragtet træer fra Galloway
i Skotland. Derimod er der ikke beskrivelser af høje med borgtårn.
Efter den normanniske erobring af England i 1066 skaffede
stormændene sig solide magtpositioner med talrige borge over hele England, hvor
garnisoner med soldater og riddere kunne blive stationeret for at slå angreb og
oprør fra lokalbefolkningen ned. I de første år efter 1066 var hurtighed en
kritisk faktor, og små borge af typen motte-and-bailey var en effektiv måde at
skaffe sig kontrol på. Da den normanniske undertrykkelse var blevet permanent i
anden halvdel af 1000-tallet, startede processen med at bygge de primitive
borge om til faste og stærke militære stillinger til de stenborge, hvoraf mange
står i dag, som det fx er tilfældet med Warwick Castle i Warwickshire.