Slægten Markdanner ejede Rønningesøgaard i præcist 100 år
fra 1577 til 1677. Caspar Markdanner har sat sine tydelige spor på både sognets
kirke og herregårdens hovedbygning.
Rønningesøgaard var fra 1825 til 1906 stamhus for slægten
Mylius, hvis italienskinspirerede, ottekantede gravkapel stadig findes på
grunden i 2013.
Rønningesøgaard
Søgårdsvej 10
5540 Ullerslev
Region Syddanmark - Fyn og øer - Kerteminde kommune
Offentlig adgang: Ingen offentlig adgang
Ejer: Stig Daniel lensgreve Bille Brahe Selby
Telefon 40 90 34 67
Godsets størrelse: 384 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning og
boligudlejning
Hovedbygning
Rønningesøgaards hovedbygning er anlagt på en holm nær
gårdens sø. Hovedbygningens østfløj er mere end 400 år gammel, men nordfløjen,
som er opført i samme stil og materiale som østfløjen, er 150 år yngre.
Den nuværende tofløjede hovedbygning ligger få hundrede meter
fra et gammelt middelalderligt voldsted, der kan dateres til 1326.
Rønningesøgaards nuværende hovedbygning består af to
sammenbyggede fløje. Østfløjen, som ligger ud mod en nærliggende sø, er opført
i 1596 under Caspar Markdanner, hvis våben- sammen med hans hustrus - findes
over portalen. Fløjen er opført i røde mursten på en sokkel af tilhuggede
kampesten og krones af et tegltag. Den er i to etager over en hvælvet kælder.
Etagerne adskilles ved et gesimsbånd, mens gavlene afsluttes af kamtakker.
Foran fløjens sydvendte facade lod Markdanner opføre et
ottekantet trappetårn med vindeltrappe. Tårnet bærer dels en sandstensportal
med indskriften "Jeg er bygt og staar i Herrens Navn" og dels
portrætfigurer af Caspar Markdanner og Sophie Oldeland. I trappetårnet er den
oprindelige sandstensvindeltrappe stadigt bevaret.
Ifølge en indskrift i kalken blev den nordlige fløj
oprindeligt opført i bindingsværk i 1672. I 1757 ombyggede Rasch bygningen i
grundmur, så den nu minder om østfløjen. Nordfløjen blev ligeledes udsmykket
med sandstensbånd og stenkvadre på hjørnerne i stil med østfløjen. Med
tilbygningen kom tårnet til at stå i hjørnet mellem de to fløje, mens tårnets
sandstensportal blev flyttet til nordfløjens indgang.
Lemwigh, som ejede Rønningesøgaard i slutningen af
1700-tallet, lod hovedbygningen kalke hvid. Hvidkalkningen blev dog kortvarig,
idet Sigismund Wolf Veit Mylius igen fjernede den.
Alle værelser er prydet med gamle kaminer med Markdanner og
Oldeland-våben samt tysk bibelsprog fra Luthers tid. På øverste etage, som
oprindeligt rummede en stor sal, findes en er langvæg dækket af et maleri af
Niels Kaas' dødsscene.
I 1868 blev trappetårnet forsynet med et spir,
mens også hovedbygningen blev restaureret ved arkitekt H. Klein.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
I 1840 blev avlsgården efter en brand flyttet væk fra
hovedbygningen og placeret nordvest for denne. Avlsanlægget brændte igen i
begyndelsen af 1900-tallet, og efter en ny brand blev det endnu engang
genopført i 1932 efter tegning af arkitekt Sørensen i Hadsten.
Avlslængerne grupperer sig omkring to rektangulære
gårdspladser. Syd for adgangsvejen ligger forvalterboligen og herskabsstalden,
der er opført 1862-1832.
I haven står et gravkapel opført i mursten. Kapellet er beregnet
for ejerne af Rønningesøgaard. Blandt andet er J.C. Mylius, som døde i 1852,
begravet der.
Fredningsstatus 2013: Gravkapellet fra 1880 er fredet.
Omgivelser
To hundrede meter syd for det nuværende Rønningesøgaard
ligger et voldsted med en borgbanke ud til søen. Borgbanken har
formentligt båret Niels Jensens Rønningesøgaard.
En kanstanjeallé fører forbi avlsgården og op til
hovedbygningen. Fra husets nordende fører en bred stentrappe ud til parken.
Hovedbygningen er stadig omgivet af grave i 2013.
Rasch anlagde en smuk have omkring 1757, som siden er groet
op til en prægtig park. Haven blev anlagt i barokstil, men er senere anlagt i
en mere landskabelig stil. 3 damme findes i haven samt broer og rester af et
ishus.
Ejerhistorie
Rønningesøgaard blev i ældre tid ofte blot kaldt Søgaard.
Gården blev første gang nævnt i 1326, hvor Niels Jensen Rønning pantsatte sin
gård, "Siøgaard", til sin hustru. 70 år senere forsøgte Margrethe I
(1353-1412) at inddrage gården under Kronen, men Niels Jensens efterkommer -
Gert Andersen Rønning - modsatte sig bestræbelserne.
Som knap 60-årig ægtede Markdanner den unge Sophie Oldeland,
og hans interesse for Rønningesøgaard voksede. Han fik arveretten ændret, så
Kronen blot fik forkøbsret i tilfælde af, at han ikke efterlod sig arvinger.
Ydermere udvidede han grunden, hvorpå han opførte en ny hovedbygning. I 1618
døde han på Rønningesøgaard, som enken, Sophie Oldeland, og sønnen, Frederik
Markdanner, i fællesskab videredrev.
Frederik Markdanner var som faderen uddannet i udlandet og
havde efterfølgende tjent som sekretær i kancelliet. Han bosatte sig på
Rønningesøgaard med sin hustru Anne Gyldenstierne, men han døde allerede i
1639, kun 46 år gammel. Han havde forinden mistet en formue, og da enken døde
kort tid derefter, var deres sønner Henrik og Casper Markdanner overladt til
fremmede. Caspar Markdanner gik i Frederik III's (1609-1670) tjeneste, men blev
dræbt i en ung alder, hvorefter broderen arvede resterne af farens formue.
Henrik Markdanner havde tjent som soldat i udlandet og blev
senere major i Frederik III's hær. Han ægtede Hilleborg Kaas og forøgede
Rønningesøgaards gods med et par bøndergårde, der dog ligesom resten af egnen
var plaget af svenskekrigenes ødelæggelser. Ifølge et sagn lod han skjule en
stor kiste med kostbarheder i Rønningesøgaards sø for at gemme rigdommene for
de svenske soldater. Det er aldrig lykkedes at finde kisten. Henrik Markdanner
døde i 1674, hvorefter Rønningesøgaard overgik til sønnen Frederik Markdanner.
Han døde året efter, da han deltog i belejringen af byen Wismar i forbindelse
med den Skånske krig.
Markdanners enke, Hilleborg Kaas, giftede sig senere med
Hans Due, og parret solgte Rønningesøgaard til Knud Sivertsen Urne. I
forbindelse med Christian V's matrikel af 1688 blev Rønningesøgaards størrelse
fastsat til 40 tdr. hartkorn, og den var dermed en herregård af almindelig
størrelse. Urne døde i 1705 og efterlod gården til sin søster, Helvig Sophie
Urne. Helvig tilkøbte i 1709 Rønninge Kirke til gården og overlod ved sin død
Rønningesøgaard til sønnen, oberst Christian Friis. Han døde ugift i 1727 og
efterlod gården til slægtningene Christian Sehested og Sigvard Urne.
Johan Caspar Rasch købte i 1733 gården, hvor han bosatte
sig. Han gennemførte en række forbedringer af driften, hvis jordtilliggende han
ligeledes udvidede. Han lod desuden hovedbygningen ombygge og udvide og anlagde
en park i tilknytning hertil. Rasch døde i 1770 og efterlod gården til
hustruen, Mette Sophie Munck, som videreførte sin mands bedrifter. Hun
påbegyndte udskiftningen, samlede det ellers spredte gods og
gjorde legaliserede gårdene i Rønninge, som dermed blev lige store.
Parrets eneste søn druknede på tragisk vis, og det var
derfor svigersønnen, Christian Sørensen Lemwigh, der i 1788 overtog gården. Han
fik i 1798 tilladelse til at sælge fæstegodset uden at miste hovedgårdens
skattefrihed, og han fortsatte udskiftningen, udflytningen og nybygningen af
gårde og huse til sine bønder. Tilmed reparerede han både avlsgård og
hovedbygningen, og han forbedrede godsets jorde ved at anlægge grøfter, der
kunne dræne de lavtliggende marker.
Lemwigh efterlod sig ingen børn, og svigerinden, Ulrika
Cathrine Johansdatter Rasch, overtog derfor Rønningesøgaard. Hun lod gården
indgå i stamhuset Mylius, som hun oprettede til fordel for sønnen, Johan Caspar
Mylius. Stamhuset bestod foruden Rønningesøgaard af Rønninge kirkes tiender og
bøndergods i nærliggende sogne, i alt 137 tdr. hartkorn.
Johan Caspar Mylius overtog først stamhuset i 1831. Han
havde tjent i hæren men erhvervede efter sin fratrædelse en række herregårde. I
1840 blev han optaget i adelsstanden, og samme år afstod han stamhuset til sin
søn, Johan Jacob Mylius. Johan døde i 1857 - blot 41 år gammel - og hans
broder, Sigismund Wolf Veit Mylius, overtog derefter stamhuset.
Sigismund pådrog stamhuset så stor en gæld, at hans søn,
Albert Sigismund Caspar Mylius, lod en kommission varetage godsets
administration, da han ikke mente, at han selv kunne føre stamhuset ud af de
økonomiske vanskeligheder. Sønnen, Sigismund Ernst Mylius, arvede både
stamhuset Benzon og stamhuset Mylius og tog derfor navnet Mylius-Benzon. Han
forsøgte forgæves at få ophævet den administrationskommission, som faderen
havde fået nedsat. Da det viste sig umuligt, lod han i 1906 stamhuset ophæve og
solgte Rønningesøgaard til kammerjunker Oluf Bech.
I 1913 købte lensgreve Preben Charles Bille Brahe Selby
Rønningesøgaard, som blot fem år senere overgik til sønnen, Daniel Bille Brahe
Selby. Han tog sig med stor interesse af driften og efterlod i 1950 godset til
sønnen, Bent Daniel Bille Brahe Selby.
I 2013 var Rønningesøgaard ejet af Stig Daniel Bille Brahe
Selby.
Ejerrække
(1326-1340) Niels Jensen Rønning
(1397 ) Gert
Andersen Rønning
( -1567)
Kronen
(1567-1577) Henrik von Raaden
(1577) Kronen
(1577-1618) Caspar Markdanner
(1618-1624) Frederik Markdanner
(1624- ) Sophie Oldeland, gift Markdanner
( - 1639) Frederik Markdanner
(1631-1642) Hans Markdanner
(1639-1641) Anne Gyldenstierne, gift Markdanner
(1641-1674) Henrik Markdanner
(1674-1677) Frederik Markdanner
(1677- ) Hilleborg Eriksdatter Kaas, gift 1) Markdanner, 2)
Due
( -1684) Hans Due
(1684-1705) Knud Sivertsen Urne
(1705-1715) Helvig Sophie Urne, gift Friis
(1715-1727)
Christian Friis
(1727-1728)
Sigvard Urne
(1727-1733)
Christian Sehested
(1733-1770)
Johan Caspar Rasch
(1770-1787)
Mette Sophie Munck, gift Rasch
(1788-1823)
Christian Sørensen Lemwigh
(1823-1831)
Ulrika Cathrine Rasch, gift de Mylius
(1831-1840)
Johan Caspar Mylius
(1840-1857)
Johan Jacob Mylius
(1857-1885)
Sigismund Wolf Veit Mylius
(1885-1895)
Albert Sigismund Caspar Mylius
(1895-1906)
Sigismund Ernst Mylius-Benzon
(1906-1913)
Oluf Bech
(1913-1918)
Preben Charles Bille-Brahe-Selby
(1918-1950)
Daniel Bille Brahe Selby
(1950-2000)
Bent Daniel Bille Brahe Selby
(2011- ) Stig Daniel Bille Brahe Selby