Logo

Store Mindstrup

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Store Mindstrup

 

Den første ejer, man er sikker på, har haft Mindstrup, er Palle Splid Fasti i 1503.

Mindstrup indgik mellem 1759 og 1798 i stamhuset Mattrup

Hovedbygningen ligger på et anseligt voldsted, hvis vandgrave endnu er bevarede i vest og øst.

Den nuværende hovedbygning er antageligvis opført omkring 1772 af Emanuel Thygesen.

 

Store Mindstrup

Mindstrup Skovvej 1

7173 Vonge

Region Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Vejle kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Nye ejere på vej

Godsets størrelse: 161,7 ha (bolig 292 m2)

Funktion: Landbrugsdrift/svineproduktion/skovbrug

Forbindelser: Mattrup

 

 

 

Hovedbygning

Den nuværende hovedbygning er et langt énetages hus, som blev opført omkring 1772 af daværende ejer Emanuel Thygesen. Omkring 1810 blev huset genopbygget i grundmur, og i 1870'erne gav Carl Ferdinand Seidelin det en storstilet restaurering og tilføjede to nye fløje mod øst og vest i 1872 og 1874.

 

I en taksationsforretning fra 1879, hvor Carl Ferdinand Seidelin forsøger at lægge sit lån om, bliver det beskrevet, hvor velholdt hans gård er. Den ligger godt, og omgivelserne er pænt vedligeholdt. Borggårdens hovedhus havde tegltag, og alt var indrettet til beboelse med ti tapetserede værelser og tre på loftet, alle med kakkelovne, bræddeloft og bræddegulv. I alt ti huse er med i beskrivelsen, og de får alle ros. Mindstrup var tilsyneladende en herskabelig bolig, som var steget meget i værdi pga. de nye ombygninger.

 

I 1959 blev der opført en bred, gennemgående kvist, og huset, der oprindeligt havde været stråtækt, fik nu eternittag.

I 2014 består hovedbygningen af stuehuset fra 1772 og en enkelt garagebygning. Begge dele er hvidkalkede.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Store Mindstrup

 

Andre bygninger

Nord for hovedbygningen ligger en trefløjet avlsbygning, og der er blevet bygget til løbende gennem 1900-tallet og op til 2007.

Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.

 

Omgivelser

Mindstrups hovedbygning ligger på et anseligt voldsted, hvis vandgrave endnu er bevarede i vest og øst. Endvidere siges det, at en af gårdens tidligere ejere, Peter Andreas Dahl, er begravet med både hund og hest i en høj i gårdens have.

 

Ejerhistorie

Mindstrups ejerforhold kan spores tilbage til begyndelsen af 1500-tallet, hvor gården i 1503 var ejet af Palle Splid Fasti. Gården blev herefter nedarvet i slægten Fasti, indtil Christence Splid Fasti i 1637 solgte den til Christen Thomesen Sehested.

 

Christen Thomesen Sehested gjorde karriere i kongens tjeneste. I 1629 blev han således lensmand på Helsingborg og Kalø, ligesom i 1640 blev udnævnt til kongens kansler. Kanslertitlen betød, at han blev daglig leder i Danske Kancelli, der var landets centrale regeringsorgan. Han var imidlertid også en konservativ adelsmand, der fuldt ud støttede adelens særlige privilegier, og han var således en af kræfterne bag Frederik III's (1609-1670) meget hårde håndfæstning i 1648.

 

Christen Thomesen Sehested døde i 1657, hvorefter Mindstrup overgik til hans svigersøn, Peder Reedtz, der også blev kansler. Han solgte i 1665 gården til Jochum Frederik Pentz, der allerede året efter afhændede den til Iver Krabbe. Hans sønner, Christen og Jacob Iversen Krabbe, solgte i 1687 Mindstrup til Jørgen Knudsen, der ejede gården frem til sin død i 1704.

 

Mindstrup kom i 1759 til Emanuel Thygesen, der lagde gården under Mattrup, som blev hovedgården i et forsøg på at samle 200 tønder hartkorn under sig. Det skulle man nemlig have for at danne en komplet herregård, som kunne opnå skattefrihed for hovedgårdsjorden, og netop det var Emanuel Thygesens plan. Samme år oprettede han også et stamhus af gårdene, dvs. han båndlagde dem sådan, at de hverken kunne sælges, pantsættes eller deles ved arv. Stamhuset skulle nedarves udelt efter en nøje fastlagt arvefølge.

 

Mindstrup blev dog alligevel udskilt af hovedgården igen allerede i 1798, så der fik gården ny ejer. Det var Thyge Jespersen de Thygeson, som også ejede Mattrup, og som samme år fik bevilling på at sælge godset uden at miste hovedgårdens skattefrihed. Der blev virkelig spekuleret i køb og salg. Han solgte straks Mindstrup til forpagteren Mouritz Schmidt, som også frasolgte nogle parceller i 1803. I 1807 mistede gården derfor sin skattefrihed alligevel. Nu blev frasalget af fæstegårdene til selveje også påbegyndt.

 

I 1870 købte Carl Ferdinand Seidelin Mindstrup, og med den familie gik gården nu ind i en rivende udvikling. Carl Ferdinand Seidelin gav gården en hovedrestaurering i 1873, og nye fløje blev opført. Han drænede desuden marker og anlagde engdrag. Seidelin-familien ejede herefter Mindstrup frem til 2006.

Mindstrup var i 2013 ejet af Kristian og Jørgen Østergaard Thomsen, som dog gik konkurs 2018.

 

Ejerrække

(1503-       ) Palle Splid Fasti

(       -1561) Christen Pallesen Splid Fast

(1532-1561) Jørgen Pallesen Splid Fasti

(1561-       ) Jørgen Pallesen Splid Fasti

(       -1628) Palle Jørgensen Splid Fasti

(1628-1637) Christence Pallesdatter Splid Fasti, gift Below

(1637-1657) Christen Thomesen Sehested

(1657-1665) Peder Reedtz

(1665-1666) Jochum Frederik Pentz

(1666-       ) Iver Krabbe

(       -1687) Christen Iversen Krabbe

(       -1687) Jacob Iversen Krabbe

(1687-1704) Jørgen Knudsen

(1704-       ) Enke efter Knudsen

(       -1720) Niels Rasmussen Aale

(1720-1753) Ole Rudolf Krabbe

(1753-1759) Hans Marcussen

(1759-1798) Emanuel Thygesen

(1798-1798) Thyge Jesper de Thygeson

(1798-1815) Mouritz Schmidt

(1815-1816) P. Andreas Lorentzen

(1816-1818) P. Andreas Lorentzens arvinger

(1818-1823) Peter Herschend

(1823-1827) Boet efter Peter Herschend

(1827-1827) N. E. Schmidt

(1827-1832) Peter Andreas Dahl

(1832-1833) Karen Utke, gift 1) Dahl, 2) Schwartz

(1833-1837) Johannes G. Schwartz

(1833-1869) Caspar Friederich Michelsen

(1869-1870) Arvingerne efter Caspar Friederich Michelsen

(1870-1898) Carl Ferdinand Seidelin

(1898-1947) Aage Seidelin

(1947-1982) Aage Seidelin

(1982-2006) Mogens Seidelin

(2006-2018) Kristian Østergaard Thomsen og Mindstrup I/S konkurs

(2006-2018) Jørgen Østergaard Thomsen og Mindstrup I/S konkurs

(2018-20xx) Helle Gabriella Mindzet / Teresa Andersen 30 38 37 00

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 2.938 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her