Logo

Bødstrup

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Bødstrup

 

● Region Sjælland - Slagelse Kommune

● Adresse: Bildsøvej 9, 4200 Slagelse

● Ejer: Ulrik Bernhoft

● Ikke offentlig

● 630 ha

● Hovedbygningen er opført 1800, firkantet tårn tilføjet 1881, nedrevet 1921.

 

Den vestsjællandske herregård Bødstrup blev oprettet i 1660 af Henrik Müller ved en sammenlægning af to mindre gårde. Gården drives i 2013 under Mullerup Gods, der har et samlet areal på 630 ha.

Fra 1700 til 1800 er hele tre forskellige hovedbygninger blevet opført på Bødstrup. Den eksisterende hovedbygning blev opført i 1800 og er en statelig bygning i nyklassisk stil.

 


 

Bødstrup

 

Hovedbygning

Omkring 1700 bestod Bødstrups hovedbygning af lerklinede, stråtækte bindingsværkbygninger. Joachim Barner Paasche nedrev disse og opførte i stedet en ny hovedbygning i bindingsværk i midten af 1700-tallet.

 

I 1800 opførte daværende ejer Jan Christoffer van Deurs den hovedbygning, der stadig står i 2013. Denne er en statelig bygning i nyklassisk stil af sten fra eget teglværk med sidefløje af bindingsværk. De tre fløje er i én etage over en høj kælder og har pudset grundmur, tegltag samt en gennemgående frontspids.

 

I 1881 tilføjede daværende ejer Christian Detlev Ammentorp Hansen hovedbygningen et firkantet tårn med kuppel og lanterne ved arkitekt C. Abrahams. Tårnet blev dog nedrevet i 1921. Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Andre bygninger

Jan Christoffer van Deurs opførte omkring 1800 en portlænge kaldet Slyngelsborg, en mejerilænge samt hestestalde ved Bødstrup.

Endvidere er en ny avlsgård blevet anlagt i grundmur mellem 1905 og 1976. Avlsbygningerne er ikke fredede.

 

Omgivelser

Christian Detlev Ammentorp Hansen opførte omkring 1881 en midtrisalit mod haven med en tympanon i højde med hustagryggen i to etager og med fire halvsøjler. Yderligere anlagde han en terrasse med dobbelttrappe, som fører ned til Bødstrups landskabelige have, hvor flere gamle lindetræer kan opleves.

 

Historie

Bødstrup blev i 1660 oprettet som hovedgård af rentemester Henrik Müller ved sammenlægning af to mindre gårde godt 10 kilometer nord for Slagelse. Henrik Müller havde fået alt kongeligt gods i Dragsholm og Sæbygårds amter af Frederik III (1609-1670) som vederlag for de lån, han havde ydet Kronen under Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660). Yderligere købte han en lang række gårde på både Sjælland, i Jylland og i Norge. Omkring 1674 blev han adlet, og i 1689 fik han bevilling til at oprette Bødstrup som adelig herregård, hvormed privilegier som skattefrihed medfulgte. Ved sin død havde han dog af økonomiske årsager måttet overgive en række af sine gårde til sine kreditorer.

 

Henrik Müllers døtre, Sophie og Anna Catharine Müller, arvede i 1689 Bødstrup. Samme år blev sidstnævnte eneejer. Hendes søn, Caspar Bartholin, der var gift med Else Berg, overtog gården i 1701. Efter hans død ægtede enken oberstløjtnant Ventin, der således overtog Bødstrup og dermed også enkens store gæld.

 

Bedre tider kom på Bødstrup med Joachim Barner Paasche, der i 1737 købte gården. Paasche byggede en ny hovedbygning, og han udvidede godsets jordbesiddelser. Disse blev yderligere udvidet af Laurids Svitser, som overtog Bødstrup efter Joachim Barner Paasches enke. Laurids Svitzer igangsatte udskiftningen af byens gårde, hvor bøndernes jordfællesskab blev ophævet, og individuelle bøndergårde med egen jord blev oprettet.

 

Da Hans Georg Faith i 1791 overtog gården efter Laurids Svitzer, fortsatte han udskiftningen. Endvidere lod han bønderne slippe for at betale den årlige landgilde, dvs. den ydelse som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord, hvis blot bønderne udførte hoveriet, dvs. det pligtarbejde, som bønderne ydede til hovedgårdenes drift som en del af afgiften for brugen af jorden, ordentligt.

 

Jan Christoffer van Deurs købte i 1795 Bødstrup. Han udvidede gårdens jordbesiddelser, tilkøbte skove og opførte både en ny hovedbygning og nye avlsbygninger på grunden. Han blev fulgt af sin søn, Emil van Deurs, der forbedrede jordforholdene, sammenlagde gårde og afskaffede hoveriet.

 

1880 købte Christian Detlev Ammentorp Hansen Bødstrup. Han var oprindeligt apoteker, men blev både berømt og velhavende for sin opfindelse af en holdbar og ensvirkende osteløbe.

 

I 1919 erhvervede Ejnar Ammentorp Hansen gården, og i 1931 tilkøbte han også Mullerup, hvis gods Bødstrup drives under i 2013. Han ændrede og ombyggede hovedbygningen på Bødstrup, som han i 1950 efterlod til sine tre sønner.

I 2013 ejes Bødstrup af Ulrik Jean Bernhoft.

 

Ejere af Bødstrup

(1660-1689) Henrik Müller

(1689-1701) Anna Cathrine Bartholin ... Else Ventin

(1701-1730) Caspar Bartholin

(1730-1737) Ventin

(1737-1769) Joachim Barner Paasche

(1769-1778) Christiane Buchhalf gift Paasche

(1778-1791) Lauritz Svitzer

(1791-1795) Hans Georg Faith, justitsråd

(1795-1829) Jan Christopher van Deurs, justitsråd

(1829-1832) Anna Dorothea Hansen gift van Deurs

(1832-1842) Emil van Deurs (søn)

(1842-1843) Oline Sophie Agier gift van Deurs

(1843-1868) Herman Edvard van Deurs (bror)

(1868-1871) Jeannette Larpent de Trepian gift van Deurs

(1871-1880) Julius Valentiner

(1880-1916) Christian D.A. Hansen, apoteker og fabrikant

(1916-1919) Agnes Mathilde von Hedemann gift Hansen

(1919-1950) Ejnar Ammentorp Hansen (søn)

(1950-1980) Brdr. Ammentorp Hansen Bernhoft

(1980-1996) Erling Ammentorp Hansen Bernhoft (søn)

(1996-2006) Erling Ammentorp Hansen Bernhoft / Ulrik Jean Bernhoft (søn)

(2006-20xx) Ulrik Jean Bernhoft

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (7 stemmer)
Siden er blevet set 9.770 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her