Stygge Krumpen opførte et befæstningsanlæg i kirkens navn
omkring 1520.
Voergaard blev 1534 indtaget af Skipper Clements hær og
brændt.
Ingeborg Skeels efterfølgende renæssancegård var en af
landets smukkeste og rigeste.
Udenrigsminister Erik Scavenius ejede Voergaard 1914-1946
Voergaard huser i dag en kunstsamling efter Det Grevelige
Oberbech-Clausen-Péanske Familielegat, der bl.a. indeholder Marie Antoinettes
kaffe- og testel.
Voergaard Slot
Voergård 6
9330 Dronninglund
Region Nordjylland - Brønderslev kommune
Offentlig adgang til hovedbygning og park
Ejer: Den Grevelige Oberbech-Clausen Peanske Familiefond
Tel: +45 98 86 71 08 - info@voergaardslot.dk - www.voergaardslot.dk
Godsets størrelse: 222 ha
Funktion: Ingen oplysninger
Forbindelser: Oxholm, Dybvad (Nordjylland), Gaardbogaard, Knivholt,
Store Rugtved
Vejen til
slottet
Hovedbygning
Stygge Krumpens forsvarsanlæg blev opført som et gotisk
stenhus i én fløj på det lave, firkantede voldsted omgivet af grave. Bygningen
var af røde munkesten, og øverst havde den en halv etage, der har haft
skydeskår. Indvendig var der tøndehvælvede kældre - senere blev det berygtede
fangehul Rosodonten indrettet her. Stueetagen havde to smukke krydshvælvede
sale. Dette er nordfløjen, Voergaards ældste bygning. Hertil har der været
tilføjet to udbygninger; den ene mod gården, den anden mod nordsiden. Desuden
var der en ringmur, som nu indgår i østfløjens murværk.
Nordfløjens større vestparti er opført i første halvdel af
1600-tallet, men gavlen blev helt ombygget i 1876 i nygotisk stil med kamtakker
og blændinger.
I årene 1586-91 opførte Ingeborg Skeel som sagt østfløjen
som en pragtbygning af røde mursten besmykket med sandstensmotiver. Den består
af én fløj med tunge, ottekantede hjørnetårne i begge ender af østsiden.
Ligeledes er der to ottekantede trappetårne mod gårdsiden; ét syd for porten og
ét i hjørnet mod bispehuset. Det er dog først fra stueetagen og op, at
udsmykningerne begynder at udfolde sig. Sandstenskarmene omkring vinduerne er
rigt og varieret pyntet.
Østfacaden domineres af en prægtig portal, der er udformet
som en triumfbue med fire kraftige, doriske halvsøjler. Over porten er
bygningsindskrift og våben for Otte Banner og Ingeborg Skeel, mens Frederik
II's (1534-1588) monogram kan ses øverst. Også gårdsiden er rigt pyntet, bl.a.
har dørene i trappetårnene smukke indfatninger. Bygningens gavle er dog
relativt enkle.
I østfløjens indre kan man dog ikke spore meget fra den
oprindelige indretning. I nordenden har man bevaret Peter Reedtz såkaldte
"guldstue" fra 1730'erne med gyldenlæderstapeter og kamin, samt
loftsprydelser i regence-barok.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Interior
Spøgelser og Sagn - Rædselshistorier
fra fangekældrene
Fangehuller, hvide damer og blodpletter, der ikke kan vaskes
af… På Voergaard kan I mærke det løbe koldt ned ad ryggen og hårene rejse sig.
Rosedonten - Voergaards mest berømte fangehul – Rosedonten –
ligger i den ældste del af slottet. En voksen mand kan hverken stå oprejst
eller ligge udstrakt derinde, og der er ingen lys- eller lufthuller.
Fra fangekælderen går en skakt til et værelse to etager
over, så man kan høre, hvad der bliver talt om i fangekælderen.
Ingeborg Skeel - Mange fortæller om mystiske hændelser og
syner af en hvid dame, der bevæger sig rundt på slottet om natten.
Ingeborg Skeel var en driftig og dygtig handelskvinde og
derfor upopulær hos en stor del af lokalbefolkningen, og der er mange historier
om hende: Hun skulle bl.a. have druknet arkitekten Philip Brandin i voldgraven,
for at han ikke skulle bygge et slot som Voergaard igen. Efter Ingeborgs død i
1604 spøgte hun så meget på slottet, at en præst måtte mane hende til ro i en
mose. Men hvert år rykker hun ifølge sagnet et hanefjed tættere på slottet, og
når hun kan kigge ind ad vinduet, vil Voergaard gå til grunde.
Det er en kendsgerning, at Ingeborg donerede mange penge til
fattighjem og selv stod for opførelsen af et hospital og en skole for Sæbys
fattige.
Blodpletten, der ikke kan vaskes af: I det nordøstlige
tårnværelse finder I en plamage på gulvet, som efter sigende er blod fra én,
der er slået ihjel dér. Og pletten kan ikke fjernes – fordi det er uskyldigt
blod…
Pletten var glemt i mange år, men under en renovering af
værelset i 1997 kom den frem igen. På trods af flere afslibninger, kommer
pletten altid frem igen efter et par dage.
Vildsvineskindet: I en montre på slottet ligger skindet fra
et vildsvin, der blev nedlagt på slottets jorder i 1700-tallet. Vildsvinet blev
nedlagt på grænsen mellem Voergaard og Hundslund, så der opstod en mindre fejde
og de to gårde delte byttet, så Voergaard fik skindet. Ifølge sagnet må
vildsvineskindet aldrig fjernes fra Voergaard Slot, for så vil slottet styrte i
grus.
Andre bygninger
Øst for slottet ligger avlsbygningerne.
Den driftige Peder Brønnum Scavenius opførte i 1874 en ny
avlsgård af grundmur uden for den gamle ladegård, men denne nedbrændte med
undtagelse af to bygninger i 1908.
Voergaards birketing, Danmarks eneste kendte bygning som har
huset birketing, er restaureret 2012.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Grevinde Péan kom oprindeligt fra Frankrig, hvor Ejnar Offer
Oberbech Clausen ved ægteskab fik ejerskab til flere vinslotte, inden han
vendte hjem til Danmark. Han medbragte en imponerende, arvet kunstsamling, som
nu kan ses på Voergaard. Deriblandt var Marie Antoinettes kaffe-, te- og
vaskestel, samt nogle figurer fra hendes celle i Tour des Temples inden mødet
med guillotinen. Derudover kan man i Voergaardsamlingen se et næsten komplet
Napoelon Bonaparte-spisestel, malerier af Rubens og Goya og sjældne gobeliner,
bl.a. en gave fra pave Pius IX, der hænger i kapellet.
Der er åbent for besøgende både på Voergaard Slot og i den
store park.
Ejerhistorie
Selv om Voergaard med tiden blev en af Vendsyssels største
og rigeste herregårde, var den i middelalderen kun en ubetydelig
landsbyhovedgård. Dens historie indtil omkring reformationen er næsten ukendt.
Dog blev Voergaard i 1518 solgt til Børglumbispen Niels Stygge, som dermed
gjorde den til kirkens ejendom. Hans nevø Stygge Krumpen overtog styringen af
bispedømmet, og dermed begyndte gårdens historie for alvor.
Bispestolen havde allerede længe ejet meget gods i området,
og bisperne havde udvidet, når muligheden bød sig. Egnen manglede dog et
naturligt centrum, og Voergaard blev ombygget til dette formål. Allerede i 1534
måtte bispeborgen stå sin prøve som forsvarsværk, da Skipper Clement satte ild
til slottet, som til så mange andre bispeejendomme under Grevens Fejde. De
tykke mure sank dog ikke, men står endnu. Men Stygge Krumpen fik ikke mere
glæde af sit byggeri, for efter reformationen tilfaldt alt kirkegods Kronen.
Efter gården havde været pantsat flere gange, kom der en
aftale i stand mellem Kronen og Niels Skeels enke Karen Krabbe i 1578. Hun
byttede Skeel'ernes Nygaard for Voergaard og en hel del gods. Endnu et såkaldt
mageskifte fandt sted året efter, så Karen Krabbe og hendes svigersøn Otte
Banner fik endnu mere gods i Vendsyssel. Derudover fik hun birkeret, dvs.
selvstændig domsret, over alt sit gods.
Efter deres død fortsatte datteren Ingeborg Skeel med at
udvide godset, men hun oprettede også et hospital i Sæby. På Voergaard opførte
hun en rigt udsmykket hovedbygning i renæssancestil, som stod i skarp kontrast
til bispernes mere beskedne bygning. Med bygmesteren Philip Brandins hjælp
gjorde hun Voergaard til en af Danmarks prægtigste herregårde, som nærmest kun
Kronborg kunne måle sig med på den tid. Gårdens ydre ser i dag omtrent ud som
på hendes tid, men i det indre er næsten alt forandret. I 1598 kom endda den
byggelystne Christian IV (1577-1648) til Voergaard, angiveligt for at hente
inspiration og sten her.
Ingeborg Skeel har som mange andre handlekraftige
adelskvinder fået et dårligt eftermæle som bondeplager. Det siges, at hun endnu
spøger på gården og i fangehullet Rosodonten, indtil en præst manede hende ned
i Pulsen, et bundløst vildnis tæt derved. Alligevel rykker hun ifølge sagnet
hver nytårsnat "en hanefjed" nærmere gården. Når hun kan kigge ind af
vinduet, skal Voergaard efter sigende gå til grunde.
Efter hendes død i 1604 begyndte en strid blandt arvingerne,
der endte med at Voergaard, Knivholt og Ullerup tilfaldt fætteren Hans Axelsen
Arenfeldt fire år senere. Han døde allerede i 1611, hvorefter hans gods blev
delt ud mellem hans mange børn. Sønnen Jørgen Arenfeldt overtog Voergaard og
arbejdede da på at samle mere gods. Men 1600-tallets krige gik hårdt ud over
Voergaard. Under Kejserkrigen (1628-1629) blev Voergaard brugt som dansk base
af den tyske øverstkommanderende, og under Torstenssonkrigen (1643-1645) var
det svenskerne, som boede her. Jørgen Arenfeldt døde som en ruineret mand i
1658 under den første af de to Karl Gustav-krige (1657-1660), hvor svenskerne
atter tog rigeligt for sig på Voergaard, inden de drog hjem. Slægten måtte nu
leve under anderledes beskedne kår, og godset blev igen splittet. Jens Juel
overtog Voergaard, og hans slægt begyndte nok en gang at samle gods om den
gamle hovedgård.
Barnebarnet Peder Reedtz gav Voergaard en tiltrængt
restaurering både ude og inde, og især østfløjen bærer hans præg. Hans søn
Holger Reedtz var også arving til den indflydelsesrige adelsfamilie Thott. Han
tog derfor navnet Reedtz-Thott i 1786 og flyttede til den rige herregård Gavnø
på Sjælland. Han bortauktionerede Voergaard til de to jyske studehandlere Niels
og Jens Andersen Steenild.
De to brødre forbedrede gården betydeligt, merglede
uopdyrket jord og opdrættede jyske hingste. Modsat mange andre godsejere
omkring år 1800 solgte de dog ikke jorden fra til selveje. Dette stærkt
forbedrede gods arvede Jens Anders Steenilds 13-årige datter Bendine Cathrine
Margrete Steenild. Hun var et godt parti for Johan Frederik Schultz, der i 1825
giftede sig med hende og overtog Voergaard. Han tog sig godt af gården, men
blev upopulær, fordi han flyttede de tidligere ejere af Voergaard, som lå
begravet under koret i kirken.
Voergaard blev købt af et konsortium i 1841, som påbegyndte
salget af fæstegårde til selveje og frasolgte desuden dele af hovedgårdens
besiddelser. Da Peder Brønnum Scavenius købte gården i 1872, var der altså kun
ubetydeligt gods og tre kirketiender tilbage. Den virksomme mand tog først fat
på en omfattende restaurering af nordfløjen, som han bl.a. gav en flot
vestgavl. Peder Reedtz havde allerede forbedret østfløjen, og nu tog Peder
Brønnum Scavenius sig af resten af Ingeborg Skeels hus. Også hendes og Otte
Banners epitafium i Voer kirke blev istandsat. Peder Brønnum Scavenius nedrev
en mindre sydfløj, moderniserede i øvrigt gårdens drift, drænede delvist engarealet
og udvidede skovene betydeligt.
Voergaard overgik i 1914 til nevøen og daværende
udenrigsminister Erik Julius Christian Scavenius, som dog kun beholdt selve
hovedbygningen med have og park, mens jorderne frasolgtes. Hovedbygningen
solgte han først videre i 1946 til Poul Einar Rützebeck, som også genopkøbte
den gamle avlsgård Pulsgaarden.
I 1955 blev Voergaard og gods solgt til Ejnar Offer
Oberbech-Clausen og siden lagt ind under Det Grevelige Oberbech-Clausen-Péanske
Familielegat. De næste fem år blev hovedbygningen igen restaureret, den gamle
voldgrav blev oprenset og den murede bro, der ellers var blevet erstattet af en
jorddæmning, blev genopført.
Oberbech-Clausen bragte rige kunstsamlinger fra sine franske
slotte til Voergaard, hvor de fortsat kan ses på guidede rundvisninger. Siden
2004 har Voergaard hver sommer afholdt 'Middelalderdage'.
Kunstsamlingen
Kunstsamlingen omfatter værker tilskrevet Francisco Goya, Peter
Paul Rubens, Raphael, El Greco, Watteau og Frans Hals samt møbler fra Ludvig
14., Ludvig 16. og Marie-Antoinettes eje. Desuden møbler og et glasservice med Napoleons
monogram indgraveret. Blandt de kostbare møbler kan nævnes to skænke fra Ludvig
14.s tid. Der findes tilsvarende på Versailles og på Louvre.
8. marts 2008 blev to malerier Den gale af Goya og Portræt
af Maria af Medici af Rubens stjålet fra samlingen. Tilskrivningerne er yderst
tvivlsomme og aldrig bekræftet af kunsthistorikere.[1]
Da Oberbech-Clausen døde i 1963, overgik slottet til en
familiefond.
Væsentlige årstal
1520: Tårnhus, nuværende nordfløj opført på voldsted
1534: Delvis ødelagt af skipper Clement
1586-91: Østfløjen opført i to stokværk med hjørnetårne, to
trappetårne og portgennemkørsel
ved Philip Brandin
Ca. 1611: Nordfløjen forlænget
Ca. 1738: Østfløjen istandsat
1872: Nordfløjen restaureret
1874: Ny avlsgård opført
1876: Vestgavlen på nordfløj opført med kamtakker
1908: Den gamle ladegård delvis nedbrændt
1955-60: Hovedbygningen gennemgribende restaureret
Ejerrække
(1481-1509) Anders Pedersen
(1509-1518) Erik Grøn og Jakob Andersen
(1518-1519) Niels Stygge
(1519-1536) Stygge Krumpen
(1536-1578) Kronen
(1536-1540) Kronen
(1540-1554) Iver Lykke
(1554-1559) Knud Gyldenstierne
(1559-1573) Erik Rud
(1573-1576) Axel Gyldenstierne
(1578-1586) Karen Krabbe, gift Skeel
(1586-1604) Ingeborg Skeel, gift Banner
(1604-1608) Skeel og Banners arvinger
(1608-1611) Hans Axelsen Arenfeldt
(1611-1658) Jørgen Arenfeldt
(1658-1661) Rigborg Lindenov, gift Arenfeldt
(1661-1670) Christoffer Fr. Buck
(1661-1670) Tage Høg
(1670-1686) Jens Juel
(1686-1694) Frederik Vind og Holger Reedtz
(1694-1732) Holger Reedtz (eneejer)
(1732-1780) Peder Reedtz
(1780-1791) Holger Reedtz-Thott
(1791-1814)
Jens Andersen Steenild
(1791-1819)
Niels Andersen Steenild
(1819-1825)
Bendine Cathrine Margrete Steenild, gift Schultz
(1825-1841) Johan Frederik Schultz
(1841-1872) Ernst Emil Rosenørn
(1841-1846) Harald August Hoppe
(1841-1847) Henrik Bloch
(1847-1864) Peter Daniel Bruun
(1872-1914) Peder Brønnum Scavenius
(1914-1946) Erik Julius Christian Scavenius
(1946-1955) Poul Einar Rützebeck
(1955-1963) Ejnar Offer Oberbech-Clausen
(1963-20xx) Det grevelige Oberbech-Clausen-Péanske
familielegat
Voergaard i Nordjylland blev kåret som Danmarks smukkeste
herregård 2018.
Vi håber, at befolkningen får øjnene op for de mange smukke
herregårde, der ligger strøet ud over hele landet. Selvom der kun er én, der
ifølge afstemning er den smukkeste, så er der hundredvis af skønheder blandt de
øvrige herregårde, både når det gælder bygningsværkerne og deres naturskønne
omgivelser.
Over 10.000 havde stemt – men på trods af det var der
alligevel kun 30 stemmer, som adskilte første og anden pladsen.
Voergaard – Danmarks Smukkeste Herregård (2018)
Voergaard i Vendsyssel blev i 2018 kåret som Danmarks
Smukkeste Herregård og er en af vores største herregårde fra Renæssancen. Det
er biskop Stygge Krumpen, der har opført det imponerende anlæg, man kan se i
dag.
Anlægget har brede voldgrave og et større fæstningsanlæg
omgivet af vand på alle sider. Den tofløjede bygning er opført med henblik på
forsvar i de ustabile tider omkring Christian 2.s fald. I dag kan man bl.a. se
en enestående kunstsamling og høre om fangehuller, hvide damer og blodpletter,
der ikke kan vaskes af.