Logo

Sofiedal

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Sofiedal 


Sofiedal herregård blev oprettet i 1700-tallet af Adam Gottlob Moltke som ladegård under grevskabet Bregentved.

Sofiedal har siden sin oprettelse været ejet af adelsslægten Moltke.

Sofiedals første hovedbygning blev opført som forpagterbolig mellem 1761 og 1767 af Adam Gottlob Moltke.

Den nuværende hovedbygning er fra 1872 og består af en fløj i to etager med gennemgående frontspids.

 

Sofiedal

Terslev Skolevej 4

4690 Haslev

Region Sjælland - Faxe kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Christian Moltke

Godsets størrelse: Ingen oplysninger

Funktion: Ingen oplysninger

Sofiedal kaldes også Sofiendal og hed tidligere Stenkelstrup

Kontakt Bregentved, Koldinghus Allé 1, 4690 Haslev eller e-mail sa@bregentved.dk

www.bregentved.dk

 


Sofiedal 

 

Sofiedal

 

Hovedbygning

Hovedbygningen på Sofiedal blev opført i 1872 som forpagterbolig, da gården hørte under grevskabet Bregentved. Den består af en enkelt fløj i to etager med høj kælder. Bygningen er opført i mursten og har sort tegltag. Over vinduerne er der buede murstensgavle, og i det østlige hjørne af bygningen er der en gennemgående frontispice.

En tidligere hovedbygning blev opført mellem 1761 og 1767 af Adam Gottlob Moltke, hvilket var nogle år efter, at han havde oprettet Sofiedal som hovedgård. Denne hovedbygning skulle ligesom den nuværende tjene som forpagterbolig.

Fredningsstatus 2014: Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Sofiedal

 

Andre bygninger

Til Sofiedal hører fire avlsbygninger, som er placeret nord/nordøst for hovedbygningen. De første avlsbygninger på gården blev opført sammen med den første hovedbygning mellem 1761 og 1767.

Fredningsstatus 2014: Avlsbygningerne er ikke fredede.

 

Omgivelser

Der har ligget mange oldtidshøje på Sofiedals marker, men de fleste af disse er nu blevet fjernet. 

 

Ejerhistorie

Sofiedal blev oprettet som herregård under grevskabet Bregentved i 1700-tallet. I 1600-tallet lå der, hvor Sofiedal ligger i dag, to små landsbyer ved navn Stenkelstrup og Øed. Disse to landsbyer lå under hovedgården Bregentved, der blev ejet af Frederik Gabel. Under Første- og Anden Karl Gustav-krig mellem 1657 og 1660 var de to landsbyer imidlertid blevet ødelagt, og derudover var Frederik Gabel stærkt forgældet, hvorfor det var et meget forarmet gods, han gav videre til sin søn, Christian Carl Gabel i 1709. Christian Carl Gabel lykkedes dog ikke med at bringe godset tilbage på fode. Frederik IV (1671-1730) købte det fra ham for at ligge det ind under et af de rytterdistrikter, der i 1670 var blevet oprettet til at forsørge det nationale rytteri.

 

I 1731 blev rytterdistriktet opløst, hvorefter Christian VI (1699-1730) solgte godset Bregentved, og derunder landsbyerne Stenkesltrup og Øed, til Poul Vendelbo Løvenørn, hvis søn dog solgte det tilbage til Kronen allerede i 1740. I 1746 skænkede Frederik V (1723-1766) så godset til Adam Gottlob Moltke, som i 1750 fik oprettet grevskabet Bregentved. I denne forbindelse udskilte han landsbyerne Stenkelstrup og Øed fra Bregentved og oprettede i stedet ladegården Stenkelstrup. Efter i 1760 at have giftet sig med sin anden kone, Sophie Hedevig Raben, omdøbte Adam Gottlob Moltke Stenkelstrup til dets nuværende navn, Sofiedal.

 

Adam Gottlob Moltke var en af Frederik V's nærmeste rådgivere og således en meget betydningsfuld person. Han var endvidere manden bag den første landbokommission, der blev nedsat i 1757 for at forbedre det danske landbrug. Hans nye gård, Sofiedal, blev herefter prøveklud for de nye tekniske landbrugsreformer, som senere skulle blive indført over hele Danmark. Dette inkluderede bl.a. en omlægning til først kobbelbrug og senere vekselbrug, omfattende jordbehandling samt indførelsen af nye sædekornsarter. I 1770 havde Sofiedal en hovedgårdsstørrelse på 62 tønder hartkorn samt 268 tønder hartkorn underliggende fæstegårde, hvilket var en betydelig størrelse for en ladegård.

 

I 1792 døde Adam Gottlob Moltke, hvorefter sønnen Joachim Godske Moltke overtog Sofiedal, der herefter forblev en del af grevskabet Bregentved indtil lensafløsningen af 1919. Gården overgik her til fri ejendom, men forblev dog under godset Bregentved.

Sofiedal er i 2014 ejet af Christian Georg Moltke og hører således stadig under Bregentved gods. 

 

Ejerrække

(1746-1792) Adam Gottlob Moltke

(1792-1818) Joachim Godske Moltke

(1818-1864) August Adam Wilhelm Moltke

(1864-1875) Frederik Georg Julius Moltke

(1875-1936) Frederik Christian Moltke

(1936-1968) Christian Frederik Gustav Moltke

(1968-1995) Hans Hemming Joachim Christian Moltke

(1995-       ) Christian Georg Peter Moltke

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 2.867 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her