Logo

Sønderborg Slot

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Sønderborg Slot

  

• Region Syddanmark, Als, Sønderborg Kommune og by

• Adresse: Sønderbro 1, 6400 Sønderborg. Telefon: 74 42 25 39

• Museetpå Sønderborg Slot. Kulturhistorisk museum

• Ejer: Staten

• Opført i middelalderen. Ombygget ca. 1550-1570 og 1718-26. Restaureret 1964-1973

 

VIGTIGE ÅRSTAL

1169 Valdemar den Store lader den ældste fæstning opføre ved Alssund til beskyttelse af de sydjyske grænseegne.

ca. 1350 Fundamenterne til den nuværende borg anlægges.

1470 Dronning Dorothea overtager Sønderborg.

1532 Chr. 2. fængsles på Sønderborg.

1755 Anlæggets senmiddelalderlige hjørnetårne nedrives, herunder Chr. 2.'s fangetårn.

1852 Staten overtager Sønderborg.

1921 Det nationale, danske museum åbner på Sønderborg Slot kun et år efter genforeningen.

 

Sønderborg Slot  Sønderborg Slot   

Sønderborg Slot er et slot, der ligger midt i byen Sønderborg på øen Als i Sønderjylland. Det huser et museum med udstilling om områdets historie og kultur. Museet er åbent hele året.

  

Sønderborg og Chr. 2. hører sammen. Det var her, at den svegne og faldne konge var indespærret i 17 år fra 1532 til 1549. Den smukt beliggende borg er i dag indrettet til museum. Museets udstillinger beretter om Sønderborgs omvekslende tilværelse fra Valdemar den Stores befæstede borg i 1100-tallet til Sønderborgs tragiske skæbne under det tyske bombardement og angreb i april 1864.

 

Sønderborg Slot

• Bygningshistorie

Sønderborg hører til Valdemarstidens fæstningsanlæg vendt mod fjenderne i syd: henholdsvis de hedenske vendere og de fremmarcherende germanere. Venderne truede som sørøvere de sydlige danske kyster, mens germanerne som kolonisatorer var en direkte trussel mod Danmarks »Mare Nostrum« (Vores hav): Østersøen. Af middelalderborgen fra 1100-tallet er alene bevaret fundamentet til et rundt tårn og murværk i nordfløjen.

 

I højmiddelalderen var Sønderborg en del af rigets forsvar. Sammen med de tilsvarende borganlæg på Sjælland, Vordingborg og Kalundborg og fynske Nyborg, tilhørte Sønderborg kongehuset og var som sådant regeringssæde og mødested for de politiske møder, der siden 1200-tallets slutning blev kaldt »Danehof«.

 

Borgen fremtrådte som en kraftfuld ringmursborg med fremskudte forsvarstårne. Det stærke fæstningsanlæg var opført i røde, brændte teglsten. I forbindelse med hertug Frederiks overtagelse af kronen som Fr. 1. i 1523 blev det meste af middelalderfæstningen ødelagt. Men allerede omkring 1530 var Sønderborg atter genopbygget som et firfløjet sen gotisk borganlæg. Og borgen kom få år senere til at få en hovedrolle i Danmarkshistorien som fængsel for Chr. 2., den sidste danske konge, der blev afsat, fyret og fængslet.

 

Sønderborg er uløseligt forbundet til Chr. 2.'s navn. Det var her han i august 1532 blev ført hen, efter han med løfte om frit lejde var kommet til København i sommeren 1532 for at forhandle kongedømmets fremtid med sin farbroder Fr. 1. Berømt er scenen, hvor Chr. 2. modtages med sit følge ved Sønderborgs port, og forrædderen, adelsmanden Knud Gyldenstierne, river ordenskæde af kongen og kun tillader, at en tjener og en nar må følge Chr. 2. ind bag slottets tykke mure.

 

I den følgende krig, »Grevens fejde«. Danmarks sidste borgerkrig 1534-36, havde Sønderborgs besætning ordre til at myrde den afsatte kongen, hvis »oprørsstyrkerne« rykkede for nær. Heldigvis for Chr. 2. stod det meste af krigen i Nordjylland, på Fyn og omkring København. Chr. 2. var indespærret på Sønderborg i 17 år til 1549. De sidste 10 år af sit liv levede Chr. 2. på Kalundborg Slot. hvor han døde i 1559.

 

Umiddelbart efter at Christian havde forladt statsfængslet på Sønderborg indledte Chr. 3. ombygningen af den gamle middelalderborg. Det firfløjede renæssanceanlæg i tre etager med trappetårne på gårdspladsen stod dog først færdigt omkring 1570. Arkitekten anses gerne at være Hercules von Oberberg, der siden virkede ved Koldinghus.

 

Omkring 1720 blev Sønderborg påny underkastet en større ombygning ved amtmand W.F. von Platen. Denne lod de høje udvendige, spirprydede hjørnetårne nedrive, heriblandt Christian 2.'s »Blå Tårn«. I stedet skabtes et tilstræbt regelmæssigt barokanlæg med symmetrisk placerede vinduer og uden renæssancens tårne og anden pragtudfoldelse.

 

Sønderborg Slot

 

Sønderborg blev i 1764 overtaget af Augustenborgerne. Efter slægtens uheldige sammenblanding af arvekrav på den danske trone og hertugelig separatisme, blev deres slot efter treårskrigen, den første slesvigske krig 1848-1851, indrettet til kaserne. Kasernen blev efter den anden krig i 1864 overtaget af den preussiske hær. Slottet overlevede modsat store dele af byen det preussiske bombardement den 2. april 1864. I de kraftige mure ses endnu spor, herunder hele granatstykker, fra det tyske angreb.

 

Efter genforeningen i 1920 overgik Sønderborg til staten. Historien kunne naturligvis bruges i den nationale sags tjeneste, så allerede året efter, i 1921, åbnede » Sønderborg Amts Museum« på Sønderborg Slot.

 

Sønderborg Slot

 

• Interiør

Museet på Sønderborg Slot er oprettet efter tysk mønster som et landsdelsmuseum. I dag indgår museet i arbejdsdelingen mellem Sønderjyllands Amts museer. Museets bygning er i sig selv historie med nordfløjens velbevarede senmiddelalderlige dansesal og det gamle slotskøkken med rester af en muret bageovn. Ligeledes i nordfløjen findes slottes bedst bevarede rum, slotskapel let med tavlet gulv og med gotiske hvælvinger båret af en fritstående høj, slank granitsøjle fra 1300-tallet. Kapellets nuværende indretning stammer fra 1568-71, hvor Chr. 3.'s enkedronning Dorothea lod rummet indrette som et fyrstekapel. I kapellet er opsat danske og saksiske våben, der henviser til Chr. 3.'s og dronning Dorotheas herkomst. Den søjlebårne marmorportal til hertug Hans den yngres gravkapel er slotskirkens fornemste inventar. Hertug Hans var søn af Chr. 3. og dronning Dorothea. Figurerne viser den livskraftige hertug Hans og hustruen Elisabeth med deres 14 børn i knælende andagt. Portalen er formentlig udført af billedhuggeren Philip Brandin omkring 1586 i forbindelse med hertuginde Elisabeths død. Hertugen selv døde 77 år gammel i 1622.

 

Sønderborg Slot

 

• Omgivelser

Sønderborg Slot ligger på østsiden af Alssund. Der hører ingen egentlig slotspark til borgen.

 

Sønderborg Slot

Sønderborg Slot som det så ud omkring 1525.

 

Slottet i dag

Ved genforeningen 1920 erhvervede den danske stat slottet, der kom til at rumme et museum for den sønderjyske historie. Slottet er nu museum med lokalhistoriske samlinger fra middelalderen til nutiden med hovedvægt på de slesvigske krige 1848-1850 og 1864. Desuden viser museet udstillinger om søfart, tekstiler, håndværk og en mindre kunstsamling med værker af fremtrædende sønderjyske malere gennem tiderne.

Sønderborg Slot, der med dets riddersal har været et vigtigt verdsligt bygningsværk i den danske del af det gamle hertugdømme Slesvig, blev valgt til ramme om de officielle festligheder i anledning af 50-årsjubilæet for København-Bonn-erklæringerne den 29. marts 2005.

 

Sønderborg Slot

Guldaldermaleren Carl Blochs maleri af Christian 2. i fangeskab på Sønderborg Slot. Billedet har været med til at skabe myten om, at Christian 2. sled en rille i sit bord.

 

CHRISTIAN 2.

Der er skabt mange myter om Chr. 2.'s fængsling på Sønderborg Slot. Den smukkeste er Carl Blochs maleri fra 1871 på Frederiksborg, der viser den fængslede konge ved det runde bord i Sønderborgs slotstårn. At den 17 år lange fængsling i Sønderborgs blåtårn frem til 1549 var et rent luksusophold, er noget vrøvl lanceret i den nyere tids historieskrivning, der har købt den svenske lancering af »Christian Tyran« som den blodigste konge i Nordens historie.

 

Danske Chr. 2. kunne have udviklet sig til en nordeuropæisk fyrste af stort format, hvis ikke svensk nationalisme var kommet i vejen. Netop på Christians tid var Sverige ved at udvikle sig fra et tilbagestående land til en stormagt båret af en kraftig befolkningsvækst og rige mineralforekomster.

 

Christians efterfølgere i 1600-tallet kom til at sande dette på smertelig vis i de ulykkelige svenskekrige. Chr. 2. søgte at holde sammen på Unionen ved en moderne, fremsynet økonomisk politik, der tilgodeså købstæderne og borgerstanden, men til gengæld kom de stærke adelskræfter på tværs. Og herfor kom han til at betale med livsvarigt fængsel, hvoraf de første 17 år på Sønderborg var under streng bevogtning og uden nogen form for kongelig værdighed. Det var en knækket mand, der i 1549 blev overført til en mere lempelig og relativ fri husarrest i Kalundborg.

 


 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 6.531 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du prøvet Kviz.dk?
Effektiv reklame - klik her