Logo

Søbygaard (Ærø)

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Søbygaard (Ærø)

 

Søbygaard er bygget som herregård omkring 1580 af Hertug Hans den Yngre.

Kælderen og enkelte vægge i stuen står med oprindelig bindingsværk og kalkmalerier.

I mange generationer var Søbygaard ejet af de slesvig-holstenske hertuger.

En ombygning i slutningen af 1700-tallet gav hovedbygningen det udseende, der ses nu.

Søbygaard er i dag indrettet som museum.

 

Søbygaard (Ærø)

Søbygårdsvej 2

5985 Søby Ærø

Region Syddanmark - Fyn og øer - Ærø kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Den selvejende institution Søbygaard

www.soebygaard.dk + www.arremus.dk

Telefon 62 52 29 50

Godsets størrelse: 0 ha

Funktion: Museum og oplevelsesøkonomi

Museet er åbent alle dage fra april til oktober og ellers efter aftale

 


Søbygaard (Ærø) 

 

Hovedbygning

Den tidligere hovedbygning på Søbygaard var opført i to stokværk, men det øverste blev nedbrudt i midten af 1700-tallet. Den nuværende hovedbygning på Søbygaard er opført i slutningen af 1700-tallet i én fløj i ét stokværk over en høj kælder. Bygningen har halvvalmet, rødt tegltag og brede kviste og fremstår hvidkalket. Ved bygningen findes to brede stentrapper. Den gamle hovedbygning har et smukt og symmetrisk udtryk.

Hovedbygningen er omgivet af brede, tørlagte grave på fire sider. Bygningen er placeret på et voldsted omgivet af en smuk stensætning.

Søbygaard er i 2013 indrettet som museum.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.


Søbygaard (Ærø) 

 

Søbygaard (Ærø) 


Søbygaard (Ærø)

 

Andre bygninger

Nord for hovedbygningen findes en trelænget avlsgård, der er i 2013 blev udskilt fra Søbygaard.

Avlsgården er ikke fredet. 


Søbygaard (Ærø) 

 

Omgivelser

Nordvest for hovedbygningen findes det ældste Søbygaard voldsted, der er omgivet af en lav vold. Den nuværende Søbygaard er placeret på et smukt renæssancevoldsted, der blev anlagt af hertug Hans den Yngre i 1580. Tidligere var voldstedet omgivet af vand. Også den tidligere avlsgård er placeret på et voldsted.

I området nær Søbygaard findes flere fredede oldtidsminder, bl.a. et dyssekammer.

 

Ejerhistorie

Herregården Søbygaard blev oprettet af hertug Hans den Yngre, som opførte den sydøst for et gammelt voldsted, hvor det middelalderlige Søbygaard havde ligget. Da hertug Hans den Yngre døde i 1622, overgik Søbygaard til sønnen, hertug Christian, som fik titel af hertug af Ærø. I 1633 døde hertug Christian, og da han havde mange arvinger, opstod der konflikter om arvedelingen af hans beskedne hertugdømme. Det endte med, at Søbygaard samt en fjerdedel af Ærø kom til broderen, hertug Joachim Ernst af Plön.

 

Ved hertug Joachim Ernst af Plöns død i 1671 arvede sønnen Bernhard Søbygaard. Han boede på Søbygaard, men blot fem år efter sin overtagelse gik han bort, og gården kom til hans bror, hertug August af Nordborg. Han blev efterfulgt som ejer af sin søn, hertug Christian Carl, i 1699. Hertug Christian Carl giftede sig ikke med en fra samme stand, og derfor kunne godset ikke arves af børnene, hvorfor Søbygaard gik til hans bror, hertug Joachim Frederik af Nordborg. Ved Joachim Frederik af Nordborg død i 1722 kom Søbygaard imidlertid tilbage til Christian Carls søn, Frederik Carl von Carlstein, som i 1729 overlod gården til den danske kong Frederik IV (1671-1730).

 

Kronen samlede på dette tidspunkt hele Ærø under sit ejerskab. I slutningen af 1700-tallet gennemførtes landboreformerne således på hele øen. Først udstykkedes godsernes jorder, herunder også Søbygaards, i mindre parceller. Senere gennemførtes udskiftningen af landsbyerne på øen, hvorved opløstes den hidtidige praksis, hvor bondegårdenes jorder var blevet drevet i fællesskab, til fordel for selvstændige bondegårde. Hver gårdmand skulle nu dyrke sin egen jord for at øge incitamentet til at forbedre gårdens drift. Bønderne skulle dog fortsat svare afgifter som fæstebønder, men allerede i 1787 fik alle fæstegårde ejendomsret over deres gårde og blev selvejere.

 

I 1784 var Søbygaard kommet til Ove Fabricius, der senere blev kirkeinspektør. Ove Fabricius opførte hovedbygningen i slutningen af 1700-tallet, og hans slægt kom til at besidde Søbygaard i ca. 100 år.

I 2013 er Søbygaard en del af Ærø Museum.   

 

Ejerrække

(       -1622) Hans den Yngre

(1622-1633) Christian af Ærø

(1633-1671) Joachim Ernst af Pløn

(1671-1676) Bernhard

(1676-1699) August af Nordborg

(1699-1706) Christian Carl

(1706-1722) Joachim Frederik af Nordborg

(1722-1729) Frederik Carl af Nordborg

(1729-1784) Kronen

(1784-1821) Ove Fabricius

(1821-1849) Anna Cathrine, gift Fabricius

(1849-1875) Familien Barfoed

(1875-1890) Peter E. Knudsen

(1890-1901) Niels Knudsen

(1901-1925) P. C. Knudsen

(1925-1967) Kristen Knudsen

(1967-1991) Peter C. Knudsen

(1991-20xx) Den Selvejende Institution Søbygaard

 

Søbygaard (Ærø)

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 4.213 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her