Logo

Søborg Slotsruin

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Søborg Slotsruin

 

— Nordsjælland, 5 km syd for Gilleleje

— Adresse: 3250 Gilleleje

— Offentlig adgang til borgruin. Informationstavle

• Opført i 1100-tallet.

 

Søborg er ifølge Saxo opført af Danmarks første ærkebiskop Eskil. Borgen er således et vidnesbyrd om kristendommens verdslige forudsætninger: En stærk kirke krævede befæstede anlæg. Allerede i 1161 belejrede Valdemar den Store Søborg, og få år senere var borgen i kongemagtens hænder. Søborg blev anvendt til statsfængsel i 1100-1200-tallet, hvor borgen var en af kronens vigtigste fæstninger.


  

Borgen lå yderst på et næs i den nu udtørrede Søborg Sø, nordvest for Esrom. Syd for borgen lå købstaden af samme navn. Da borgen i 1300-tallet mistede sin betydning, sygnede også købstaden hen. Kun kirken bærer endnu præg af fordum storhedstid.

 

Søborg Slotsruin

 

Det ældste borganlæg bestod af et rundt tårn i kampesten. Omkring tårnet opførte den fromme bisp Eskil en ringmur med tårne. Kampestensanlægget fik tilføjet nogle af Danmarks første bygninger i munkesten inden for ringmuren. Hovedbygningen, et palatium, lå mod nordvest rned riddersal og rundkirke båret af søjler.

Borgen mistede sin betydning allerede i slutningen af 1300-tallet og blev fra slutningen af 1500-tallet anvendt som stenbrud for Nordsjællands slotsbyggerier. Af den engang så stærke biskop- og konge borg er i dag alene ruinerne bevaret.

 

Søborg Slot er en borgruin syd for Gilleleje i Nordsjælland. Slottet nævnes første gang i 1100-tallet, hvor det blev mageskiftet mellem kongen og Roskildes biskop.

Ærkebiskop Eskil udbyggede i 1100-tallet de eksisterende bygninger til et egentligt borganlæg omfattende et sluttet fæstningsanlæg med ringmur og voldgrav. Sådan har historien lydt i mange år. Da Eskil var i nær kontakt med Esrum Kloster, er det sandsynligt, at han selv boede på Søborg ikke langt derfra. Men Saxo skrev, at Eskil havde bygget en borg i "den lethriske mose", men om det var Søborg vides ikke. Ingen har kunnet vise en forbindelse mellem Eskil og Søborg med fund eller skriftlige kilder. Forbindelsen er kun en hypotese.

 

Søborg SlotsruinVoldgraven

 

I 1985 blev der gravet to søgegrøfter, som skulle klarlægge forholdene mellem det ottekantede tårn og palatiet. En ca. 11 m bred vold har omkranset borganlægget. I volden er fundet tegl, og det er der også i det ottekantede tårn, som er lavet samtidig med volden. Palatiet er opført senere. "Udgravningerne antyder, at palatiet måske først er opført i slutningen af 1200-årene." Derved kan det intet have med Eskil at gøre, da han døde i 1181.

 

Søborg og andre nordsjællandske bygningsværker fra den tid (Gurre Slot, Esrum Kloster) blev bygget med mindre tegl, end man ser i Ringsted og Sorø, men der findes også mindre tegl i Hammershus. Teglene er meget ujævne, men teglbrænding var helt nyt for danskerne. Teglbrænderier blev bygget nær ved byggepladserne, og standardstørrelser på sten kom først senere. Tegl var kendt fra sydligere lande, og fra Lombardiet kom teglbrændere og murere for at hjælpe danskerne. Fra begyndelsen var det kun kirken, konger og stormænd, der havde midler til at bygge med det nye materiale.

 

Søborg Slotsruin

I middelalderen lå borgen på en ø i en fjord med forbindelse til Kattegat ved Gilleleje. Senere blev fjorden til Søborg Sø, der blev afvandet 1872-96 ved gravning af en kanal (Søborg Kanal), der som fjorden udmundede i Gilleleje.

 

Søborg Slot var Danmarks stærkeste borg og benyttedes som fængsel. Blandt andre har Buris Henriksen været fange her; han blev indsat i 1167 og sad formentlig fanget her til han døde. Jens Grand, ærkebispen af Lund, sad fanget fra 1294 og til sin dramatiske flugt halvandet år senere.

 

Søborg Slot var beboet indtil Grevens Fejde i 1534-35, hvor det blev ødelagt. I 1577 blev det lagt under Kronborg og lensmanden fik tilladelse til at bryde sten på Søborg.

Søborg Kirke blev opført omkring 1180 som en købstadskirke i tilknytning til slottet.

 


 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (4 stemmer)
Siden er blevet set 7.127 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her