Logo

Ny Kirstineberg

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Ny Kirstineberg

  

Ny Kirstineberg blev udskilt fra Gammel Kirstineberg som selvstændig herregård i 1863. Siden 1908 har Ny Kirstineberg været i familien Tesdorpfs eje.

 

Ny Kirstineberg

Ny Kirstinebergvej 9

4800 Nykøbing F

Region Sjælland - Lolland/Falster/Møn - Guldborgsund kommune

Offentlig adgang: Ingen oplysninger

Ejer: Axel Christian Tesdorpf Castenschiold

Godsets størrelse: 816 ha + 10 ha. Ny Kirstineberg drives i fællesskab med Pandebjerg.

Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug

Forbindelser: Gammel Kirstineberg, Vennerslund

Ny Kirstineberg blev skilt fra Gammel Kirstineberg i 1863

 


 

Ny Kirstineberg

 

Hovedbygning

Ny Kirstinebergs hovedbygning er opført i 1867 ved arkitekt A. H. Klejn.

Den nuværende hovedbygning på Ny Kirstineberg er en enkeltfløjet bygning i én etage over en høj kælder. Den historicistiske bygning er opført i røde sten med skifertag. Den er derudover forsynet med en gennemgående frontkvist såvel som kviste og markante gavle. Gavlene er udsmykkede med rundbuefriser og renæssanceforsiringer.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.

 

Ny Kirstineberg

 

Andre bygninger

Hillerup lod opføre et nyt avlsanlæg på Ny Kirstineberg efter sin overtagelse af gården. Hillerups anlæg ligger nord for hovedbygningen, og de tre fritstående længer lukker sig - med hovedbygningen som den sydlige afgrænsning - om en gårdsplads.

Nordvest herfor danner endnu tre længer et selvstændigt afgrænset gårdrum.

Avlsbygningerne er overvejende opført i grundmur med fast tag. De tidligste er opført i 1867, mens andre er kommet til senere.    

Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede. 

 

Ny Kirstineberg

 

Omgivelser

Til Ny Kirstineberg hører en have på ca. 6 tdr. land.

Haven placerer sig syd og vest for hovedbygningen og indeholder bl.a. flere små damme. Derudover findes en smuk allé ved tilkørslen til Ny Kirstineberg.

Til Ny Kirstineberg hører også Ny Kirstineberg Storskov, som rummer flere oldtidsminder, bl.a. flere grupper af gravhøje.

 

Ejerhistorie

I slutningen af 1700-tallet manglede den danske stat midler, og derfor blev store dele af krongodset solgt. Krongodset på Falster blev delt i otte lodder, hvis størrelse svarede til en herregård med tilhørende fæstegods. Lodderne blev solgt ved en auktion i 1766, og en af disse lodder blev købt af to herrer ved navn Tersling og Thestrup, som sammen opførte gården Vennerslund.

 

Det var dog vanskeligt at udnytte fæstebøndernes hoveri optimalt, da mange fæstebønder havde langt til hovedgårdsjorden. Allerede i 1773 oprettede man derfor endnu en herregård, der blev opkaldt efter Terslings hustru Kirstine og fik navnet Kirstineberg.

 

Tersling døde i 1785, og fire år senere blev enken Kirstine Tersling eneejer af både Vennerslund og Kirstineberg, hvorefter hun giftede sig på ny med Jacob Edvard Colbjørnsen. I en ægtepagt mellem de to blev det fastslået, at Kirstine Terslings søn fra første ægteskab, Jørgen Tersling skulle arve Vennerslund, mens Kirstineberg skulle gå til familien Colbjørnsen. Således kunne Colbjørnsens søn i 1806 overtage Kirstineberg, hvis jordtilliggende han hurtigt forøgede ved nedlæggelse af flere bondegårde.

 

I 1845 købte Peder Estrup Kirstineberg og udstykkede herfra gården Pandebjerg. Peder Estrup var en virksom herre, og han drev selv de to gårde. Han døde dog allerede tre år efter sin overtagelse af Kirstineberg, hvorefter gårdene gik i arv til hans bror Jacob B. S. Estrup, den store godsejer og senere konseilspræsident.

 

Efter kort at have været ejet af Therman Ø. Hillerup blev Pandebjerg solgt til H. Wilhelm i 1854. Inden da var Kirstineberg imidlertid blevet delt, da den sydlige og vestlige del af jorden var blevet udstykket og henlagt under en ny forpagtergård med navnet Ny Kirstineberg. Derved blev det oprindelige Kirstineberg kendt under navnet Gammel Kirstineberg. Det var dog først i 1863, at Ny Kirstineberg blev en selvstændig herregård, da den daværende ejer døde, og de to gårde fik hver sin ejer.

 

Ny Kirstineberg blev i 1863 overtaget af S. C. Hillerup, som ejede gården indtil sin død i 1908. Ny Kirstineberg blev da købt af Adolph Tesdorpf, der styrede gården med stor dygtighed. Gården var centrum for administrationen af Adolph Tesdorpfs mange besiddelser, som han dog langsomt afhændede. Ved Adolph Tesdorpfs død i 1948 fortsatte familien Tesdorpf som ejere af Ny Kirstineberg.

I 2013 blev Ny Kirstineberg ejet af Axel Christian Tesdorpf Castenschiold. Ny Kirstineberg drives i fællesskab med Pandebjerg. 

 

Ejerrække

(1800-1806) Kirstine Hofgaard gift (1) Tersling (2) Colbjørnsen

(1806-1845) Hans Christian Colbjørnsen

(1845-1848) Peder Estrup

(1848-1851) Jacob B.S. Estrup

(1851-1863) Therman Ø. Hillerup

(1863-1908) S.C. Hillerup

(1908-1929) Adolph Valdemar Tesdorpf

(1929-1948) Agnete Carlsdatter Brun gift Tesdorpf

(1948-1964) Axel Valdemar Tesdorpf

(1964-2002) Anne Dorothea Axelsdatter Tesdorpf gift Castenschiold

(2002-2007) Anne Dorothea Axelsdatter Tesdorpf gift Castenschiold / Axel Christian Tesdorpf Castenschiold

(2007-20xx) Axel Christian Tesdorpf Castenschiold

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 3.191 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her