Logo

Nørre Vosborg

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Nørre Vosborg

 

• Region Midtjylland, Ulfborg, Holstebro Kommune, 22 km vest for Holstebro

• Adresse: Vembvej 35, 7570 Vemb. Telefon: 97 48 48 97

• Adgang til hovedbygning og park. Restaurant og selskabslokaler. Borgruiner i omgivende naturområde

• Direktør Henrik Haubroe

• 216 ha

• Hovedbygningen, østfløjen, opført omkring 1550. Tilføjelser omkring 1640, 1750, 1790 og 1838. Restaureret 1950-60, og 1976-80

 

Nørre Vosborg, tidligere stavet Wosborg, er blandt Jyllands mest stemningsfulde herregårde. Det firfløjede anlæg, der er omgivet af et mægtigt avlsgårdskompleks med en særegen portbygning, markerer sig storslået i det flade marsklignende landskab ved Storås udmunding i Nissum Fjord.

Herregården er et ejendommeligt sammensat bygningsværk, hvor hver fløj repræsenterer sit århundrede fra 1500- til 1800-tallet.

 

Nørre Vosborg blev grundlagt på det nuværende sted omkring 1575 og omfatter et firefløjet anlæg med tilhørende avlsgård. Hovedgårdens bygninger stammer fra de fire århundreder fra 1500-tallet til 1800-tallet. Til gården hører 216 hektar land. Herregården blev i 2004 erhvervet af ejendomsselskabet Realea A/S og restaureret. Restaureringen blev afsluttet i april 2008. Nørre Vosborg er nu indrettet som hotel og kultursted med herregårds-restaurant og -cafe samt kursus- og festlokaler.

 

Nørre Vosborg

Nørre Vosborg

Herregården Nørre Vosborg omkring 1867

 

• Bygningen

Nørre Vosborgs firfløjede kompleks er opført over fire århundreder. Hver bygning har så at sige sit århundrede, selvom byggestilen på ingen måde entydigt svarer dertil. Ældst er den to etager høje østfløj der er opført omkring 1550. Den rejser sig som et gotisk stenhus. Den massive, ret korte, men høje bygning peger stilmæssigt bagud mod senmiddelalderen. Østfløjen fremtræder som anlæggets hovedfløj. Bygningen, der rejser sig over en sokkel af tilhuggede syldsten, er to etager høj. hvidkalket med et rødt teglhængt sadeltag og kamtakkede gavle med spidsafsluttede vinduesblændinger. Etageadskillelsen markeres med en dekorativ udkraget rundbuefrise.

 

Nørre Vosborg

Nr. Vosborgs unikke portbygning er opført i 1790 efter hollandsk forbillede.

 

Det smukke enkle bygningsværk er i tidens løb blevet udsat for flere ombygninger. Bygningen har oprindelig haft portgennemkørsel. Denne blev omkring 1790 lukket og omdannet til en havestue. I stedet rejstes den dekorative skråtstillede port mellem øst- og nordfløjen. Porten fremtræder i klassicistisk stil med en smuk profileret trekantet overbygning.

 

På østfløjens gårdside stod et trappetårn, der formentlig allerede i begyndelsen af 1700-tallet blev nedrevet. Østfløjens præg af 1700-tals ændringer søgtes »afhjulpet" i den historiske stilblandingstid i anden halvdel af 1800-tallet. Gavlene blev forsynet med gotiske kamtakker og cementpudsede blændinger, og i 1868 påsattes midt på taget et firkantet udsigtstårn med kreneleret overbygning. Pudsigt og meget middelalderligt så det ud, men aldeles uklædeligt på det gamle stenhus. Ved restaureringen i 19S0'erne under ledelse af Hans Henrik Enggvist blev tårnet nedtaget og cementpudset afrenset, mens de gotiske gavle bevaredes. Et lykkeligt kompromis.

 

Nørre Vosborg

 

Nørre Vosborgs tre øvrige fløje underkaster sig helt den dominerende østfløj. Den lave nordfløj i sort optrukket bindingsværk under et rødt halvvalmet tegltag er opført omkring 1642. Den østvendte gavl blev grundmuret i begyndelsen af 1800-tallet, og bindingsværket er blevet rettet op ved 1950'ernes restaurering, men ellers fremtræder bygningen som et sjældent bevaret eksempel på det spinkle vestjyske bindingsværk.

Vestfløjen er opført i midten af 1700-tallet. Det lave grundmurede hus har erstattet et stenhus fra lS00-tallet. Bygningen under et rødt halvvalmet tegltag fremtræder i røde mursten mod haven, mens facaden mod gårdspladsen er hvidkalket. Det rundbuede indgangsparti er omsat med pilastre og nås via en velformet muret dobbelttrappe. Bygningens to øvrige døre er ligeledes markeret med charmerende »hjemmestrikkede« trappeanlæg.

 

Endelig sydfløjen, der er opført 1838 efter nedrivning af en bindingsværksbygning magen til nordfløjen. Sydfløjen er som de øvrige fløje i et plan og fremstår hvidkalket under et rødt teglhængt halvvalmet tag. Bygningen markeres med midtstillet gennemgående risalitagtigt kvistparti med profileret trekantfronton. Her findes anlæggets hovedindgang vendt mod gårdspladsen. Sydfløjen blev i 1868 forlænget mod øst med en nygotisk 1½ etage høj gennemgangsbygning til østfløjen.

 

Efter en forfaldsperiode i første halvdel af 1900-tallet er Nørre Vosborgs bygninger blev underkastet gennemgribende restaureringer i 1950'erne ved H.H. Engqvist og i 1970'erne ved Peer Haubroe.

 

• Interiør

Hovedbygningen blev i 1982 åbnet for offentligheden. Under temaet Herregårdshjem gennem 400 år præsenteres ved rundvisninger gårdens velbevarede interiører. Sydfløjens indretning stammer fortrinsvis fra Tangfamiliens ejertid i 1800-tallet. Rummene ligger her en suite fra opholdsstuer i øst til køkken og dobbeltlokummer i vest. Den gamle østfløjs stueetage fremtræder ligeledes med indbo fra 1800-tallet, mens man på første sal finder den kønne og relativt velbevarede riddersal i hele bygningens bredde. I de tilstødende nordvendte rum spores enkelte fragmenter af tidlige 1500-tals kalkmalerier i form af bladranker eller draperier.

I nordfløjen, hvor den gamle bageovn med tilhørende »røgeri« er bevaret, er indrettet en rar restaurant.

 

• Omgivelser

Nørre Vosborgs firfløjede hovedbygning ligger på et meget rummeligt voldsted omgivet af et voldgravssystem med dobbelte volde. Voldstedets store have er berømt for sine rhododendron. Haven er dog også et besøg værd uden for den korte blomstringssæson for denne fremmedartede busk. En hemmelighedsfuld, tæt bevokset have omgivet af vand og volde med krogede trolletræer, eg og elm og tætte buske. Desværre er »Moskapellet«, et herligt lysthus fra omkring 1800 beklædt med strå og mos, styrtet sammen og forsvundet en gang i 1960'erne.

 

Øst for voldstedet flankeres tilkørselsvejen af det store avlsgårdskompleks i røde mursten under mægtige stråtage. Ældst er nordlængen, som er opført 1786. Helt unik er porttårnet opført 1790. Tårnet er modelleret efter en hollandsk byport, som bygherren, købmand Peter Tang, havde set på sine handelsrejser til Nederlandene. Det i det flade landskab meget markante og fremmedartede tårn er i tre etager med kuppeltag. Porttårnet med urværk er udsmykket med hvidkalkede pilastre og profilerede gesimser. Ved indgangen syd for porttårnet ses endvidere aftægtsvillaen Vosborglille, opført i 1853 i de daværende ejeres foretrukne gotiske borgstil.

I engarealerne vest for Nørre Vosborg ved åudløbet i Nissum Fjord spores rester af det oprindelige middelalderlige voldsted, der efter traditionen blev ødelagt ved en stormflod i 1532.

 

Nørre Vosborg

Nr. Vosborg er et meget stemningsfuldt sted. Her et blik mod øst fra adgangsvejen til herregårdens store avlsgårdskompleks.

 

VIGTIGE ÅRSTAL

Ca. 1290 Osborg tilhørende kongehuset.

Ca. 1340 Privatborg tilhørende Niels Bugge.

1359 Valdemar Atterdag inddrager Niels Bugges gods efter hans død.

1375 Margrethe 1. overdrager det forbrudte adelsgods til private ved regeringsskiftet.

1548 Knud Gyldenstjerne påbegynder opførelsen af den nuværende østfløj.

1786 Bondesønnerne Tang fra Vestjylland overtager Nørre Vosborg.

1790 Porttårnet opføres efter hollandsk forbillede.

1950 H.H. Engguist indleder restaureringen af Nr. Vosborg.

1981 Nr. Vosborg tildeles som den løste danske herregård Europa Nostra-prisen.

 

• Historie

Nogle af rigets største navne i middelalderen knyttes til Nørre Vosborg. Det vidner om, at Vestjylland havde en mere fremtrædende økonomisk betydning i højmiddelalderen. Osborg, borgen ved os- (= å-) mundingen, tilhørte i 1200-tallet kongehuset. Siden kom den, formentlig i den kongeløse tid i 1330'erne, i hænderne på den magtfulde Niels Bugge til Hald. Man kan gætte på, at fjendskabet mellem rigets genrejser Valdemar Atterdag og Niels Bugge havde rod i strid om ejendomsretten til Osborg. Som leder af den jyske stormandsopposition mod kong Valdemar blev Niels Bugge myrdet i Middelfart i 1359 på hjemvejen fra et møde med kongen. Valdemar fralagde sig ansvaret, men folket og dettes røst, folkeviserne, var ikke i tvivl om, hvem der stod bag.

Valdemars datter, Margrethe 1., leverede da også efter faderens død i 1375 en del af det konfiskerede adelsgods tilbage til efterkommere af de myrdede, for »kongens sjælefreds skyld«.

 

(V)Osborg var omkring 1400 kommet i hænderne på en af de konge- eller rettere dronningetro mænd, Predbjørn Podebusk. Podebuskfamilien, en Rugensk adelsslægt, var kommet til Danmark som rådgivere for Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet. Rigsråd Predbjørn Podebusk d.y. døde i 1541, hvorefter borgen med hans datter Jytte tilfaldt svigersønnen, den ved reformationen 1536 »fyrede« Odensebiskop Knud Henriksen Gyldenstierne. Formentlig var det den frafaldne biskop, der genopførte Nørre (V)Osborg i mere betryggende afstand fra havet. Og det var formentlig den pæne mands erfaringer fra borgerkrigen, der fik ham til at beskytte borgen med det omfattende voldgravssystem. Gyldenstiernerne og deres efterkommere ejede borgen frem til 1674.

 

Efter svenskekrigene og med enevældens indførelse kom Nørre Vosborg i borgerlige hænder i 1687. 100 år senere, i 1786, blev den gamle herreborg købt af bondesønnerne Søren og Peder Tang fra godsets gamle fæstegård Nr. Tang. Peder Tang, der havde arbejdet sig op ved studehandel fra sin forretning i Ringkøbing, overtog efterhånden hele godset. Ringkøbingkøbmanden overdrog Nr. Vosborg til sin søn Niels Kjær Tang, og fra denne passerede herregården videre til Peder Tangs sønnesøn Andreas Evald Meinert Tang i 1824. Etatsråd Andreas E.M. Tang udbyggede i sin mere end 40 år lange ejertid, 1824-1868, Nr. Vosborg til et firfløjet anlæg. Sydfløjen og de nygotiske ombygninger skyldes etatsrådens virkelyst.

Den nuværende ejer er en efterkommer af »fæstebonden fra Tang-gården«.

 

EUROPA NOSTRA-PRISEN

Nørre Vosborg blev i 1981, som den første herregårdsbygning herhjemme hædret med Europa Nostra-prisen. Prisen gives for særlig vellykkede restaurerings- og bevaringsarbejder. Overrækkelsen fandt sted den 25. marts 1982 i forbindelse med åbningen af Nørre Vosborg som herregårdsmuseum.

 

Nørre Vosborg

 

H.C. ANDERSEN PÅ NØRRE VOSBORG

H.C. Andersen (1805-1875) foretog i 1859 en sommerrejse til Jylland. Her blev det bl.a. til et godt tre uger langt ophold på Nørre Vosborg, hvor digteren var indbudt af familien Tang.

Om opholdet har H.C. Andersen givet en morsom beskrivelse i sin dagbog. Andersen var kommet med postvognen fra Herning til Holstebro. Kusken var »en skikkelig jyde, der dog ikke var ganske at forstå«.

I Holstebro blev han hentet af etatsråd A.E.M. Tang, i hvis lukkede vogn de kørte til Nørre Vosborg. Her blev digteren indlogeret i den gamle østfløj. Dagen efter ankomsten valgte H.C. Andersen at læse sin historie om den fallerede herremand Valdemar Daa højt for værterne, husets børn og tjenestefolk. Så var de da advaret om, at lykken hurtigt kunne vende for herregårdsfolk.

 

Det blev til flere udflugter i omegnen. En af turene gik naturligt nok til Vesterhavet ved Husby Klint. I den anledning måtte pigerne på Nørre Vosborg i al hast sy et strandtelt, da den »upasselige« digter hverken kunne tåle den stærke sol eller den skarpe vind. Eventyret En historie fra Klitterne er inspireret af det daglange ophold ved Vesterhavet. I øvrigt fremvises på Nørre Vosborg et telt, der efter traditionen skulle være det i 1859 sammenflikkede hvide lærredstelt.

 

H. C. Andersen fik også rig lejlighed til at besøge egnens »bøndergårde, der var store og vel indrettede, prægtige folk ... Vi fik kognak, syltetøj, punsch, vin og det to slags, og da jeg ikke kunne med det, løb konen og bragte chokolade, jeg måtte skulle drikke og spise ... «. Og sådan blev det ved.

 

Ikke underligt at H.C. Andersen fik indtryk af et rigt Vestjylland. Samtalerne drejede sig ofte om et af Andersens yndlingsemner, jernbanen, og dermed tidens debat om man skulle foretrække en jysk længdebane mellem østkystens byer eller en tværbane med henblik på ophjælpningen af Vestjylland og det engelske marked. Ligeledes blev hedesagen diskuteret. hvor Hedeselskabets skovplantning ville afløse hedens store fåreflokke. På sin Jyllandsrejse skrev H.C. Andersen Jyllands »nationalhymne« Jylland mellem tvende have. Digtet blev skrevet på rejse i en dagvogn, og især vers fire skal være inspireret af samtalerne under opholdet på vestjyske Nørre Vosborg: »Mellem rige bøndergårde / snart dampdragen flyve vil. / Nu hvor Loke sine hjorde / drive, skove vokse til. / Britten flyver over hav, / gæster her prins Hamlets grav«.

 

Englænderen, der kom »flyvende« og ville se oldtidshøjen kaldet »Hamlets Grav« i Nørre Vosborgs nærhed, var en broder til forfatteren Frederick (Kaptajn) Marryat (1792-1848), berømt for sine drengebøger Børnene i Nyskoven og Peter Simple.

 

Meryat, som H.C. Andersen kalder ham, var rejsebogsskribent. Nogen stor hjertelighed var der dog ikke mellem digteren og den nyankomne forfatter. Andersen var ikke længere det selvfølgelige midtpunkt på herregården, og »Aftensbordet blev stift og kedeligt over de ny fremmede gæster, og det ville ikke gå med sprogene«. Andersen gik til sengs, fik snue og tog få dage senere en tårevædet afsked med familien Tang og Nørre Vosborg. Der blev udbragt flere skåler og råbt hurra, og digterens Jyllandsrejse fortsatte.

 

Nørre Vosborg



 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (6 stemmer)
Siden er blevet set 8.624 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her