Logo

Liselund Ny Slot

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Liselund Ny Slot

 

• Møn, Vordingborg Kommune, 17 km øst for Stege

• Langebjergvej 6, 4791 Borre. 55 81 20 81. liselundslot.dk info@liselundslot.dk

• Offentlig adgang til haveanlæg. Adgang til hovedbygningen ved rundvisninger i sæsonen.

Liselund Gammel Slot (2005-) Nationalmuseet, de fredede bygninger og parken bestyres af en selvejende institution med statstilskud

• Liselund Ny Slot (fra 1989) Krista & Steffen Steffensen; Restaurant og hotel

• Liselund Gods (siden 2005 kun godset) Niels-Henrik baron Rosenkrantz

• Godset: 292 ha

• »Liselund Ny Slot« opført 1887 

 


Forhistorie

Hele Møn var fra gammel tid krongods, men i 1777 havde den fransk-hollandske huguenotfamilie de la Calmette erhvervet herregården Marienborg på den sydlige del af øen. Gården havde dog ikke nogen anselig hovedbygning. Da Antoine Bosc de la Calmette (1752-1803) i 1783 havde fået en amtmandspost på Møn, købte han samme år den nordligste del af Klinteskoven med Sømarkegaard. Her ville han skabe en eremitage, et landsted, i tidens romantiske stil. Stedet blev opkaldt efter hans hustru Anna Catharina Elisabeth Iselin (1759-1805), kaldet Lisa og datter af baron Reinhard Iselin. Resultatet af parrets bestræbelser blev det nok mest fuldendte eksempel på den romantiske havekunst i Danmark.

 

Liselund i 1800-tallet

Anlægget og slottet stod færdigt 1795. Parret fik dog ikke lang tids glæde af deres herlige fristed. Calmette døde allerede 1803 og Lise to år senere. Sønnen, kammerherre Charles de Bosc de la Calmette (1781-1820), blev i 1810 gift med Martha Mackeprang (1788-1877). De fik ingen børn, og efter hans død som fallent blev Liselund solgt til vennen Frederik Raben-Levetzau-Huitfeldt og dennes hustru Emerentia Rosenkrantz-Huitfeldt. De lod kammerherreinde Calmette blive boende som enke på Liselund så længe hun levede. Hun havde nogle af Guldalderens største navne, Oehlenschläger, H.C. Andersen og Thorvaldsen, som gæster her.

 

I 1843 arvede baron Gottlob Rosenkrantz Liselund, og han holdt sin onkel og tantes løfte til Martha Calmette. Da kammerherreinden døde 91 år gammel i 1877 rykkede familien Rosenkrantz ind på slottet. Det viste sig hurtigt, at det lille lystslot var for upraktisk, hvorfor den næste ejer, baron Fritz Rosenkrantz og baronesse Oluffa Krabbe 1886-87 fik opført Liselund ny Slot ved den københavnske arkitekt Philip Smidth. Det nye slot er hvidpudset, opført i to etager med midtertårn i en stil inspireret af franske slotte og er nærmest en forløber for palæstilen. I det indre har lofterne dekorationsmalerier.

 

Liselund gammel Slot blev nu indrettet som sommerbolig, især for kunstnere og malere. Blandt de logerende kan nævnes Alexander Wilde, Georg Achen og Peter Ilsted.

I 1920 blev godset overtaget af baron Erik Rosenkrantz (1884-1959), søn af Fritz Rosenkrantz.

 

Indflydelse på eftertiden

Liselund blev for alvor genopdaget i kunsthistorien omkring 1. verdenskrig. I 1918 udgav Louis Bobé og Christian Axel Jensen en betydningsfuld bog om slottet og anlægget, som også rummede opmålinger af stedets huse udført i regi af Foreningen af 3. December 1892. På det tidspunkt var nyklassicismen allerede i sin vorden, og Liselundbogen gav en romantisk impuls til bevægelsen, som især satte sig spor i villabyggeriet, især i Niels Rosenkjær og Therkel Hjejles landhuse. Indflydelsen nåede også til Sverige, hvor Gunnar Asplunds Skogskapellet har direkte referencer til Liselund.

 

I 1918, da Bygningsfredningsloven blev vedtaget, blev Liselund fredet med alle bygninger og monumenter. Fredningen blev udvidet i 1960.

 

Liselund under Besættelsen

Under Besættelsen spillede Liselund en nøglerolle som afskibningssted for frihedskæmpere, der skulle bringes i sikkerhed i Sverige, og blev senere et knudepunkt for transporterne ved redningen af de danske jøder i oktober 1943. Den 10. oktober 1943 ransagede Gestapo godset, men uden at finde de ventende passagerer. Baron Niels Rosenkrantz var sjælen bag dette, idet han umiddelbart efter besættelsen oprettede en modstandsruppe tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste.

 

Niels Rosenkrantz overtog godset i 1956, tre år før faderens død. I 1970 overlod han det til sin søn.

 

Liselund i dag

Det viste sig tidligt, at arbejdet med at vedligeholde og bevare Liselund med slottet og parken var meget bekosteligt. Baron Erik Rosenkrantz valgte i 1938, mod en beskeden årlig leje, uopsigeligt at overlade de gamle bygninger og parken til en institution, der ville drive og vedligeholde stedet samt give publikum adgang dertil. Institutionen "Liselund gammel Slot" under Undervisningsministeriet blev stiftet samme år. På trods af betydelig imødekommenhed i mere end 60 år fra private fonde, og uanset offentlige driftstilskud fra såvel staten som lokale myndigheder, havde bestyrelsen for Liselund vanskeligt ved at få driften til at hænge sammen. Det medførte en gradvis nedslidning af bygninger og haveanlæggets historiske idé. I 2005 blev slottet og parken erhvervet af Kulturministeriet ved hjælp af store donationer fra fonde. Ministeriet har overdraget ejerskabet og vedligeholdelsen af de historiske anlæg til Nationalmuseet. Arealerne omkring Liselund Park ejes af Skov- og Naturstyrelsen, Falster Statsskovdistrikt.

 

Liselund Gods med tilhørende 292 hektar jord ejes fortsat af baron Niels Henrik Rosenkrantz.

Liselund Ny Slot, der i 1960'erne blev omdannet til lejrskole og vandrerhjem, blev 1980 frasolgt godset og drives som hotel. I 1990 blev også dette slot fredet.

 

Ejere af Liselund Gods og Slot

(1636-1783) Kronen

(1783-1803) Pierre Antoine Gérard Bosc de la Calmette

(1803-1820) Charles Reinhard Bosc de la Calmette

(1820-1843) Frederik Raben-Levetzau-Huitfeldt

(1843-1884) Gottlob Emilius Georg Friedrich baron Rosenkrantz

(1884-1920) Fritz Iver Verner Christian baron Rosenkrantz

(1920-1956) Erik Gotlob Fritz Krabbe baron Rosenkrantz

(1956-1970) Niels Oluf Fritz Hermann baron Rosenkrantz

(1970-2005) Niels-Henrik baron Rosenkrantz (siden 2005 kun godset)

 

Liselund Gammel Slot

(2005-20xx) Nationalmuseet

 

Liselund Ny Slot

(1980-1989) Staten

(1989-20xx) Krista & Steffen Steffensen

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 7.878 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du en airfryer?
Effektiv reklame - klik her