Logo

Krenkerup Gods

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Krenkerup Gods

 

• Lolland, Guldborgsund Kommune, 4 km sydøst for Sakskøbing

• Krenkerupvej 33 - 4990 Sakskøbing. Telefon: 54 70 54 85. bolig@krenkerup.dk

• Ingen offentlig adgang. Ses fra vej

• Godsejer Patrick Reventlow-Grinling

• 2.186 ha. Heraf skov 1.778 ha. 3700 ha med Sæbyholm, Idalund, Rosenlund, Nørregård, Nielstrup og Christiansdal.

• Opført ca. 1500-1631. Ombygget i 1770'erne og 1815. Restaureret 1938


 

Krenkerup på Østlolland. syd for Sakskøbing, er en af landets betydeligste herreborge. Det trefløjede gotisk prægede anlæg ligger på et voldsted omgivet af vand på alle sider. Det omgivende herregårdslandskab med vidtstrakte engdrag og gamle alleer med skov, kronvildt og fåreflokke som baggrund er et stykke betagende dansk natur.

 

Krenkerup nævnes første gang i 1330 og var da en hovedgård i en landsby af samme navn. Ridderen Mogens Gøje skrev sig til Krenkerup i 1381, og hans slægt ejede gården indtil 1594, ligesom det var Gøjerne med rigsmarsken Eskild Gøje og rigshofmesteren Mogens Gøje, der opførte væsentlige dele af det nuværende anlæg.


Krenkerup Gods 


Krenkerup fremstår i det ydre som et produkt af overgangstiden mellem gotik og renæssance. Det storladne gulkalkede anlæg synes umiddelbart helstøbt, men flere byggelag kan afdækkes. Ældst er nordfløjen, der er opført i munkesten omkring år 1500 over hvælvede gotiske kældre fra slutningen af 1300-tallet. Fløjen er senere blevet forlænget og blevet tilføjet hjørnetårne. Bygherrens søn, den berømte rigshofmester Mogens Gøje, der sammen med Johan Friis fra Hesselagergård stod i spidsen for det sejrende adelsparti ved reformationen i Danmark 1536, udbyggede i 1530'erne anlægget med portfløjen mod øst. Den to etager høje fløj blev forsynet med hjørnetårne og kamtakkede gavle. Formentlig nåede Mogens Gøje, der døde i 1544, også at fuldføre anlægget med vest- og sydfløj. Sydfløj en nedbrændte i 1689 og blev erstattet med en lav mur. Godssamleren Palle Rosenkrantz, der ved sit giftermål i 1622 med Elisabeth Rosensparre kom i besiddelse af Krenkerup, lod nordfløjen forhøje og opførte i 1631 det kraftige 8kantede hjørnetårn ved portfløjens sydøstlige hjørne. Murankre angiver årstallet og Palle Rosenkrantz og hans tredie hustru Lisbeth Lunges navnetræk.

 

Ved ægteskab med Benedichte Margrethe Brockdorff kom general Chr. Ditlev Reventlow i besiddelse af Krenkerup allerede i år 1700. Hans oldebarn Juliane Frederikke ægtede i 1774 den hannoveranske adelsmand Carl August Hardenberg. Under deres søn blev det af Reventlow oprettede stamhus Krenkerup omdannet til grevskabet Hardenberg Reventlow i 1817.

 

Krenkerup Gods

 

Som godset Hardenberg blev hovedbygningen moderniseret i 1800-tallet. Først i 1938 i forbindelse med en gennemgribende renovering og tilbageføring til de oprindelige 1500-tals bygninger fik Krenkerup sit gamle navn tilbage. Det imposante gods ejes fortsat af Reventlowslægten under slægtsnavnet Reventlow-Grinling.

 

Krenkerup er en gammel hovedgård, som nævnes første gang i 1330. Krenkerup blev kaldt Hardenberg fra 1815 til 1938. Gården ligger i Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Guldborgsund Kommune. Hovedbygningen er opført i 1490-1510 og ombygget i 1620-1631-1689-1780-1815.

 

Krenkerup Gods

Palle Rosenkrantz til Krenkerup

 

Krenkerup Gods

Krenkerup eller Hardenberg som gården hed, da stikket blev lavet omkring 1870

 

Ejere af Krenkerup

(1381-1392) Mogens Gjøe

(1392-1411) Axel Mogensen Gjøe

(1411-1412) Oluf Axelsen Gjøe / Mogens Axelsen Gjøe / Karen Madsdatter Thott gift Gjøe

(1412-1417) Oluf Axelsen Gjøe

(1417-1427) Evert Moltke / Mathias Moltke

(1427-1450) Mogens Axelsen Gjøe

(1450-1506) Eskild Mogensen Gjøe

(1506-1544) Mogens Gjøe

(1544-1544) Albrecht Mogensen Gjøe / Birgitte Mogensdatter Gjøe gift Trolle

(1544-1558) Albrecht Mogensen Gjøe

(1558-1566) Otto Albrechtsen Gjøe

(1566-1594) Margrethe Albrechtsdatter Gjøe gift Brahe

(1594-1610) Peder Jensen Brahe

(1610-1613) Axel Pedersen Brahe

(1613-1613) Elisabeth Olufsdatter Rosensparre gift (1) Brahe (2) Rosenkrantz / Otto Pedersen Brahe

(1613-1627) Elisabeth Olufsdatter Rosensparre gift (1) Brahe (2) Rosenkrantz

(1627-1642) Palle Rosenkrantz

(1642-1649) Lisbeth Jørgensdatter Lunge gift Rosenkrantz

(1649-1660) Jørgen Pallesen Rosenkrantz

(1660-1665) Mette Pallesdatter Rosenkrantz gift Rosenkrantz / Birgitte Pallesdatter Rosenkrantz gift Skeel / Johan Frandsen Rantzau / Jørgen Frandsen Rantzau / Palle Frandsen Rantzau

(1665-1680) Christen Skeel / Johan Frandsen Rantzau / Jørgen Frandsen Rantzau / Palle Frandsen Rantzau

(1680-1695) Jørgen Christensen Skeel

(1695-1739) Benedicte Margrethe Brockdorff gift (1) Skeel (2) Reventlow

(1739-1750) Conrad Ditlev greve Reventlow

(1750-1759) Christian Ditlev greve Reventlow

(1759-1793) Juliane Frederikke Christiane Christiansdatter komtesse Reventlow gift Hardenberg

(1793-1840) Christian Heinrich August lensgreve Hardenberg-Reventlow

(1840-1867) Ida Augusta Christiansdatter komtesse Hardenberg-Reventlow gift (1) Holck (2) Gersdorff (3) D`Almaforte

(1867-1885) Carl Ludvig August Rudolph lensgreve Holck-Hardenberg-Reventlow

(1885-1903) prinsesse Lucie Caroline Amalie Adelheid Henriette Georgine Wilhelmine af Schönaich-Carolath gift Haugwitz

(1903-1921) Heinrich Bernhard Carl Paul Georg Curt lensgreve Haugwitz-Hardenberg-Reventlow

(1921-1970) Heinrich Curt Ludwig Erdmann Georg lensgreve Haugwitz-Hardenberg-Reventlow

(1970-2003) Rupert Gorm Reventlow-Grinling

(2003-2012) Rupert Gorm Reventlow-Grinling / Patrick Reventlow-Grinling (søn)

(2012-20xx) Patrick Reventlow-Grinling

 

Krenkerup Gods

 

PALLE ROSENKRANTZ TIL KRENKERUP, KÆRSTRUP OG LUNGHOLM DIPLOMAT, LEVEMAND OG STORGODSEJER

Palle Rosenkrantz (1587-1642) tilhørte inderkredsen omkring Chr. 4.'s hof i de gode år før kongens inddragelse i 30-årskrigen i 1625. Rosenkrantz, der var født på den skånske borg Glimminge, deltog med hæder i Kalmarkrigen i 1611-12. Ved belejringen af Elfsborg i 1612 blev han alvorligt såret. Han kom sig dog og deltog allerede samme år i en diplomatisk sendefærd til London. Siden fulgte en hektisk rejseaktivitet i diplomatiets tjeneste, der bragte Palle Rosenkrantz rundt til de fleste europæiske lande. Den sprogkyndige og dannede adelsmand førte sig frem med elegance og dyre vaner i sin omgang med renæssancetidens europæiske statsmænd.

 

Igennem tre ægteskaber med adelige damer blev han en hovedrig godsejer med tyngdepunktet lagt på sine lollandske godser. Til hans lollandske besiddelser hørte Krenkerup, Kærstrup, Lungholm og Sædingegård. På de tre førstnævnte gennemførte han omfattende byggearbejder. Stærkt plaget af podagra levede han sine sidste ti år tilbagetrukket på Lolland. Der går mange frasagn om hans drikkegilder ikke mindst med præsten fra sognekirken i Radsted, hvor han i 1642 fandt sit sidste hvilested i et fornemt udstyret gravkapel med et epitafium fra omkring 1660.

 


 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (9 stemmer)
Siden er blevet set 8.607 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du en airfryer?
Effektiv reklame - klik her