Frederiksborg Slot

• Nordsjælland, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden

— Adresse: Frederiksborg Slot 10, 3400 Hillerød. Telefon: 48 26 04 39

• Offentlig adgang. Nationalhistorisk Museum

• Opført 1562-1622. Haveanlægget med Badstue og Kaskader 1581-1670. Genopført efter brand 1859-1866

Frederiksborg Slot er en af Nordeuropas største attraktioner. Et pragtværk fra renæssancetiden, der for altid har sikret byggekongens popularitet til trods for hans uheldige krige. Slottet rummer i dag Det Nationalhistoriske Museum. Dertil kommer den overdådige slotskirke med ridderordenskapel. Fr. 4.'s barokhave nord for slottet er senest blevet istandsat og genåbnet i 1996 under navnet Kaskaderne.

VIGTIGE ÅRSTAL

1560 Fr. 2. mageskifter sig til Hillerødsholm med Herluf Trolle og Birgitte Gøye, der overlades Skovkloster (Herlufsholm) ved Næstved.

1562 Fr. 2. begynder opførelsen af Frederiksborg på sydholmen i den nuværende slotssø.

1581 Badstuen opføres.

1604 Kongefløjen opføres.

1606 Kirkefløjen opføres.

1608 Østfløjen opføres.

1613 Møntporten opføres.

1659 De svenske besættelsestropper hærger kongeslottet.

1859 Slottets tre hovedfløje hærges af en omfattende brand.

1878 Frederiksborgmuseet oprettes.

1884 Ferd. Meldahls genopbygning af det brandhærgede slot afsluttes.

1996 Fr. 4.'s barokhave, Kaskaderne, genåbnes.

• Bygningshistorie

Frederiksborg er opkaldt efter Fr. 2. Det var kongen, der den 1. juli 1560 byttede sig til herregården Hillerødsholm med rigsadmiral Herluf Trolle. Ved mageskiftet fik Trolle det nedlagte Skovkloster ved Næstved. Skovkloster blev til Herlufsholm. Men her handler det om Hillerødsholm.

Herluf Trolles herregård stod på den nordligste af de tre holme i Hillerød Sø, hvor nu renæssanceslottet rejser sig. Kun få bygninger er bevaret fra Fr. 2.'s tid. På den sydligste holm på østsiden af den såkaldte Staldgade ligger det høje kvadratiske hus, der kaldes Herluf Trolles Tårn, fra omkring 1560. Gaden eller Strædet er flankeret af staldlænger fra 1570'erne: Kongestalden på vestsiden, Husarstalden på østsiden af den smalle skrå adgangsvej til slottet. Staldkomplekset afsluttes mod nord af de to runde hjørnetårne dateret med murankre til 1562. Murankrene anfører endvidere Fr. 2.'s tyske valgsprog: »Mein Hoffnung zu Gott allein«. Endelig stammer den lange fadebursbygning på midterøen vest for slottet også fra kong Frederiks tid. Fadeburslængen med de kamtakkede gavle er opført omkring 1575.

Den måske vigtigste bygning fra Fr. 2.'s tid ligger uden for slotsholmene. Det er den lille Badstue nordvest for slottet Et jagtslot i renæssancestil beregnet til kongens kortvarige sensommerophold i forbindelse med jagtudflugter. Den lille bygning i røde sten med sandstensbånd og med kamtakkede gavle samt et tårn med kobbertækket lanternespir ligger som en slags eremitage i slottets gamle indelukke. Indelukket er i dag indrettet som en landskabshave.

Selvom Fr. 2. ikke blev den store bygherre på Frederiksborg, var det ham, der indledte kronens tilknytning til Nordsjælland. Mægtige kanaler blev anlagt for at sikre vandtilførslen til slotssøen. Den første egentlige Kongevej fra København til Frederiksborg blev anlagt i 1580'erne, en vej der var forbeholdt kongen og folk i hans tjeneste. Endelig udvidedes de kongelige domæner og vildtbaner ved betydelige jordopkøb.

Frederiksborgs sydfløj, Prinsessefløjen (1608), og indgangsparti med den såkaldte terrassebygning (1609) er her set fra den ydre borggård med en af det rekonstruerede (1888) Neptunspringvands figurer i forgrunden. Det oprindelige springvand fra 1622 blev stjålet af de svenske besættelsestropper i 1660 og befinder sig sammen med andre historiske tyvekoster i Stockholm.

I 1577 blev Chr. (4) født på Frederiksborg. Og det blev denne vor store »byggekonge«, der kom til at stå for opførelsen af Frederiksborg - dette mesterværk i europæisk renæssancearkitektur - i begyndelsen af 1600-tallet. Slottet blev planlagt allerede i slutningen af 1500-tallet. Formentlig var det den kgl. bygmester Hans van Stenwinckel, der projekterede bygningen for den unge konge. Hollandskfødte van Steenwinckel døde i 1601, og det blev hans søn af samme navn sammen med danske bygmestre, der fuldførte Frederiksborg.

Hovedbygningen fylder hele nordøen, hvor den gamle herregård blev nedrevet kort efter Fr. 2. 's død i 1588. Det trefløjede anlæg består af Kongefløjen mod nord fra 1604, Kirkefløjen mod vest fra 1606 og østfløjen, senere kaldet Prinsessefløjen, fra 1608. Den sydvendte spærremur med balustrade kaldes terrassebygningen. Mod gårdspladsen er den udsmykket med en søjlegang, mod voldgraven mellem de to holme fremtræder den med 2 x 6 blændingsarkader med helfigurer, der flankerer indgangsporten med kongens og dronningens våben og årstallet 1609.

Til hovedbygningen på den nordlige slotsholm hører en række tårne, som kendetegner Chr. 4.'s byggerier. Kongefløjen er mod slotssøen flankeret af to hjørnetårne; det vestlige Mønttårn og det østlige Jægerbakketårn. Mod gårdspladsen dominerer kirkefløjens kvadratiske midtstillede kirketårn. Nordfløjen har to mindre karnaplignende ottekantede tårne, ligesom østfløjen fremtræder med et indbygget ottekantet indgangstårn. Fra det vestvendte Mønttårn på Kongefløjen fører den elegante fem fag lange løngangsbygning til Møntporten på mellemøens nordspids. Løngangen og Møntporten, der også kaldes Audienshuset, efter den audienssal, som Chr. 5. lod indrette her i 1680'erne, er opført i 1616. Bemærkelsesværdig er især porthusets sydvendte portals fritstående søjler og pilastre og musicerende figurer. I portalen indgår også et relief af Venus og Mars: kærlighedsgudinden og krigsguden. Relieffet er blevet opfattet som en hentydning til Chr. 4.'s giftermål med Kirsten Munk i 1615.

Kongefløjen blev i 1621 udsmykket mod gårdspladsen med »Det Store Galleri«. Facadeudsmykningen i to etager blev udført i Amsterdam af Hans van Steenwinckel d.y. Det oprindelige marmorgalleri med søjler og gudestatuer blev transporteret til Danmark stykvis fra Holland. De fleste figurer er siden blevet erstattet med figurer i sandsten og zink henholdsvis i midten af 1700-tallet og i slutningen af 1800-tallet.

På mellemøen opførtes to parallelle fløje:

Mod vest Slotsherrens Hus i 1611. Her fik den kgl. lensmand til huse, mens der overfor i 1615 opførtes den såkaldte Kancellibygning til kongens kontorer. Den sidste er en ret tro kopi af Berritsgårds hovedbygning på Lolland og viser det tætte samarbejde mellem kongehus og den ledende adelsstand i renæssancetiden.

Mod syd opførtes det mægtige kvadratiske porttårn i 1620. Herfra forbindes mellemøen med sydøen ved den såkaldte S-bro. Den herlige svungne bro stammer fra Chr. 4.'s tid, skønt jernrækværket bærer Chr. 5.'s monogrammer. Broen mellem porttårnet og sydøens gamle stalde er opført omkring 1620.

Efter planen skulle også sydøens staldbygninger fra 1500-tallet erstattes af nye renæssancebygninger. Men Chr. 4.'s lykke og nationens vendte i 1620'erne. Sydøens to porte stammer henholdsvis fra slutningen af 1500-tallet og 1736. Mod syd afgrænser den hermebårne byport de kongelige besiddelser fra byen, mens den triumfbue-inspirerede barokportal fra Chr. 6.'s tid danner en smuk optakt til selve slottet.

Neptunspringvandet er oprindeligt fra 1622, men blev taget som krigsbytte af svenske tropper i 1659

Det blev rekonstrueret 1888 med afstøbninger af de oprindelige figurer af Adrian de Vries.

På mellemøens gårdsplads rejstes Frederiksborgs skulpturelle mesterværk, Neptun springvandet, udført af billedhuggeren Adrian de Vries i 1620-1622. Det blev ulykkeligvis nedbrudt og figurerne stjålet af de svenske besættelsestropper i 1659. Det nuværende springvand er en rekonstruktion fra 1888 af Henrich Hansen med afstøbninger af de originale figurer.

Frederiksborgs byggestil er inspireret af den nederlandske renæssance. Ikke underligt med de hollandskfødte bygmestre. Men tårne og spir er dog selvstændige tilføjelser, som genkendes i andre af tidens danske bygningsværker: Rosenborg i København og herregårde som Lystrup på Østsjælland. Berritsgård på Lolland og 0rbæklunde på Fyn. Murværket består af røde danske mursten afbrudt af vandrette sandstensbånd og sandstensindfattede vinduer med trekantfrontoner med »kødfarvede hoveder«. Dertil svungne gavle med sandstensbånd, volutter og pinakler. Slottets stejle sadeltage er kobbertækkede. Det gælder også tårnene med lanternespir og kirketårnets fire kobberobelisker. Mellemøens officielle bygninger har sorte teglhængte tage, mens sydøens bygninger bortset fra de to runde tårne er dækket af røde tegltage.

Frederiksborg blev ikke sparet for ulykker. To gange med præcis 200 års mellemrum blev slottet hærget af henholdsvis krig i 1659 og brand i 1859. Efter Karl Gustavs lynkrig mod Danmark i 1657-58 måtte Fr. 3. underkaste sig de ydmygende fredsbetingelser ved den såkaldte Roskildefred den 26. februar 1658. Fredsaftalen blev indgået på præstegården i Høje Tåstrup sydvest for København. Måske for at vise svenskekongen, at Danmark ikke var helt forarmet, indbød Frederik Karl Gustav til fest på Frederiksborg få dage senere. Om det var her, at Karl Gustav fattede den plan, at han ville have mere end Skåne, Halland og Blekinge, vides ikke. Men allerede i august var de svenske besættelsestropper tilbage: »Lillebror« Danmark skulle udslettes som selvstændig nation. Svenskerne belejrede som bekendt forgæves København, og den endelige fred blev sluttet i maj 1660. Men det var et plyndret land, svenskerne forlod. Chr. 4.'s stolte pragtslot gik ikke fri. Frederiksborg blev ribbet for sit fornemme renæssanceinventar, statuer og springvand.

Alligevel blev det Frederiksborg, der kom til at stå som centrum for den nyindførte enevælde i 1660. Frederiks søn Chr. 5. blev som den første enevældige konge salvet i slotskirken i 1671. Samme år oprettedes Dannebrogsordenen, og Frederiksborg Slot blev sæde for de danske ridderordener: Elefant- og Dannebrogsordenen. Slotskirken har helt frem til vore dage dannet ramme om kongehusets store ceremonier. Den sidste enevældige konge, Chr. 8., blev salvet i slotskirken i 1840, og så sent som i 1995 blev prins Joachim viet til Alexandra i Frederiksborg Slotskirke. Slottet derimod mistede efterhånden sin betydning som kongeslot.

I baroktiden under Fr. 4. blev renæssanceslottene fra Chr. 4.'s tid afløst af nye tiders byggeri: Fredensborg afløste Frederiksborg i Nordsjælland. Og ligesom Rosenborg fik Frederiksborg med tiden en museal karakter med store kongelige malerisamlinger.

Først med den historisk interesserede Fr. 7. oplevede Frederiksborg atter at blive sæde for en konge. Han blev viet i slotskirken til grevinde Danner i 1850. Men ni år senere, den 17. december 1859, indtraf katastrofen i det vanskeligt opvarmelige slot. En brand, der begyndte i en utæt kamin, ødelagde det meste af Prinsesse- og Kongefløjen. De to fløje med deres kostbare samlinger udbrændte. 2/3 af malerierne blev ødelagt. Tilbage på den nordlige slotsø stod kun de røgsværtede mure og den delvist reddede kirkefløj, hvor dog to hvælvinger var styrtet ned.

Efter en landsindsamling blev genopførelsen påbegyndt allerede i 1860. Arkitekten var Ferdinand Meldahl, der for at bevise, at slottet stadig var nogenlunde intakt i det ydre, valgte at genbruge så meget af det oprindelige materiale som overhovedet muligt.

I en tid præget af den historiske stilblanding kan man ikke påskønne Meldahls præstation nok. Det lykkedes på få år at genskabe pragtslottet uden nævneværdige historicistiske indgreb i det ydre. Allerede i 1864 kunne slotskirken genindvies, og på brygger J.C. Jacobsens initiativ skabtes Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

• Interiør

Frederiksborgmuseet blev oprettet den 5. april 1878 som en selvstændig afdeling af Carlsbergfonden. Det blev åbnet for publikum den 1. februar 1882. J.C. Jacobsen har udtrykt museets formål således: »Et samliv med fortidens minder vækker og uddanner folkets historiske sans og styrker dets bevidsthed om, at det har haft sin andel i menneskehedens almindelige kulturudvikling ... «. Smukke ord om kulturel stolthed og historisk identitet, som ofte synes glemt i vor tid. Tanken var at bygge videre på den portrætsamling, der blev delvist reddet ved branden. Et museum om vor nationale historie med malerier af de begivenheder og de personer, der har spillet hovedroller i vor udviklingshistorie fra rigets samling til i dag, og det hele sat ind i de historiske rammer, som Chr. 4.'s slot angiver. Gennem et vedholdende indsamlings- og forskningsarbejde er Frederiksborg blevet vort lands fornemste nationale klenodie, hvis museum fremviser et storslået samspil mellem slottets inventar og malerisamlingen.

Museet omfatter i dag omtrent 70 rum fordelt på tre etager i Kongefløjen og Prinsessefløjen. Dertil kommer de rent historiske rum: Slotskirken, Riddersalen, Ridderstuen (Rosen) og Audienssalen, for blot at nævne de allervigtigste.

Slotskirken er indrettet af Chr. 4. omkring 1610. Bortset fra et par af hvælvingerne blev kirken skånet af branden i 1859. Kirkens midterskib er udstyret med et overdådigt hvælvet stukloft med sandstensornamenter og forgyldning. Til kirkens fornemste inventar hører træorglet bygget i 1610 af Esaias Compenius i Braunschweig og opstillet i kirken i 1617. Prædikestol og altertavle, rigt udsmykket med ibenholt, guld og sølv, stammer fra guldsmeden Jacob Mores værksted i Hamborg og er opsat i kirken omkring 1615. De våbenprydede og bemalede stolestader er udført af snedker Hans Barchmann i 1611-1616. Kirkerummets gallerioverbygning er båret af søjler og løber hele kirkerummet rundt. I galleriet hænger ridderskjoldene tæt: Dannebrogsridderskjoldene hænger langs kirkeskibets sider, mens elefantriddernes skjolde hænger for enden af kirken.

Riddersalen, den oprindelige Dansesal, ligger over kirken i hele vestfløjens længde og bredde. Det mægtige rum blev ødelagt under branden i 1859, men er rekonstrueret 1874-1880 efter tegninger udført året før branden og med bevarede brudstykker af det oprindelige bemalede loft.

Ridderstuen findes umiddelbart vest for museets hovedindgang i Kongefløjen. Salen, der også kaldes »Rosen«, er den gamle spisesal for hoffets folk. Et sted man mødtes i fortrolighed: sub rosa. Salen er rekonstrueret efter branden efter tegninger udført af maleren Heinrich Hansen i 1858. Salens hvælvede og stukudsmykkede loft bæres af fem fritstående marmorsøjler. Inventaret er fra Chr. 4.'s tid.

Møntporten med Audienssalen og Løngangen blev skånet af branden i 1859. Løngangen og Audienssalen er indrettet for Chr. 5. af arkitekten Lambert van Haven i en blomstrende barokstil i 1680'erne. Lofterne er besat med overdådig stukkatur med grenornamentik, blomsterranker, slyngninger og rosetter. Over de marmorerede træpaneler hænger en række vægstykker malet af Chr. 5.'s hofmaler Jacob d'Agar; portrætter af kongen, hans sønner og kongehusets oldenborgske forfædre. Ovenover har Claus Møinichen og Christa in Morholt malet en række scener fra Chr. 5.'s »glorværdige« Skånske Krig 1675-1679.

Det er ikke muligt her at gennemgå museets mægtige malerisamling. Et godt sted at begynde er dog Sommerstuen på 1. sal i Kongefløjens vestlige del Her hænger de store historiske malerier, som ethvert barn bør kende: Chr. 2. som fange på Sønderborg (malet af Carl Bloch, 1871), Valdemar den Store og Absalons ødelæggelse af Svantevits tempel på Rugen (Laurits Tuxen, 1894) og De sammensvorne, der rider væk efter mordet på Erik Klipping i Finderup Lade (Otto Bache, 1882). Under loftet hænger en kopi af det ældst kendte Dannebrogsflag. Med dette udgangspunkt har man fået den rette nationalhistoriske ballast for at begynde lystvandringen gennem Frederiksborgs herlige rum.

• Omgivelser

Til Frederiksborgs seværdigheder hører Kaskaderne: det genskabte barokanlæg i parken nord for slotssøen. Barokhaven blev anlagt af Fr. 4. 's slotsgartner Johan Cornelius Krieger i 1720'erne. Krieger, der på samme tid opførte Fredensborg i nabolaget, anlagde et regelmæssig aksefast anlæg i tidens herskende franske barokstil Midtpunktet dannes af et springvand, der i »kaskader« udnytter det faldende, af Krieger terrasseformede, terræn ned mod søen. Kaskaderne er blevet rekonstrueret i 1990'erne, og denne en af Nordeuropas fornemste barok haver blev åbnet for offentligheden i 1996.

Hillerødsholm ca. 1585. Maleri på Gripsholm Slot