● Region Midtjylland - Skive Kommune
● Adresse: Herningvej 41, 7800 Skive, 97 53 41 29
● Ejer: Poul Graugaard Pedersen
● 287 ha landbrugsdrift/skovbrug
● Hovedbygningen er opført ca. 1815-1834
Estvadgaard har i tidens løb været ejet af mange magtfulde
adelsslægter, bl.a. Gyldenstierne og Rantzau.
Estvadgaard var i store dele af 1700-tallet en stiftelse,
der gav husly til 12 adelige enker og frøkener.
Estvadgaard har i tidens løb haft tre forskellige
hovedbygninger. Den nuværende hovedbygning er blevet renoveret og ombygget af
flere omgange, ligesom den har gennemgået omfattende restaureringer både ude og
inde.
Hovedbygning
Det oprindelige Estvadgaard blev formodentligt anlagt i det
16. århundrede.
Da Johan Serverin Benzon overtog gården i 1726 ønskede han
at forny anlægget. Den tidligere hovedbygning blev erstattet af et nyt
trefløjet anlæg. Den nye hovedbygning blev formodentligt opført af bygmesteren
N. H. Rieman og stod færdig i 1740'erne. Bygningen, der var grundmuret i et
stokværk, blev opført på det eksisterende voldsted.
Efter klosterstiftelsen i 1802 blev ophævet og dets indbo
bortauktioneret, blev hovedbygningen i 1815 nedrevet. Den nye hovedbygning blev
flyttet til avlsgården og på det gamle voldsted anlagde man en ny have.
I 1843 blev hovedbygningen gennemgribende renoveret og fik sit nuværende udseende.
I 2013 er hovedbygningen en beskeden enkeltfløjet bygning i én etage.
Gården har en gennemgående frontspids og hjørnerne er prydet
af pilastre, dvs. flade søjler, der gentages omkring indgangspartierne.
Taget er halvvalmet, og oprindeligt var hovedbygningen
stråtækt, men den har senere fået røde tegl. Hovedbygningen er ikke
fredet.
Andre bygninger
Avlsgården blev, som hovedbygningen, nyopført i 1740'erne,
men anlægget brændte senere og ved nyopførelsen blev avlsgården flyttet mod
vest.
I slutningen af 1800-tallet brændte anlægget endnu engang
ned, og i 1892 påbegyndte de Neergaard derfor opførelsen af et nyt anlæg. Dele
af de Neergaards anlæg er bevaret i 2012.
Der er rester af et mejeri på gården. Avlsgården er
ikke fredet.
Omgivelser
Til Estvadgaard hører en have på 3 ha. I haven øst for
hovedbygningen ses, på randen af engdraget, voldstedet fra den gamle borggård.
Voldstedet blev i 1972 fredet.
Mellem Flyndersø i øst og Skallesø i syd ligger Estvadgaard
Plantage på 726 ha. Plantagen udgør dog kun de 420 ha., resten er udgjort af
hede og af Mørksø. Bjergfyr og rødgran dominerer beplantningen i landskabet.
Ejerhistorie
Den første kendte ejer af Estvadgaard var Erik Nielsen
Gyldenstierne, der tilhørte en af datidens mest magtfulde
På grund af datidens arveregler blev Estvadgaard - som så
mange andre gårde - i midten af 1400-tallet delt mellem flere af familiens
medlemmer, men i 1569 købte Peder Munk alle arvelodderne, og Estvadgaard blev
igen samlet under én ejer. Peder Munk var en af tidens mest magtfulde
adelsmænd. I 1571 blev han medlem af rigsrådet, og i 1588 blev Munk én af de
fire adelsmænd, der deltog i den formynderregering, som styrede Danmark indtil
Christian IV (1577-1648) blev myndig. Efter Christian IV overtog
regeringsmagten blev Munk i 1596 udnævnt til rigsmarsk, dvs. Danmarks militære
øverstbefalende. Ved siden af sine politiske poster formåede Munk at øge
Estvadgårds besiddelser ganske betragteligt. Peder Munk solgte imidlertid
gården i 1614, og dermed gik Estvadgaard dårligere tider i møde.
Den nye ejer af Estvadgaard var Jacob Lykke, men på grund af
stor gæld blev hans tid som ejer af Estvadgård kort. I 1621 blev Estvadgaard
solgt videre til Johan Rantzau. Slægten Rantzau kom oprindeligt fra Tyskland og
ejede ligesom Gyldenstiernerne store godsbesiddelser. Johan Rantzaus
efterkommere ejede gården frem til begyndelsen af 1700-tallet, men ligesom det
havde været tilfældet for Gyldenstiernerne, var Estvadgård ikke blandt
Rantzauernes vigtigste herregårde. I 1710 blev gården derfor solgt videre til
Anders Peder Brønsdorph. Han sloges ligeledes med økonomiske vanskeligheder og
måtte samme år pantsætte Estvadgård til Christine Glud.
Da Christine Gluds søn, Johan Severin Benzon, overtog
Estvadgård i 1726, var gården i dårlig stand. Johan Severin Benzon engagerede
sig levende i genoprejsningen af Estvadgård og indledte opførelsen af en ny
hovedbygning. Benzon døde imidlertid allerede i 1741, og hans enke, Frederikke
Louise Glud, lod i sit testamente oprette Stiftelsen Estvadgård Kloster og
overdrog herregården til denne stiftelse. Ved Frederikke Louise Gluds død i
1745 overgik hovedgården derfor til en stiftelse, hvor adelige enker og frøkner
kunne nyde frit ophold og pension.
Estvadgaard klosterstiftelser var et af flere jomfruklostre
eller frøkenklostre, der blev oprettet i perioden, hvoraf de mest berømte var
Vemmetofte og Vallø. Klostrene var ikke religiøse centre - som det havde været
tilfældet før 1536, men derimod boliger for ugifte adelsfrøkener og -enker.
Baggrunden for oprettelsen af de mange frøkenklostre var dels pietismen - og
dens engagerede velgørenhed, dels at ugifte adelskvinder i perioden ikke havde
mange muligheder for at få et tilnærmelsesvis uafhængigt liv. En stiftelse
kunne give sådanne kvinder en mulighed for at opnå mere frihed og værdighed,
end det ellers var tilfældet.
Klostret havde - trods de gunstige konjunkturer - en række
økonomiske vanskeligheder, og i 1802 måtte klosterfrøknerne forlade
herregården, mens den omkringliggende jord blev solgt.
I 1810 købte Conrad Lundsgaard fra herregården Lergrav
Estvadgaard. På daværende tidspunkt var store dele af fæstegodset allerede
blevet solgt til selveje, men under Lundsgaards ejerskab blev yderligere 46
tdr. htk af godsets jord solgt fra, inden familien i 1855 solgte gården til
Frederik Marcus Knuth. Frederik Marcus Knuth var bl.a. udenrigsminister i
Danmarks første regering, Martsministeriet, der blev dannet i 1848, og hverken
hans politiske liv eller pligterne som lensgreve af Knuthenborg levnede ham
mulighed for at tilbringe megen tid på Estvadgård.
Frederik Marcus Knuths søn, Eggert Christoffer Knuth, solgte
i 1871 gården til Charles Adolph Denis de Neergaard fra den sjællandske
herregård Gyldenholm. Gården forblev i familiens eje, indtil Eigil de Neergaard
i 1923 solgte hovedgården. De Neergaard beholdt dog Estvadgaard Plantage, som
endnu er i familiens eje.
Efter salget skiftede Estvadgaard jævnligt ejer, inden den i
1944 blev købt af Karl I. Laursen. I 1965 blev gården solgt videre til Knud
Højgård, hvis efterkommer endnu ejede gården i 2013.
Ejere af Estvadgaard
( -1455) Erik Nielsen Gyldenstierne
(1455-1463) Gørvel Lungesdatter Lunge, gift Gyldenstierne
(1463-1504) Oluf Pedersen Gyldenstierne
(1504-1534) Anders Olufsen Gyldenstierne
(1504-1518) Elsebeth Pedersdatter Gyldenstierne
(1518-1540) Oluf Munk
(1504-
) Ludvig Olufsen Gyldenstierne
(1504-
) Lene Pedersdatter Gyldenstierne, gift Hvid
(1555) Oluf Ludvigsen
Gyldenstierne
(
-1569) Mathias Hvid
(
-1566) Albert Høg
(1566-1614) Peder Munk
(1614-1621) Jacob Lykke
(1621-1638) Johan Rantzau
(1638-
) Frantz Rantzau
( -1688)
Helle Urne, gift 1) Rantzau, 2) Morten Skinkel, 3) Hans Arenfeldt
(1688-1710) Frederik Christian Rantzau
(1710-1710) Anders Pedersen Brønsdorff
(1710-1726) Christine Glud, gift Benzon
(1726-1741) Johan Severin Benzon
(1741-1745) Frederikke Luise Glud, gift Benzon
(1745-1810) Stiftelsen Estvadgårds Kloster
(1810-1846) Conrad Lundsgaard
(1846-1855) Anders Frederik Lundsgaard
(1855-1856) Frederik Marcus Knuth
(1856-1871) Eggert Christoffer Knuth
(1871-1903) Charles Adolph Denis de
Neergaard
(1903-1923) Eigil de Neergaard
(1923-1928) L. Steensgaard
(1928-1932) A. Lemming Froberg og W. Steenberg
(1932-1939) Sigvart Jacobsen
(1939-1944) Torben Oxholm
(1944-
) K.I. Laursen
(1965-
) Knud Højgård
(1988-
) Poul Graugaard Pedersen
Estvadgård er en herregård, beliggende i Estvad Sogn, i det
tidligere Ginding Herred, Ringkøbing Amt, nu Skive Kommune (under Viborg Amt i
1970-2006). Estvadgård kendes fra ca. 1450, gården er oprindeligt bygget på et
voldsted; i haven er voldstedet bevaret. Den nuværende hovedbygning opførtes
1815-34 som en lang enetages fløj
I 1745 oprettede Frederikke Louise Benzon (født Glud)
stiftelsen Estvadgårds Kloster, og til 1804 var gården beboelse for adelige
enker og jomfruer.