Dronninglund

Dronninglund fik sit nuværende navn med ret til at kalde sig slot da Chr. 5's dronning Charlotte Amalie købte de gamle nedlagte klosterbygninger. Hundslund Kloster hed det tidligere rige nonnekloster tilhørende benediktinerordenen. Den trefløjede hovedbygning vest for den gamle klosterkirke er præget af generalbygmester Laurids de Thurahs ombygning i barokstil i 1750'erne.

• Nordjylland, Vendsyssel, Dronninglund Kommune, 25 km nordøst for Alborg

• Kursuscenter, hotel og restaurant. Offentlig adgang til hovedbygning for selskaber ved forudanmeldelse.

  Kirke og park

• Marie Elisabeth og Harald Høgsbros Fond til bevarelse af Dronninglund Slot

• 169 ha skov og park

• Klosteranlæg fra middelalderen. Vestfløj opført i 1580'erne. Ombygget 1753-55, med ændringer 1786.

  Restaureret 1949 og 1985

• Bygningen

Hovedbygningen udgøres af et trelænget kompleks, der åbner sig mod nord. Dertil kommer kirken, der strækker sig mod øst som en forlængelse af hovedfløjen. Til vestfløjen knytter sig svære firkantede hjørnetårne. Anlægget er hvidkalket med hovedfløjens lisener og taggesims fremhævet med gult Det to etager høje kompleks er bortset fra vestfløjens hjørnetårne under halwalmede røde tegltage, mens hjørnetårnene har teglhængte mansardtage.

Den smalle langstrakte østfløj hvis sydøsthjørne støder op til den oprindelige klosterkirke, rummer de mest tydelige rester af det middelalderlige klosteranlæg. Hovedfløjens gårdside er helt præget af ombygningen i senbarokkens rokokostil i 1750'erne. Den nordvendte facade fremtræder med ni vinduesfag, hvor det tre fag brede midterparti omkring indgangen er formet som en risalit, der afsluttes med en velformet rundbuet frontispice. De enkelte fag afgrænses på dekorativ vis af flade gulkalkede murpiller med øreformede afslutninger, såkaldte øreliséner.

Denne form for lisénarkitektur kendes fra de samtidige facader på Gavnø og Kastrupgård på Sjælland, hvor Jacob Fortling antages at være bygmesteren, mens generalbygmester Laurids de Thurah, der i 1750-55 opholdt sig på sit gods Børglum, tilskrives æren for Dronninglunds ombygning. Thurah nåede dog næppe at afslutte sit arbejde på Dronninglund, før han vendte tilbage til hovedstaden. I hvert fald fremtræder hovedfløjens facade mod haven langt mere ubehandlet, og her genkendes klosterbygningen i det endnu bevarede murværk. Dog stammer de store rundbuede vinduer på første sal fra Thurahs ombygning.

Vestfløjen er en renæssancebygning opført i 1580'erne. Den har fremtrådt som et tidstypisk højt enkelthus i tre etager med udkraget murværk, vægtergang, skoldehuller, indgangstårn til gårdspladsen og hjørnetårne. Ved ombygningen i 1750'erne fjernedes indgangstårnet og den øverste udkragede etage. Sadeltaget blev afløst af et valmet tag, og mod vest anbragtes en lille gavltrekant.

Hovedbygningen er siden blevet moderniseret af skiftende ejere, men fremtræder i alt væsentligt i den form, Thurah gav den 1753-55.

Dronninglund Kirke er den tidligere klosterkirke. Den ligger som en udløberfløj fra herregårdens sydøstlige hjørne i forlængelse af sydfløjen. Kirkens centrale del, skibet, er romansk. I 1400-tallet er kirken blevet udvidet med korsarme og våbenhus. Det karakteristiske slanke spirprydede tårn er tilføjet i slutningen af 1500-tallet. Kirken er i dag sognekirke for Dronninglund Sogn.

VIGTIGE ÅRSTAL

ca. 1250 Hundslund Kloster grundlægges af benediktinerordenen.

1581 Fr. 2. mageskifter det nedlagte kloster med to tilbageværende nonner til Hans Lindenov.

1690 Chr. 5.s dronning Charlotte Amalie køber klostret og kalder det Dronninglund.

1776 Eventyren brigadier William Halling overtager Dronninglund.

1985 Den sidste private ejer, landsretssagfører Harald Høgsbro, overlader ejendommen til et Fond "til bevarelse af Dronninglund Slot«.

EVENTYREREN OG BONDEPLAGEREN WILLIAM HALLING

Dronninglund blev i 1776 erhvervet af officeren William Halling (17441776). Halling var præstesøn fra Hårslev på Sydvestsjælland. 15 år gammel stod den uregerlige ungersvend til søs. Myten fortæller, at han endte i maurisk fangenskab og slaveri i Algier Faktum er, at han på et tidspunkt blev indrulleret i den engelske flåde. En eventyrlig militærkarriere bragte ham til Indien, hvor han dels som privatmand, dels i engelsk krigstjeneste blev ekstremt velstående. Knap 30 år gammel vendte han hjem og investerede sin medbragte formue i titler og godser. For 1000 rigsdaler købte han sig brigadertitlen, mens han måtte slippe 10.000 rd. for at bliver ridder af »Det Hvide Bånd«. I 1774 blev han gift med eneste datter af den forarmede godsejer på Tirsbæk ved Vejle Fjord, den 16 år gamle Christine Linde Hvas de Lindenpalm. Tirsbæk blev to år senere byttet til Dronninglund.

Heroppe» Norden for Lov og Ret« blev han snart kendt som en opfindsom bondeplager, der af hjertens lyst lod fæstebønderne ride træhesten, når de ikke blev kastet i hundehullet eller sat i gabestok. Han virkede desuden for forædling af racerne, og her var ikke tale om hans kvæg, men om hans karle og piger, idet han bestræbte sig på at gifte de smukkeste karle med de smukkeste piger, således at vendelboerne fra Dronninglund Gods blev de kønneste folk i det ganske Jylland. Det er indlysende, at Halling indførte og understregede herremandens ret til den nygifte pige på bryllupsnatten. Fru Christine fik da også hurtigt nok af den brutale ægtemand og vendte hjem til det fædrene gods på Vejlekanten.

William Halling omgav sig med indiske tjenere, der af lokalbefolkningen blev benævnt »de sorte«. Da et forsøg på at slå Halling ihjel med høstredskaber mislykkedes, blev hoved mændene kastet i hundehullet efter først at være blevet gennempryglet af Hallings sorte tjenere. Den virksomme mand avancerede til grevestanden og med sit kendskab til indiske forhold var det naturligt, at han blandt sine mange erhverv også talte direktørembedet for Asiatisk Kompagni. Hans vinterpalæ i Ålborg huser i dag Hotel Phønix. Efter Hallings død i 1796 vendte enken tilbage til godset, men hun afhændede Dronninglund i 1806 til to »gårdslagtere«, der frasolgte det meste af jorden og overlod bygningerne til deres skæbne.

• Interiør

Dronninglunds indre præges af Thurahs ombygning i sen barokkens regelmæssige stil. I vestfløjens hjørnetårne og kælder er de hvælvede renæssancelofter dog bevaret. Loftet i nordvesttårnet er omkring 1920 blevet udsmykket med freskomalerier af den fremragende kunstner Valdemar Andersen (1875-1928), der er bedst kendt som plakatkunstens pioner. Han har dekoreret loftet med motiver fra Dønkongens datter.

Et slotspræg er tilstræbt i den elegante hotelmøblering. Desuden er familien Høgsbros inventar og de få tilbageværende rester af ældre indbo bevaret i de private rum på 1. sal i hovedbygningen. Ved familien Høgsbros overtagelse i 1951 var bygning og indbo i stærkt forfald. At Dronninglund var tæt på nedrivning efter års misrøgt under og efter krigen fornemmes ikke i dag, hvor ikke mindst forhallen med den brede dobbelttrappe fremtræder som et stykke velkonserveret rokokoarkitektur

Kirkens indre er mere præget af sin tid som herskabskirke end af sin oprindelse som klosterkirke. De i 1941-43 fremdragne kalkmalerier stammer hovedsageligt fra 1500-tallet og viser bl.a. interessante rytterkampscener. Prædikestolen er fra omkring 1580, altertavlen fra omkring 1600, og herskabsstolene fra 1613, alt sammen fra slægten Lindenows ejertid. Det øvrige kirkerum er præget af den pietistiske kongefamilie, med Fr. 4.'s søster Sophie Hedevig i spidsen.

• Omgivelser

Den 4 ha store såkaldte slotspark sydvest for hovedbygningen er formentlig anlagt af Laurids de Thurah som en barokhave. De stynede lindealleer, der kranser haven, skal således stamme fra 1750'erne. Desuden findes rester af bygninger i haven, bl.a. en granittrappe og et muret bassin. Mod syd afgrænses haven af en kanal.

Det trefløjede ladegårdsanlæg nordvest for hovedbygningen er opført i 1780'erne. Endelig bemærkes den pæne hvidkalkede mur med gule lisener og gitterport, der afgrænser gårdspladsen mod nord.

• Historie

Hundslund Kloster er grundlagt omkring 1250. Det nævnes første gang i 1268. Klostret voksede til et af de største og rigeste nonneklostre i Jylland i løbet af middelalderen. Måske derfor led det en del overlast i borgerkrigen op til reformationen i 1536. Bl.a. plyndrede den sidste Børglumbiskop, Stygge Krumpen, klostret i 1535. Den gode Guds mand havde således ladet nonnerne piske med ris og på anden vis jaget dem ud af klostret »med vold og ondt regimente«, som nonnerne skrev i deres klage til kongen. Aret efter lod samme konge klostret nedlægge og bispen fængsle. Nonnerne fik dog lov til at blive boende deres tid ud, og endnu i 1581 levede to af dem. Dette år overtoges klostret af Hans Lindenow, som lod klostret ombygge til et renæssanceanlæg.

Lindenowslægten ejede Hundslund i knapt 100 år til 1672. 18 år senere i 1690 erhvervede dronning Charlotte Amalie gården, som hun omdøbte til dens nuværende navn. Efter hendes død i 1714 arvedes Dronninglund af sønnen Fr. 4., der i 1716 ved et mageskifte overlod godset til søsteren, den fromme godssamler Sophie Hedevig. Hun afhændede dog atter godset til private i 1730 for at dække sin afdøde yngre broder Carls gæld.

I 1750'erne overtog en af tidens allerrigeste og mest magtfulde mænd Dronninglund Adam Gottlob Moltke til Bregentved, og under ham blev anlægget ombygget til sit nuværende udseende af godsejerkollegaen ude fra det vestlige Vendsyssel, Laurids de Thurah. Thurah havde forbitret trukket sig tilbage til Vendsyssel i 1750, da Nicolai Eigtved blev foretrukket som generalbygmester af kongehuset. Måske var det netop forbindelsen til statsminister Moltke, der bragte Thurah tilbage til embedet i København efter Eigtveds død i 1754.

Godset blev opsplittet i 1930'erne med frasalg af skov og jord til husmandsbrug. I slutningen af krigen blev Dronninglund anvendt som flygtningelejr, og i 1949 blev resterne købt af Jordlovsudvalget, der udstykkede jorden. Selve hovedbygningen med tilhørende park og 165 ha skov blev i 1951 afhændet til fabrikant Harald Høgsbro, hvis fond siden 1985 har drevet Dronninglund som kursusejendom.