Dejbjerglund

● Region Midtjylland - Ringkøbing-Skjern Kommune

● Adresse: Bundsbækvej 2, 6900 Skjern

● Ejer: Dejbjerg Menighedsråd

● Præstegård

● ha: Gårdens jordtilliggende er frasolgt

● Hovedbygningen er opført 1850

Dejbjerglund, matr.-nr. 1 a, er en gammel hovedgård og vel nok den bygning i sognet, hvis historie næst efter kirken kan føres længst tilbage. Igennem mange generationer i sin tidlige ejerhistorie var Dejbjerglund ejet af adelsslægten Skram.

Gården Margrethelund blev oprettet som en udstykning 1821, men atter lagt under Dejbjerglund i 1841.

Den nuværende hovedbygning er opført ca. 1850. Siden 1922 har Dejbjerglund fungeret som præstegård.

Hovedbygning

Henrik Lange, der ejede Dejbjerglund i 1600-tallet, opførte en firlænget hovedbygning omgivet af voldgrave. Der kan fortsat anes rester af disse voldgrave.

Omkring 1850 opførte Vilhelm Dresler den nuværende hovedbygning på Dejbjerglund. Bygningen blev opført i rød grundmur i et stokværk over en høj kælder. Gavlene fremstår valmede og taget er belagt med tegl. På midteraksen på gårdsiden findes en stor gavlkvist i tre fag.

Dejbjerglund

Hovedbygningen på Dejbjerglund er placeret et stykke øst for Dejbjerg kirke og har siden 1922 fungeret som præstebolig. På flere sider er bygningen omgivet af have og skov, mens der mod vest findes en stor, åben gårdsplads. På gårdsiden fremstår hovedbygningen meget symmetrisk. Hovedbygningen er ikke fredet.

Andre bygninger

I 1920 nedbrændte Dejbjergs bygninger undtagen hovedbygningen.

Omgivelser

Hovedbygningen på Dejbjerglund er omgivet af både have og skov. Nordvest for Dejbjerglund opførtes 1920 en ny gård på en udstykket parcel. Et stykke øst for hovedbygningen findes Dejbjerg kirke og kirkegård.

Der kan fortsat ses spor af de grave, der tidligere har omgivet hovedbygningen på Dejbjerglund.

Historie

I 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet var herregården Dejbjerglund ejet af adelsslægten Skram. Slægtens sidste ejer var Ellen Skram, der ved ægteskab bragte Dejbjerglund til sin mand Henrik Lange, der også ejede Oldager. I Henrik Langes tid som ejer af Dejbjerglund lagde han Oldagers jorder under Dejbjerglund. Efter Henrik Langes død i 1650 kom gården til hans søn Christen Lange, hvis enke Sophie Rostrup i 1694 solgte Dejbjerglund til Georg von Raben. Handlen må imidlertid være blevet ophævet, for ved en auktion i 1697 solgte Sophie Rostrup gården med gods til Jørgen Grubbe Kaas.

Jørgen Grubbe Kaas' søn, Hans Kaas, afløste sin far som ejer af Dejbjerglund. Det meste af 1700-tallet var en stabil periode for Dejbjerglund, men som på mange andre herregårde i Vestjylland opløstes herregården i tiden omkring år 1800. Landboreformerne i slutningen af 1700-trallet havde gjort det muligt at frasælge fæstegårde, så bønderne kom til at eje deres egne gårde. Derved kunne heller ikke herregårdens store marker - hovedgården - opretholdes, idet den blev dyrket ved hjælp af fæstebøndernes afgiftsarbejde, hoveriet. En nærliggende løsning var at udstykke herregårdens jorder i mindre lodder, der kunne lægges under bondegårdene eller oprettes som nye gårde. Tiden blev kendt for sine 'godsslagtere' - spekulanter som opkøbte herregårde og udstykkede dem - og mellem 1780 og 1820 udstykkedes hovedparten af Vestjyllands herregårde på denne måde.

I 1791 kom Peter Christian Petersen i besiddelse af Dejbjerglund. Han frasolgte fæstegårdene og udstykkede Dejbjerglund - hovedparcellen solgte han allerede samme år tilbage til den tidligere ejer Laurs Ramsing. Ved Laurs Ramsings død i 1812 solgte arvingerne Dejbjerglund til Jens Christensen, der i 1821 fik tilladelse til at foretage en yderligere udstykning af gården.

Tiderne var imidlertid generelt svære for landbruget, og selv om Jens Christensen nåede at gennemføre udstykningen, måtte han sætte gården på tvangsauktion. Dejbjerglund blev købt af J. Christian Ramsing, mens den anden hovedparcel Margrethelund, blev solgt til Chr. A. Kaysen.

De to gårde blev dog atter forenet i 1841, da Vilhelm Dresler købte begge ejendomme. Vilhelm Dresler var en dygtig landmand, og i sin tid som ejer lykkedes det ham at drive Dejbjerglund stærkt frem, men herefter fulgte atter en periode med hyppige ejerskift og yderligere udstykninger omkring år 1900.

I 1920 nedbrændte gården undtagen hovedbygningen, som herefter blev købt af sognets menighedsråd, der efterfølgende restaurerede og indrettede hovedbygningen til præstebolig.

Gårdens jordtilliggende blev frasolgt.

Ejere af Dejbjerglund

( - ) Ove Skram

(1532- ) Christiern Skram

(1537- ) Anne Juel, gift Skram

(1550-1565) Hartvig Skram

(1565- ) Jacob Skram

(1565- ) Jørgen Skram

( -1618) Anders Skram

(1618-1650) Henrik Lange

(1650-1677) Christen Lange

(1677-1694) Sophie Rostrup, gift Lange

(1694- ) Georg von Raben

( -1697) Sophie Rostrup, gift Lange

(1697-1711) Jørgen Grubbe Kaas

(1711-1724) Hans Kaas

(1724-1768) Christian Krarup

(1768-1791) Laurs Ramsing

(1791-1791) Peter Christian Petersen

(1791-1812) Laurs Ramsing

(1812-1821) Jens Christensen

(1821-1822) J. Christian Ramsing

(1822-1837) Jens Nielsen Norup

(1837- ) Hans Christensen

( -1841) Wedel

(1841-1882) Vilhelm Dresler

(1882-1887) Th. Brun

(1887-1900) A.J. Buchwald

(1900-1902) Vest- og sønderjydsk Kreditforening

(1902-1906) N.C. Nielsen

(1906-1912) K.C. Nielsen

(1912-1913) Christian I. Aggerbech

(1913-1914) Lorentz Petersen

(1914-1915) Aage Petersen

(1914-1915) E. Møller

(1915-1920) P.L. Birkkjær

(1920-1920) Lauritz Petersen

(1920-1922) N. Hansen Møller

(1922-20xx) Dejbjerg Menighedsråd

Dejbjerglund

Udvidet historie

Omkring år 1500 ejedes gården af den adelige slægt Skram. Den første af slægten var Ove Skram til Hammergaard; derefter fulgte sønnen Christiern Skram til 1532 og hans enke fru Anne Juel til 1537. Gården kom derpå til sønnen Hartvig Skram, som døde Ca. 1565, hvorpå den overtoges af hans søn Anders Skram. (Hans og hans hustru Mettes navne står sammen med årstallet 1614 på endestykkerne af de gamle herskabsstole i kirken). Anders Skram døde i 1628.

Hans datter Ellen bragte i 1638 Dejbjerglund på 40 td. hartkorn til sin mand Henrik Lange, som opførte en 4-længet bygning, omgivet af grave, af hvilke der endnu ses rester. Der siges, at han nedbrød sin anden gård, Oldager, og lagde dens jorder ind under Dejbjerglund. Han døde 1650, og efter ham fulgte sønnen Christen Lange, som døde 1677.

Christen Langes enke, Sophie Rostrup, solgte i 1694 ved købekontrakt Dejbjerglund med 200 td. hartkorn gods for 6500 Rd. til oberstløjtnant Georg v. Raben; men handelen må være gået over styr, for 1697 solgte hun ved auktion Dejbjerglund med gods (56 og 205 td. hartkorn) til Jørgen Grubbe Kaas til Rydbjerg.

Dennes søn kommandør Hans Kaas skødede 1724 gården (56 og 213 td. hartk.) til forpagter på Søvig Chr. Krarup, som er født 1699 som søn af Hans Thomassen Tange til Vormarkgaard og Inger Hansdatter Krarup. Det synes at fremgå, at Chr. Krarup, der af nulevende bærere af navnet betragtes som en slags stamfader, har fået dette slægtsnavn fra sin moders efternavn.

Han var gift med Constance Bingom, født 1707, datter af Niels Bingom til Viumgaard og Maren Thuresdatter. Hun døde 1766, Chr. Krarup døde i 1769. Deres gravsted findes endnu på kirkegården her, og et epitafium i kirken fortæller om deres stamtavle.

Krarup solgte i 1768 til Laurits Ramsing. Om denne og slægten i øvrigt fortæller en efterkommer V. Halskou Larsen, Søllerød:

Lauritz Chr. Ramsing er født i 1731 i St. Ramsing i Salling, hvor familien har levet i mange slægtled under navnene Peder Berthelsen og Bertel Pedersen. Han begravedes i Dejbjerg d. 2.4. 1812.

Det hedder i gamle papirer, at Chr. Krarup tilskødede Ramsing Dejbjerg lund med St. Oldager i Skjern sogn med afbyggere, gods samt mølleskyld, i alt 279 td. hartkorn. Ramsing var gift med Johanne Marie Møller, født i Valsted — begravet i Dejbjerg d. 7.7. 1807.

Af deres børneflok nævner jeg kun følgende:

1) Karen Glerup Ramsing, f. 9.5. 1784, gift 4.11. 1815 med Chr. Aug. Kaysen, en holstener, der var forpagter på Matrup. Hun døde og begravedes i Dejbjerg d. 19.7. 1818. Datter: Karen Jensine Kaysen, f. 1817.

2) Marie Margrethe Ramsing, f. 8.5. 1791, gift med forannævnte Chr. Aug. Kaysen, der havde fået en gård under Dejbjerglund, kaldet efter hustruen: Margrethenlund. Datter: Johanne Marie Kaysen, f. 24.6. 1820. (Begge disse døtre var helt eller delvis opdraget hos mosteren mad. Halskou på Skiernbrogaard).

3) Johanne Laurentia Ramsing, f. 3.3. 1781, gift den 22.11. 1806 med Peder Halskou, mine oldeforældre, se nedenfor.

Peder Halskou, hvis herkomst desværre er uvis, var Ca. 50 år og havde i 25 år været forvalter eller godsforvalter hos Lütichau på Tjele, i hvis yngste datter han skal have været forelsket, da han i 1805 foretrak at søge til andre græsgange, idet han den 10.9. 1805 købte Skjernbrogaard. Han kom ridende hertil på en hest som Lütichau havde foræret ham sammen med andre gaver. Han blev hurtigt gode venner med den tidligere ejer af Skjernbrogaard, en forligskommissær Petersen, der byggede nabogården "Petersminde", og de to blev gennem alle år meget gode venner.

Skjernbrogaard havde Ca. 7 td. hartkorn, med tilhørende rettigheder over 4 broer og færgesteder over Skjern å. Disse brorettigheder har haft betydelig værdi, idet hver person og hvert kreatur, der kom over åen, måtte betale bropenge.

Da Halskou blev gift med Johanne Laurentsa Ramsing, der benævntes som Vestjyllands rigeste pige, og yderligere i 1806 fik kroprivilegium og postholderi, må det have været en værdifuld ejendom.

Af Halskous tre døtre døde den ene ung en balnat på Skjernbrogaard. En anden levede ugift; den tredie, Petrea Bartholine, blev i 1833, da mad. Halskou var blevet enke, gift med Casper Georg Stilling. Han forødte i løbet af en kortere årrække hele formuen og endte fattig i Lemvig. Hans ene datter, Johanne, blev gift med sagfører kaptajn Ludvig Hector Kiær. En anden datter

blev min moder, så fru Johanne Kiær var min moster”.

Her slutter uddraget af V. Halskou Larsens omtale af familien Ramsing.

I 1791 skødede Ramsing Dejbjerglund for 31.000 Rd. til landvæsenskommissær, kammerråd Peder Chr. Pedersen, der udparcellerede den, frasolgte det meste gods og samme år skødede hovedparcellen for 11.630 Rd. til tidligere ejer Ramsing.

Ved folketællingen 1801 talte gården følgende:

Laurids Ramsing 70 Aar Husbond, Proprietær

Johanne Møller 56 Aar hans Kone

Inger Helene Ramsing 28 Aar deres Datter

Ellen Katrine Ramsing 27 Aar deres Datter

Marie Margrethe Ramsing 10 Aar deres Datter

Kirsten Mortensdatter 19 Aar Stuepige

Maren Pedersdatter 40 Aar Køkkenpige

Barbara Christensdatter 24 Aar, Bryggerspige

Jens Jensen 68 Aar Ladefoged, gift

Gravers Christensen 49 Aar Avlskarl

(Jacop) Henrik Madsen 27 Aar Kusk

Morten Andersen 21 Aar Røgter

Anders Andersen 15 Aar Røgter

Ramsings havde mange børn, 14 i alt. En af sønnerne, Niels Severin, studerede til præst. Han hentæredes imidlertid af svindsot, nåede dog at få embedseksamen og søgte kald som sognepræst. Han nåede at få kaldsbrev, men døde samme aften — nytårsaften 1799 og blev begravet 6. januar 1800.

En anden søn, Bertel Johannes, læste også til præst, men han døde den 22. december 1805 som kandidat i sit hjem og stod lig til den 6. januar 1806, da hans moder ville, at han skulle begraves samme dag som broderen. Hun tog sig Bertels død meget nær, skrantede stadig siden og døde året efter.

En datter, Marie Cecillie, ejede en gård i Gl. Dejbjerg. Hun ægtede en aldrende karl fra Lønborg, der hed Peder Pedersen, i daglig tale kaldet "Persille". Senere solgte de gården til degnen Aaby, men blev som aftægtsfolk i gården, til de døde. En anden datter Inger Helene blev gift med Jens Christensen fra ørnhoved i Tjørring sogn; de overtog efter Ramsings død i 1812 Dejbjerglund for 23.500 Rd.

Ramsings navn findes i en gammel protokol for sognekommissionen for de fattiges forplejning i Dejbjerg-Hanning. Denne kommission afholdt møde den 10. december 1803 i Dejbjerg præstegård, og blandt de tilstede værende nævnes "største Lodsejer Ramsing af Dejbjerglund".

I Hardsyssels Aarbog 1945 læses: "I Følge Hoverireglementerne efter Hovenkomm. af 1795: Dejbjerglund havde ca. 56 Tdr. Hartkorn, Sædeland 180 Tdr., inddelt i 14 Marker, hvoraf aanlig 6 Marker tilsaaedes, Høavlen ca. 500 Læs. Bøndergodset 206 Tdr. Hartkorn, hvorpaa 44 Bønder og 12 Husmænd, 39 Gaardmænd og 7 Husmænd gjorde Hoven. Hoveriet opgives ikke til ugentlige Dage, men der bruges Betegnelser 1/3 Gaards Hoven, 1/2 Gaards Hoven, ¼ Gaards Hoven. Ejeren var tidligere Forvalter Laurits Ramsing".

Jens Christensen og Inger Helene kunne ikke få det til at gå rundt, og 1821 blev gården stillet til tvangsauktion. Senere blev de separeret, og Inger Helene levede sine sidste år en kummerlig tilværelse i et lille hus på Uglbjerg mark. Af og til ytrede hun trods de trange kår: "Gud være lovet for mit lille hus".

Ved den nævnte tvangsauktion blev hovedparcellen nr. 1 solgt til sognepræst J. Chr. Ramsing (død 1852), der 1822 solgte den til Jens Nielsen Norup. Ved tællingen i 1834 står han som ejer af Dejbjerglund. Foruden ham findes da kun hans kone og fire tjenestefolk på gården.

I 1845 ejedes den af Vilhelm Dresler, der ca. 1850 nedbrød resterne af den gamle gård og købte Margrethelund, hvis bygninger han nedrev og lagde jorderne sammen med Dejbjerglunds, som derved blev på 19 td. hartkorn. Dresler var en dygtig landmand, som drev gården stærkt frem.

Ved tællingen i 1860 så husstanden således ud:

Wilhelm Dresler 49 Aar Proprietær, Husfader

Ane Dresler, f. Christensen 45 Aar hans Kone

Deres børn:

Frederik Christian Dresler 13 Aar

Johanne Marie Dresler 11 Aar

Peder Dresler 10 Aar

Johannes Ludvig Dresler 6 Aar

Ane Wilhelmine Dresler 5 Aar

Jeppe Pertorius Michael Dresler 3 Aar

Husmænd og daglejere:

Peder Jeppesen Flak 40 Aar

Jeppe Christensen 48 Aar

Eskild Christensen 34 Aar

Martin Andersen 44 Aar

Tjenestefolk:

Christen Jørgensen 38 Aar

Niels Clausen 22 Aar

Carl Danielsen 21 Aar i

Iver Jacobsen 19 Aar

Jens Pedersen 17 Aar

Jens Peder Jacobsen 15 Aar

Johanne Marie Hansen 31 Aar

Sidsel Nielsen 24 Aar

Ane Madsen 38 Aar

Almisselem (indtinget)

Karen Marie Andersdatter 40 Aar

Dresler solgte gården i 1882 for 112.000 kr. til Th. Bruun fra Vendsyssel, der i 1887 solgte den for 72.000 til A. J. Buchvald, fra hvem den 1900 overtoges af Den vest- og sønderjyske Kreditforening. Foreningen solgte den i 1902 for 47.000 kr. til N. Chr. Nielsen, som udstykkede og bortsolgte en del af marken samt en del eng og skov.

I 1905 solgte han gården til K.C. Nielsen Møldrup, og denne overdrog den i 1911 til svigersønnen Chr. J. Aggerbech. 1913 ejedes Dejbjerglund af Lorentz Pedersen, 1914 af Aage Petersen og E. Møller, 1915 af P. L. Birkkjær og 1920 af Laurids Petersen, der samme år solgte den til N. H. Møller

I 1921 brændte gården undtagen den i 1850 af Dresler opførte hovedbygning.

Denne købtes derefter i 1922 for 30.000 kr. af menigheden, der lod den restaurere og indrette til præstebolig.

Vi er nu ved indkørslen til det gamle Dejbjerglund — den nuværende præstegård. Dersom et sådant sted kunne fortælle om, hvad og hvem der i tidernes løb er færdedes her igennem, da ville vi nok blive her længere, end vi gør det i dag. Men selv om vi tidligere har været på besøg her og i præstegården i stationsbyen og ikke nu skal indenfor, så må vi dog følge med i fædrenes spor gennem indkørslen og standse et øjeblik på gårdspladsen.

Her tiltrækker indgangsdøren sig vor opmærksomhed — ikke herregårdens, men præstegårdens indgangsdør ... Her er han kommet ind, den lykkelige fader, for at melde at et nyt liv har holdt sit indtog i hjemmet

Her er de kommet ind, de to mænd, for at bede om at der måtte blive lyst til ægteskab for deres søn og latter Her er han kommet ind med bøjet ryg og furet ansigt, manden, for at melde at døden var brudt ind hos ham og havde tagets hjemmets dyreste eje Og her kom endelig han med tøvende skridt — som bærende en tung byrde — mon han derinde, den højestes tjener, kunne og ville hjælpe ham? Vi kommer til at tænke på ham, Nikodemus. Der gik en time, og manden kom ud igen — var fodskiftet mere frit? — søgte blikket højere opad? Måske havde tjeneren derinde i en time ved samtale og bøn ydet mere værdifuld tjeneste end i en tilsvarende tid på prædikestolen.

Det er som lyder i os Ingemanns ord:

Tider skal komme,

tider skal henrulle,

slægt skal følge slægters gang;

aldrig forstummer

tonen fra Himlen

i sjælens glade pilgrimssang.

Og så går vi alligevel ind. Vi må hilse på Hans Pedersen, bedre kendt som ,,Dejbjergpræsten”, og præstefruen, Birthe von Buchwald. I 40 år har pastor Pedersen haft tjeneste i Dejbjerg. I et sogn sker der ikke så lidt i et sådant spand af år. Tænker vi på dem, der ved den tids begyndelse levede i Vesterager, Rabjerg, Leding, Vognbjerg, Gi. Dejbjerg o. s. v., da vil vi se, at kun enkelte af dem endnu lever på samme sted. Pastor Pedersen har set den ældre slægt forsvinde; mange er de sygesenge, han har stået ved; mange er de grave, han har udtalt forjættelsens ord over ,,den, som tror på mig, om han end er død, skal han dog leve”; mange har han konfirmeret, mange ægteskaber har han nedbedt velsignelse over, og han har døbt alle under 40 år. Vi må vel sige, om sognets liv og pastor Pedersens virke, at de to kan ikke skilles ad. Børn: Mary Agnete, Hans Erland og Birthe (Sys).

Pastor Hans Pedersen boede her til 1967.

Til pastor Pedersens begravelse i 1998 deltog en stor del (ca. 40 personer) af alle dem som han havde døbt, konfirmeret og viet. Dette skal ses i lyset af at det var 30 år efter han var stoppet som præst i Dejbjerg.

Fra 1967 til 1977 var Else og Johannes Larsen her . De havde børnene: Niels, Inger og Jørgen. Præstegården var ubeboet indtil 1982, da vi ingen sognepræst havde i den tid.

I 1982 fik vi igen en præst Jørgen Pedersen gift med Lona. Børn: Kirsten Engholt Rohde Pedersen og Karen Engholt Rohde Pedersen.

***

Grundlovsfester i Dejbjerg.

I årene fra 1920 til midt i 60erne blev der holdt grundlovsfester i Dejbjerg.

Ideen til grundlovsfesterne op stod i Blå Kors foreningen, der var blevet en lokal forening i Dejbjerg i 1909. Man ville gerne holde en fest for unge mennesker, hvor der ikke kunne drikkes spiritus. Skeptikerne sagde, at så kom der kun gamle mænd og store drenge. Initiativtagerne lod sig ikke slå

ud, og de arbejdede videre med sagen. Ikke så langt fra Jens Stensigs gård i Gl. Dejbjerg var der en bakkeskråning med lidt lav bevoksning, det fandt man velegnet som mødeplads. Jens Stensig ville godt stille pladsen til rådighed. Han fik hvert år en endagsbevilling så han kunne sætte et telt op, og servere kaffe og sodavand til festdeltagerne, hvis de ønskede det. Der var gerne to talere. Den ene var tit en højskoleforstander, den anden en folketingsmand. Festerne blev en stor succes, der hvert år samlede flere hundreder mennesker.

Efter nogle år afhændede Jens Stensig gården til sin søn Peder. Han ønskede ikke overtage grundlovsmøderne, så de blev flyttet til området ved præstegårdssøen. Man kan måske undre sig over, at der blev ved med at komme mange mennesker. Jeg tror der var flere årsager, en af dem var nok, at man fra begyndelsen havde skaffet talere folk gerne ville høre, en anden var at unge mennesker havde fri den eftermiddag, og så skulle man naturligvis hjemmefra og så var Dejbjerg blevet stedet, hvor man kunne møde andre unge mennesker. Folk kom fra steder, der lå 30-40 km. fra Dejbjerg, og langt de fleste kom cyklende. I slutningen af krigen var der mange, hvis cykelgummi var så nedslidt, at man godt kunne risikere at skulle gå hjem, man kunne godt udsætte sig for store anstrengelser for at komme af sted.

Da festerne blev flyttet til området omkring præstegården, havde Dejbjergs to købmænd boder der , så de kunne sælge is og sodavand. Den ene af købmand Jørgensens boder, var overladt til Rikard Astrup i kirkebyen, som solgte hjemmelavet smørrebrød. Jeg husker, vi var en del, som fandt det ret dyrt. Vi havde lært os, at tage en madpakke med hjemmefra. Man kunne få sin cykel gemt i kirkestalden for små penge. En der boede overfor præstegården forsøgte at bruge sit tørvehus til samme formål, men der var småt med plads, så hvis ikke cyklerne blev hentet i den rækkefølge, de var kommet ind, kunne der blive et problem. Kirkegårdsdiget og træerne langs vejen var også optaget af cykler. Det var i det hele taget Dejbjergs dag.

Efter at møderne var flyttet til præstegården var der taler ved søen om eftermiddagen og i kirken om aftenen. Selvom kirken var fyldt som en juleaften, kunne den ikke rumme alle. Nogle fordrev så tiden med at lege sanglege, til det var tid at tage hjem. Der blev også leget sanglege imellem møderne. Der var rig mulighed til frit samvær, så det er ikke mærkeligt, at mange mindes grundlovsfester med glæde.

Først i 60erne faldt grundlovsdag og pinsedag samme dag, og da var der over 2000 mennesker. Det var flere end området kunne bære. K.F.U.M. og K. i Skjernkredsen, som på den tid stod bag arrangementet indså at tiden var inde til, at få grundlovsfesten flyttet.

Præsten forsøgte med en lokal fest, men tilslutningen ebbede efterhånden ud.