Logo

Brejninggård

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Brejninggård

 

• Region Midtjylland, Ringkøbing-Skjern kommune, 20 km øst for Ringkøbing

• Adresse: Brejninggaardsvej 12, 6971 Spjald, Telefon: 97 38 16 44, www.brejninggaard.dk

• Adgang til gårdsplads og park

• Den selvejende institution Brejninggård Efterskole

• 28 ha

• Opført omkring 1580 (øst- og nordfløj). Tilbygninger 1942-58

 

Brejninggårds østfløj, opført omkring 1580 af adelsmanden Hans Lange, er en af landets smukkeste herregårdsbygninger. Den østvendte portfløj fremviser en enestående terracottadekoration med pilasteropdelt facade. Brejninggård er nu indrettet til efterskole, men der er offentlig adgang til gårdspladsen og den omgivende have.

 

Brejninggård

• Bygningen

Brejninggård er opført som et trefløjet anlæg i 1580'erne. Tilbage er nu nord- og østfløjen med portgennemkørsel, mens den vestre fløj og trappetårnet mellem øst- og nordfløjen er nedrevet omkring 1750. Den dygtige arkitekt

 

Helge Holm har i henholdsvis 1942 og 1958 stået bag opførelsen af moderne fløje mod vest og syd. De to nye fløje føjer sig smukt til det oprindelige renæssanceanlæg. Østfløjen med portgennemkørsel rejser sig på svære tilhugne kampestensfundamenter. Bygningen er i to plan opført af mursten under et teglhængt sadeltag.

Hele anlægget er hvidkalket under røde tegltage. Østfløjens udvendige facade og begge gavle er dekoreret med et fornemt pilastergalleri i brændt ler. Det er denne enestående terracottadekoration, der er Brejninggårds største attraktion. Over den kampestensomkransede port fra midten af 1600tallet fremhæves østfløjens øvre etage med en lerbrændt gallerilignende udkragning båret af konsoller. I galleriets terrecottafrise gentages skiftevis bygherrens og hans hustrus våben (Lange og Skram). Frisen er flankeret af lerbrændte pilastre, der hviler på postamenter med løvehoveder. Løverne repræsenterer på skift de to køn. Den markante udsmykning er udført i gulflammet terracotta, som inddeler facaden i fag og afsluttes med en profileret gesims under tagskægget.

 

Modsat de tidlige danske renæssanceborge, hvor forsvarsindretningen er gået forud for æstetikken, repræsenterer Brejninggård det oprindelige italienske ideal med hovedvægt på udsmykningen: Den pilasterinddelte regelmæssige facade har mange lighedspunkter med Voergårds facade og murene på Rosenholms berømte havehus Pirkentavl. Det usædvanlige ved Brejninggård er materialet. Hovedparten af de danske herregårde er udsmykket med sandstensornamentik. Forbilledet skal formentlig søges blandt de terracotta-udsmykkede nordtyske købstadshuse. I Mecklenburg finder man på borgen Gadebusch, opført omkring 1570 af Christoph Haubitz, en terracottadekoration, som har mange lighedspunkter med Brejninggårds.

 

Brejninggård

Brejninggård i Vestjylland udmærker sig ved sin enestående terracottaudsmykning. Her en da talje fra den stensatte port med terracottafrisens løvehoveder ovenover.

 

• Interiør

Brejninggård blev i god vestjysk tradition indrettet til afholdsrestauration i 1926. Siden blev den smukke gård efter en ti år lang ombygningsperiode åbnet som efterskole i 1957. Af de oprindelige interiører er kun lidet tilbage. Fremhæves skal dog det hvælvede, søjlebårne køkken under nordfløjen, der hører til de bedst bevarede renæssancekøkkener i Danmark.

 

• Omgivelser

Brejninggård blev erhvervet af Statens Jordlovsudvalg i 1926. Jorden blev herefter udstykket, og med liden forståelse for vore fortidsminder blev ladegården fra 1584 nedrevet. Uden for voldgravsanlægget finder man sydøst for hovedbygningen en køn, 9 ha stor have med gamle takstræer.

 

• Historie

Trods sin eneståede udsmykning indtager Brejninggård på ingen måde nogen stor plads i Danmarkshistorien. I en beskrivelse fra 1638 fremhæver den lokale præst, at Brejninggård repræsenterer en kappestrid mellem »håndværkerens hænder« og »billedmagerens tegninger«. En ganske præcis beskrivelse af bygherren Hans Langes Brejninggård. Lange-slægten havde overtaget det tidligere bispegods i 1544 otte år efter reformationen. Og i 1580-81 lod Hans Lange den nuværende gård opføre. Terracottafrisen viser Langes våben med de tre roser og hans hustru Johanne Skrams enhjørningehoved. Men allerede tidligt i 1600-tallet forsvandt gården ud af Langeslægtens eje.

 

VIGTIGE ÅRSTAL

1536 Gården inddrages som kirkegods under Ribe bispestol af kronen i forbindelse med reformationen.

1544 Chr. 3. sælger gården til Gunde Lange.

1564 Hans Lange arver gården og begynder opførelsen af den nuværende østfløj.

1926 Staten køber gården og udstykker jorden til husmandsbrug. Hovedbygning indrettes til afholdsrestauration.

1942 Et interessentskab overtager bygningerne og indretter efterskole. Vestfløjen opføres af arkitekt Helge Holm.

1958 Sydfløj opføres af Helge Holm.

 

Brejninggård

 

Ejere af Brejninggaard

(1457-1536) Ribe Bispestol

(1536-1544) Kronen

(1544-1564) Gunde Lange

(1564-1609) Hans Lange

(1609-1614) Gunde Hansen Lange / Tyge Hansen Lange

(1614-1646) Gunde Hansen Lange

(1646-1650) Peder Hansen Lange

(1650-1665) Jørgen Pedersen Lange

(1665)          Dorthe Gudesdatter Galde gift (1) Lange (2) Skinkel

(1665-1669) Knud Skinkel

(1669-1680) Morten Skinkel

(1680-1682) Helle Urne, gift Skinkel

(1682-1684) Ida Skinkel gift Munk

(1684-1702) Laurids Munk

(1702-1708) Hedevig von Dragsted gift Munk

(1708-1709) Christian Ulrich Schultz

(1709-1718) Stephen Nielsen Ehrenfeld

(1718-1726) Johannes Müller

(1726-1754) Christian Siegfred Enholm

(1754-1771) Forskellige Ejere

(1771-1779) Peter de Albertin

(1779-1812) Cathrine Kristine von Folsach, gift de Albertin

(1812-1839) Forskellige ejere

(1839-1849) Hans Frederik Fenger

(1849-1880) Niels Henrik Frandsen / Hans Severin Frandsen

(1880-1882) H.S. Frandsen

(1882-1901) H.G. Koefoed

(1901)         Vest- og sønderjysk Kreditforening

(1901-1920) Forskellige ejere

(1920-1926) J.J. Gammelgaard

(1926)          Statens Jordlovsudvalg (godset)

(1926-1942) Afholdsrestauration (hovedbygningen)

(1942-1957) Interessentskab (hovedbygningen)

(1957-       ) D.S.I. Brejninggaard Efterskole (hovedbygningen)

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (5 stemmer)
Siden er blevet set 6.693 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her