Børglum

Børglum træder ind i historien som kongsgård. Her blev Danmarks sidste vikingekonge Knud angrebet af oprørske nordjyske bønder, da han i 1086 søgte at rejse landet til et angreb på England. Børglum afløste i 1100-tallet Vestervig som bispesæde. Bispesædet med det tilhørende kloster blev nedlagt ved reformationen. I stedet opstod den nuværende herregård. der ved en fuldstændig ombygning i midten

af 1700-tallet fik sit nuværende udseende.

• Nordjylland, Vendsyssel, Løkken-Vrå Kommune, 18 km sydvest for Hjørring

• Børglum Klostervej 255, 9760 Vrå 

• Offentlig adgang til park, kirke og dele af hovedbygningen i sæsonen

• Godsejer Hans Henning Rottbøll

• 380 ha

• Klosteranlæg fra middelalderen. Ombygget i 1750-55

• Bygningen

Børglums hovedbygning danner et firfløjet anlæg, der i middelalderen var indrettet som kloster for præmonstratensernes munkeorden, de såkaldte »hvide brødre«. Klosterkirken, der samtidig var domkirke for et af middelalderens syv danske bispesæder, stammer fra 1200-tallet. Kirken udgør den lange nordfløj omgivet af det trefløjede oprindelige klosteranlæg.

Kirkefløjen i nord er den ældste del af anlægget, en romansk klosterkirke fra klostrets tidligste periode. Kirken må være opført mellem 1215 og 1240 i forbindelse med oprettelsen af klostret og planlagt som en mægtig romansk kirke med korsarme og apsis i tilslutning til koret. Byggeriet blev dog aldrig afsluttet efter den oprindelige plan, hvor kirkens længde skulle have dækket hele klostrets nordfløj. I det mere urolige og fattige 1300-tal blev kirkens formgivning lidt mere beskeden end først tænkt. Klostret blev nedlagt efter reformationen, og kirken forfaldt. Korsarme og apsis blev nedrevet omkring 1600.

Fra klostertiden stammer murværket i vest- og sydfløjen, mens østfløjen med munkenes sovesal omkring 1670 blev erstattet af den nuværende lave udhusbygning.

Børglum fremstår i dag som et hvidkalket barokanlæg fra midten af 1700-tallet, beslægtet med det sjællandske Dragsholm. Hele anlægget er i to etager og hvidkalket med røde og sorte teglhængte valmede tage. Ved arkitekten, generalbygmester Laurids de Thurahs overtagelse af det tidligere bispegods i 1750 blev resterne af det middelalderlige klosteranlæg ombygget i en solid barokstil. Sydfløjen, som oprindelig indeholdt munkenes opholdsrum og arbejdsværelser, fik påsat en gennemgående trekantgavl over portgennemkørslen. Kælderhvælvet i portfløjen stammer fra renæssancetiden. Vestfløjen var klosterets økonomibygning, hvorfra der via udbygningen af nordfløjen var adgang til kirken.

• Interiør

Nok står det store kirkerum under gotiske hvælvinger fra 1400-tallet, men inventaret er helt præget af barokken. Iøjnefaldende er den høje altertavle, som med et sort freskobagtæppe dækker hele korafslutningen. Tavlen er fra omkring 1730 og opsat af Thurahs svigerfader Frederik Kjær adlet Kiærskiold Dennes våben er påmalet altertavlens nordre sidefløj. Over den søndre fløj læses fru Inger P. Kiærskiolds navn og dødsår 1740. Altermaleriet er udført af M.C. Thrane i 1727. Motivet, den sidste nadver, er dog en kopi efter Rubens. Tavlens staffering skyldes Thurah.

Kirkens gotiske korbuekrucifiks fra omkring 1400 er opsat på den søndre arkadevæg, mens kirkens øvrige bevarede middelalderinventar er overladt til Nationalmuseet og Ålborg Historiske Museum.

Herskabslogen og orglet stammer begge fra Thurahs tid, og endelig er indrettet et prægtigt familiegravmæle til Kiærskiold-familien og ikke mindst de Thurah selv. Gravmælet er forsynet med våbentavler for svigerfamilien og Thurahs hustru Maries første mand, J.H. Rantzau. De forskellige marmorerede attributter og bevæbnede englebørn, putti'er, hentyder til Thurahs militære, kunstneriske og arkitektoniske virksomhed, men inskriptionstavlen er tom. Thurah blev begravet mere beskedent i Trinitatis Kirke i København, hvor hans våbentavle er ophængt.

Der er desuden adgang til vestfløjens hvælvede kælder og gamle køkken.

• Omgivelser

Børglums beliggenhed minder om Roskildebispens Dragsholm på Nordvestsjælland:

Synligt viden om i det åbne, forblæste landskab øst for Løkken har Børglum siden middelalderen domineret egnen fra sin 53 m høje bakkeknold. Fra toppen af bakkedraget er der udsigt mod alle verdenshjørner. Børglums beskedne park rummer rester af et barokanlæg fra Thurahs ejertid med alleer og trimmede lindetræer. Et gammelt æbletræ stammer muligvis fra munkenes klosterhave.

På den brolagte gårdsplads markerer stenlagte rektangulære firkanter de tidligere munkebegravelser; og trods ombygningerne i baroktiden kan man godt fornemme den hedengangene klosterånd, når man betræder den stemningsfulde gårdsplads.

VIGTIGE ÅRSTAL

1086 Knud 2., den Hellige angribes af oprørske vendelboer på kongsgården ved Børglum.

Ca. 1220 Børglum Kloster grundlægges af præmonstratenser-ordenen, og bispesædet oprettes.

1536 Kronen konfiskerer kirkegodset.

1750 Hofbygmester Laurids de Thurah overtager Børglum ved giftermål med arvingen til Børglum Marie Kiærskiold.

1835 Rottbøllslægten erhverver Børglum.

Børglum Klosterkirke er præget af ombygninger i 1700-tallet. Korpartiets pompøse altertavle i barokstil er opsat omkring 1730.

1700-tallets store arkitekt, Laurids de Thurah, giftede sig i 1750 til Børglum, som han i de følgende år lod ombygge. Johan H6rners maleri af den statelige bygmester på karrierens højdepunkt i midten af 1700tallet hænger på Frederiksborg.

BREVBOMBEN PÅ BØRGLUM

Oberstløjtnant Jens de Poulson, der i 1756 overtog Børglum efter Laurids de Thurah, var kendt som en dygtig og effektiv landmand. Hans effektivitet kom dog særligt til udtryk, når det gjaldt om at få godsets dorske fæstebønder til at betale landgilde og udføre landarbejde for godsejeren. Poulson blev snart berygtet som bondeplager, og han nyder den tvivlsomme ære at være den første person i Danmarkshistorien, der blev udsat for en brevbombe. En utilfreds fæstebonde, Hejle Andersen, sendte i 1764 en pakke til godsejeren indeholdende en »helvedesmaskine«. Poulson slap dog fra attentatet med forbrændinger og en slem forskrækkelse. Hejle Andersen blev dødsdømt, men flygtede inden fuldbyrdelsen af dommen. Jens de Poulson afhændede Børglum i 1770.

• Historie

En af de mest dramatiske begivenheder i vor tidlige middelalder tog sin begyndelse på kongsgården Børglum: Man kan endda hævde, at vikingetiden sluttede her, da kong Knud (den Hellige) i sommeren 1086 opholdt sig på Børglum for at inddrive skatter og samle sin hær til et fornyet angreb på det England, Danmark havde hersket over i begyndelsen af århundredet. I stedet gjorde vendelboere, der, som Saxo skriver, »mente, at deres frihed udelukkende beroede på deres våben«, oprør mod kongen. Børglum blev ødelagt, og samme skæbne overgik den befæstede kongsgård ved overgangsstedet over Limfjorden, Aggersborg.

Mens en del af Knuds mænd blev nedkæmpet ved Aggersborg, lykkedes det kongen at flygte til Viborg. Også Viborg måtte han rømme, hvorefter han fra det sønderjyske satte over til Fyn med oprørerne i hælene. I Odense blev han indhentet og sammen med broderen Benedikt og sine mænd nedslagtet i og omkring St. Albani Kirke i Odense. Den sidste vikingekonge, Knud 2., blev snart ved dygtige munkes hjælp til Knud den Hellige.

Kun 50 år senere var kongsgården blevet til et bispesæde . Det nordenfjordske bispedømme, Jyllands fjerde, blev oprindeligt placeret i Vestervig. Men formentlig af rent afstandsmæssige årsager flyttet til Børglum mellem 1134 og 1139. Børglums første biskop lød det hedenske navn Sølve, der dog i kristen terminologi kunne oversættes til Sylvester.

En domkirke i et så afsides område som det nordvestlige Vendsyssel må have haft trange kår i begyndelsen. Modsat de øvrige danske bispedømmer i købstæderne lå Børglum som en kristen ø i et åbent landskab. Det

må være ønsket om et kollegialt samspil, der har fået biskopperne til allerede i slutningen af 1100-tallet at virke for et kloster. Klostret blev dog først grundlagt omkring 1215 af præmonstratensere fra moderklostret Steinfeld ved Rhinen. »De hvide brødre« med deres hvide ulddragter fik i 1422 en særlig pavelig tilladelse til at måtte bære skulderkrave med hætte på grund af klostrets udsatte beliggenhed.

Det ansete kloster samlede sig et ganske betydeligt jordegods. De sidste biskopper på Børglum før reformationen var de berygtede godssamlere og levemænd Niels Stygge Rosenkrantz, biskop 1486-1519, og hans efterfølger Stygge Krumpen indtil 1536. Ved klosterets og bispedømmets afvikling under reformationen inddroges næsten 50 hovedgårde, der tidligere havde tilhørt Børglum, under kronen.

Børglum, der allerede i 1400-tallet havde opnået status som et selvstændigt len, fortsatte som et kongeligt administrationscenter efter 1536. Bortset fra kirken, som lensmanden Godslev Budde indskrænkede og restaurerede omkring 1600, forfaldt de gamle klosterbygninger mere og mere. I 1665 lød det, at taget var så utæt, at man ikke kunne henstille en tønde korn nogetsteds, uden den blev ødelagt.

I 1716 afhændede kongehuset Børglum, der kort efter blev overtaget af den hårde ridefoged fra Dronninglund Fe Kjær, siden adlet Kiærskiold. Under ham begyndte ombygningen af Børglum. Efter hans og hustruens død i henholdsvis 1738 og 1740 arvedes godset af datteren Marie, der i sit andet ægteskab 1750 blev gift med den fremtrædende arkitekt, hofbygmesteren Laurids de Thurah. Thurah drog samme år i selvvalgt eksil i Nordjylland, mens konkurrenten Eigtved fortsatte byggeriet for kongehuset i København. Ved Eigtveds død 1754 blev Thurah imidlertid kaldt tilbage til hovedstaden og genindsat i sine offentlige embeder. Forinden havde han dog fuldstændigt ændret det gamle klosters profil til et massivt barokanlæg, som han afhændede i 1756.

I 1835 blev Børglum solgt på auktion for 182.000 rd. til juristen, senere medlem af stænderforsamlingen Chr. Michael Rottbøll, hvis slægt fortsat ejer Børglum.

Ved Børglum Kirkes østgavl er begravet frihedskæmperen Christian Michael Rottbøll, der som en af de første faldt i frihedskampen allerede i 1942. Som officer var Rottbøll den første danske leder for SFO i London. Han blev nedkastet over Jylland i 1942, men kort efter dræbt i en ildkamp med det danske politi, der søgte at arrestere ham.