Lilleborg
• Bornholm, 14 km øst for Rønne
• Adresse: Segenvej 48, 3720 Aakirkeby
• Adgang til ruiner i Almindingen
• Opført i midten af 1100-tallet. Ødelagt 1259
Lilleborg var kongemagtens modstykke til den stærke
bispeborg ved Hammerknuden, Hammershus. Alene tilnavnet vidner om et borganlæg,
der har måttet indrette sig efter »storebror«. Borgen er formentlig grundlagt
af Valdemar den Store i midten af 1100-tallet. Borgen tjente sammen med de
nyopførte rundkirker til beskyttelse af øen mod de imperialistiske vendere syd
for Østersøen.
Siden blev ærkebiskoppen den dominerende jordbesidder på
Bornholm. Kongeborgen i Almindingen blev ødelagt i 1259 af den kristne vendiske
fyrste Jaromir (eller Jarmer). Denne havde allieret sig med kirken i
bestræbelserne på at fjerne kongemagten fra den sydøstlige del af Østersøen.
Kongens borg blev fuldstændigt jævnet med jorden. Jaromirs allierede var
ridderen Andreas Erlandsen, en bror til den magtfulde ærkebiskop Jacob
Erlandsen. Endnu i 1250'erne indledtes opførelsen af bispens Hammerhus.
Kongemagtens dage på Bornholm var talte.
Lilleborgs ydre murværk er nogenlunde velbevaret. Strukturen
kan anes, ligesom fundamenterne til det kvadratiske porttårn og de sydvendte
økonomibygninger tydeligt spores. Mod nordøst ses endvidere fundamenter af et
dobbeltmurværk og andre vanskeligt identificerbare bygninger.
Lilleborg er en bornholmsk borgruin beliggende midt i Almindingen.
Lilleborg er hovedsagelig bygget af kampestenskvadre og
ligger på en 16 meter høj klippeknude omgivet af den nu delvis udtørrede Borresø.
Borgen var omgivet af en svær mur, hvoraf rester ses endnu, og ligeledes er
tårnets nederste del bevaret samt fundamenter af andre bygninger.
Historie
Da den danske konge Svend Grathe i 1149 afgav de tre andre
herreder (Nørre, Øster og Sønder Herred) til kirken, beholdt han Vester Herred
med Rønne og Gamleborg i Almindingen.
Der vides meget lidt om borgens tilblivelseshistorie, borgen
antages at være blevet bygget omkring 1190 under kong Knud 6. til erstatning
for det efterhånden forældede Gamleborg. Den var det kongelige modstykke til
ærkebispens borg Hammershus og menes at være stormet og ødelagt i 1259 af
ærkebiskop Jakob Erlandsens forbundsfælle fyrst Jaromar af Rügen.