Skalmuring: Murværk, muret uden om en kerne af andet murværk
(fx grove marksten eller blot ældre murværk). Anvendes også uden på
bindingsværk.
Skalmuring er en fornyelse af en murs ydre skal – oftest ved
at lægge et nyt lag (tyndere) sten uden på det eksisterende. Har ofte været
anvendt på bindingsværkshuse samt for at udbedre skader på blødere stenarter, fx
på Ribe Domkirke, hvor den porøse tufsten i facaderne på grund af forvitring
blev skalmuret med mursten. I det almindelige byggeri er skalmuring en meget
anvendt metode for renovering af nedbrudte facader. Ved restaureringsarbejder
er skalmuring i dag bandlyst, men var tidligere meget anvendte. Uheldige
eksempler på brug af skalmuring på ældre bygninger er restaureringerne af Thorsager
Rundkirke i 1877 og Børsen i 1883.
Skalmuring bruges også til udvendig isolering af murede huse
– Den udvendige isolering er anset for at være den mest effektive efterisoleringsmetode,
der samtidig løser problemer med kuldebroer bedst og dermed forbedrer
indeklimaet, fordi risikoen for skimmelvækst reduceres.