Intarsia: Indlagt arbejde. Dekoration af bygningsdele eller
møbler, hvor der i hovedmaterialet er indlagt sten eller træ i afvigende farver
som dekoration. Fx gult rosentræ indlagt i rødbrun mahogni, eller hvid
marmor indlagt i sort marmor.
Intarsia er betegnelsen på udsmykning lavet som en mosaik,
oftest af små stykker af forskelligtfarvet træ, der er indlagt i en overflade,
så der dannes mønstre eller billeder på vægpaneler, møbler osv. Intarsia var
især populært under renæssancen. Ud over træ kan der også anvendes marmor,
metaller, elfenben, tak, perlemor og andre materialer.
I sin simpleste form laves intarsia med en dekupørsav, og
følgende fremgangsmåde kan bruges allerede i skolens sløjdundervisning: Læg to
tynde finérstykker af forskellig farve oven på hinanden og udsav en figur
gennem begge lag. Figuren af den ene farve finér limes sammen med baggrunden af
den anden farve finér på en overflade, f.eks. et æskelåg. Tilbage bliver det
omvendte billede, som kan bruges til endnu en æske. Der bliver en smule
savspor, der skal dækkes, og det gøres med en blanding af lim og savsmuld fra
udsavningen. Begynd med meget enkle figurer.