Fundats er fra latin fundatio 'grundlæggelse', afledt af
fundare, afledt af fundus 'bund, grund' beslægtet med fond, fundament, fundere
En fundats er et oprettelsesdokument for et legat eller en
fond. Dokumentet kaldes nogle gange en vedtægt og dokumentet skal beskrive en
række regler for legatet/fonden. Fx hvad midlerne/kapitalen skal bruges til.
Jf. lov om fonde og visse foreninger, skal en vedtægt
indeholde følgende:
• fondens navn,
• den kommune her i landet, hvor fonden skal have sit
hjemsted (hovedkontor),
• fondens formål,
• størrelsen af fondens aktiver og egenkapital ved
oprettelsen,
• eventuelle særlige rettigheder eller fordele, der er
tillagt stiftere eller andre,
• antallet af bestyrelsesmedlemmer, og hvorledes de udpeges,
• regnskabsaflæggelse, herunder regnskabsåret,
• anvendelse af overskud.