- Lolland, Falster og Møn
Lolland-Falster er det danske riges gamle grænseland mod
sydøst. I vikingetiden var øerne ombejlede høvdingedomæner. Stednavne som
Korselitse på Falster og Tillitse, Kuditse og Vindeby (= Venderby) på Lolland
vidner om en vendisk kolonisation fra sydøst. Det er faktisk uklart, hvornår de
to store øer kom med i det af Harald Blåtand i 900-tallet samlede rige. I den
tidlige middelalder holdt såvel kongen som kirken repræsenteret af bispen en
bemærkelsesværdig lav profil på Sydhavsøerne, som de også kaldes. Kirker blev
der nok bygget, endda i stort tal, men de blev opført af stormændene i
tilknytning til deres gårde. De fede jorder kunne ernære en relativ stor
befolkning.
Først da Valdemar Sejr i 1230'erne efter tysk feudalt
forbillede opdelte riget i fyrstelen, fik øerne en mere synlig rolle i
Danmarkshistorien. Christoffer, Valdemars yngste søn, fik tildelt
Lolland-Falster som hertugdømme. Hans ældre bror Abel fik Slesvig, og den
ældste Erik blev konge efter faderen i 1241. Hermed begyndte en 600 år lang
kamp om hertugdømmet Sønderjylland. Lolland-Falster kunne det været gået på
samme vis, hvis ikke netop Christoffer til sidst endte på tronen som
Christoffer 1 Dermed kom Christoffers slægt til at føre kongedømmet videre, og
Sydhavsøerne blev en fast bestanddel af riget.
De kongelige hovedborge, sæder for lensmændene, var Ålholm
ved Nysted og Ravnsborg på det nordvestlige Lolland. På Falster var Stadager og
siden Nykøbings borg sæde for lensmanden. Bortset fra et kort mellemspil under
Christoffer 2.'s uheldige regeringstid 1320-32 opholdt kongerne sig dog
sjældent på Lolland.
Stormændenes herregårde på Lolland-Falster lå tæt i
middelalderen, så tæt at godsejerne på Lolland i 1446 kunne fastsætte deres
egen »Lex Lolland Lollands Vilkår« over for såvel konge som undergivne. 1500-tallet
med reformation og renæssance blev da også for Lollands vedkommende adelens
storhedstid. Et forhold der den dag i dag afspejler sig i Lollands mange
herregårde.
Derimod indgik Falster i det kongelige domæne.
Enkedronninger og tronfølgere blev anbragt på Nykøbing Slot og tildelt
indtægterne af øen. Væk var middelalderens herregårde og herremænd. Krongodset
blev i 1719 til ryttergods. Med landboreformerne fulgte ryttergodsets
privatisering. Samtlige godser på Falster, Korselitse, Valnæsgård og Vennerslund,
er oprettet efter auktionen over det falsterske ryttergods i 1766. Hermed
sluttede også kongemagtens korte tilstedeværelse på Falster. Nykøbings smukke
renæssanceslot blev nedrevet i 1767, og af Chr. 4.'s lille jagtslot ved Bønnet
på Nordfalster er alene nogle sørgelige ruiner tilbage. De tre ovennævnte
herregårde repræsenterer hver sin tid: Korselitse er et smukt eksempel på
arkitekten Andreas Kirkerups stilsikre klassicisme, Vennerslund et fornemt
empirehus fra 1845, og Valnæsgård fra 1910 er et heldigt eksempel på »Bedre
Byggeskiks« gavnlige indflydelse på det moderne herregårdsbyggeri.
På Møn er historien den samme. Øen hørte fra gammel tid til
kronens besiddelser styret fra borgen i Stege. Efter ødelæggelsen af den stærke
fæstning under grevens fejde blev slottet i Elmelunde i stedet sæde for kongens
repræsentant på øen. Blandt disse Leonora Christine og Corfits Ulfeldt i
1630'erne. Ægteparret har i kongens navn sat sig mange varige spor i Møns
kirker I 1719 blev hele øen udlagt som ryttergods, og hele herligheden blev
afhændet ved landboreformernes store privatiseringsbølge. Således opstod de
nuværende godser Liselund,
Klintholm og Marienborg i årene efter auktionen over det
mønske ryttergods i 1769. Liselund fra 1790' erne er Andreas Kirkerups
mesterstykke, Klintholm et godt eksempel på blandingen af empiretid med den
historiske stilforvirrings gennembrud. Det sidste gjaldt i endnu højere grad
Marienborg, men her rev man for en sikkerheds skyld hovedbygningen ned i 1984.
Lolland kom på anden vis til at mærke landboreformerne. Fra
sit grevskab på Christianssæde med det tilhørende Pederstrup var C.D.J.
Reventlow en af hoved mændene bag moderniseringen af det danske landbrug. Det
fik selvsagt også betydning for nabogodsejerne på Lolland. Reformerne blev
forholdsvis hurtigt sat i gang på den velstående ø: Udskiftning, udflytning og
selveje var stort set gennemført før 1800. I længden var der dog ikke plads til
så mange selvstændige brug på de fede lollandske jorder, og øen oplevede i
anden halvdel af 1800-tallet en kolossal udvandring til Nordamerika.
Paradoksalt nok samtidig med at den anden moderniseringsbølge,
sukkerroeeventyret, slog igennem. Det betød omkring århundredskiftet en ny
indvandring til Lolland af polske og svenske landarbejdere. En af grundene til
udvandringen var de store godskoncentrationer. Der var nok arbejde, men få
muligheder for at få »foden under eget bord«.
Der er fortsat forholdsvis mange store godskoncentrationer
på Lolland: Knuthenborg, Halsted Kloster og Krenkerup er således på over 2.000
ha hver, mens godserne Berritsgård/Orebygård, Engestofte/Søholt og Lungholms
hver råder over landbrugsarealer på et godt stykke over 1000 ha. Omvendt på
Falster, og betinget af de historiske forhold er godserne her med en enkelt markant
undtagelse på under 1.000 ha. Kun Korselitse, der er organiseret som et
fideikommis, er større, men så er godset med sine næsten 2.800 ha også
Sydhavsøernes største gods.
Stilhistorisk repræsenterer Lollands herregårde hele
spektret i Danmarks borg- og herregårdshistorie. Ålholm er trods den hårdhændede
»restaurering« i 1889 stadig en af Danmarks bedste middelalderborge.
Med lidt god vilje kan man også placere Rudbjerggård og
Krenkerup i middelalderen. Rudbjerggård, der rejser sig på et middelalderligt
voldsted, er Lollands eneste bindingsværksherregård, og Krenkerup fremtræder
som et gotisk borganlæg.
Lolland ejer flere herregårdsanlæg fra renæssancetiden.
Berritsgård skiller sig her ud som en af landets skønneste renæssancebygninger
i den stil, der er betegnet som nederlandsk renæssance. Endelig må man også
placere Krenkerups firfløjede anlæg opført over perioden 1500-1631 i
renæssancetiden. Krenkerup er den lollandske repræsentant for den særegne
danske arkitekturstil fra overgangstiden mellem middelalder og renæssance, som
kan benævnes gotisk-renæssance.
Fra barokken er Christianssæde opført i 1690 en fin
repræsentant for den tidlige barokstil. Fra samme tid stammer den unikke lille
herregård Bramsløkke. Frederiksdal på det nordvestlige Lolland er opført 1756 i
en rokokostil, der minder påfaldende om Lundsgård på Nordøstfyn. Endelig skal
Kærstrups vanskeligt rubricerbare hovedbygning nævnes. Den er opført på et
ældre voldsted i 1765.
En hel del af Lollands herregårdsbygninger stammer fra
klassicismens epoke, men alene Engestofte på nordsiden af Maribo Sø, opført så
sent som 1805-07, fremtræder som en rendyrket klassisk udformet bygning. Til
empiretiden hører Pederstrup, opført i årene 1813 til 1822 af arkitekten C.J.
Hansen.
Man kan uden videre fastslå, at kvantitativt dominerer
historicismen det lollandske herregårdsbyggeri. Adskillige af hovedbygningerne
er opført fra grunden i stilforvirringens periode. Det gælder således Fuglsang
i nygotik (1868-69), Knuthenborgs herregårdsbygninger i engelsk gotik
(1865-85), Orebygård i renæssancestil (1872-74) og Sædingegård i tyskinspireret
borgstil (1881). Dertil kommer de delvise ombygninger af Søholts og Ålholms
hovedbygninger i henholdsvis 1853 og 1889. Endelig er hovedbygningerne på
Lungholm (1853-56) og Halsted (1847-49) opført i nygotisk stil i tilslutning
til gamle, fornemme sidefløje fra renæssancen.
Som det fremgår af oversigten er Pederstrup øernes eneste
herregårdsmuseum i form af det fremragende museum for statsmanden C.D.F.
Reventlow. I tilknytning til Ålholm, der indtil for nylig var åben for
offentligheden, findes det store Automobilmuseum. Endelig har Lolland-Falsters
Museum i Maribo indrettet Højbygårds Polakkaserne til et mindesmærke for
polakkernes indsats i de lollandske roemarker.
Over halvdelen af de beskrevne herregårde har helt eller
delvist åbnet deres parker for offentligheden. Knuthenborg Dyrepark er en af
Lollands største attraktioner. Men fire andre parker på Lolland hører til denne
øs seværdigheder: Landets ældst bevarede herregårdspark i barokstil findes på
det skønt beliggende Søholt ved Maribo Sø. Frederiksdal på det vestligste
Lolland er omgivet af en storslået landskabshave med en særlig indrettet
naturudstilling. Til Pederstrup hører en smuk landskabelig have, og endelig er
der Fuglsangs dejlige park med en lang række sjældne, eksotiske træer og buske.
På Møn er Liselunds og Marienborgs smukke landskabshaver offentligt
tilgængelige.
Når det gælder herregårdens omgivende natur, skal her særlig
fremhæves fjordlandskabet ved Orebygård ved Sakskøbing Fjord, Sølandskabet ved
Engestofte og Søholt øst for Maribo, og Lollands største skov nord for
Christianssæde på Midtlolland. Og på Falster: 0stersøkysten med Generalens
Lysthus ved Korselitse, Resle Skov ved Valnæsgård på Nordfalster og egnen
omkring Vennerslund med Stadager Kirke og Guldborg Sund. Endelig er landskabet
med Møns Klint ved Liselund helt unikt.
