● Region Sjælland - Kalundborg Kommune
● Nykøbingvej 59, 4591 Føllenslev. 61 36 57 36.
egemarke@egemarke.dk - egemarke.dk
● Ejer: Claus Lohmann Poulsen
● Kan ses fra vej
● 459 ha landbrugsdrift/skovbrug
● Opført 1880-84. Forbindelser: Algestrup - Selchausdal
Ligesom en række af Danmarks herregårde er Egemarke rejst på
en tidligere landsbys grund af samme navn. Egemarkes første ejer blev frataget
sine titler pga. embedssvindel. Den nuværende hovedbygning opførtes 1880 på
resterne af en tidligere hovedbygning fra 1826.
Hovedbygning
I første halvdel af 1800-tallet var bygningerne på Egemarke
nye og gode, dels af grundmur og dels af bindingsværk, men de udgjorde ikke en
egentlig hovedbygning.
I 1880-84 blev en ny hovedbygning opført på Egemarke af
Christian Emil Grüner under udnyttelse af en ældre bygning fra 1826. Bygningen,
som stadig eksisterer i 2013, er en toetagers hvidkalket bygning med kamtakkede
tværgavle og tegltag. På midten findes et tre-etagers parti forsynet med
kamtakkede gavle. Den rummer en stor, herskabelig bolig. Hovedbygningen er ikke
fredet.
Andre bygninger
I 1826 bestod Egemarkes avlsbygning af bindingsværk.
Omkring 1948 blev avlsbygningerne forbedret ved Uldall-Ekman
og Peter Brogaard. Avlsgårdens bygninger er solide, grundmurede huse med fast
tag. I 1949 byggedes en ny lade, der rummer maskinhus med
gitterspærskonstruktion. Et siloanlæg til kostalden opførtes i 1951.
I 2009 blev der bygget tre nye siloer på den plads, hvor en
gammel trælade stod. Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
I første halvdel af 1800-tallet hørte der en syv tdr. land
stor have med frugttræer til Egemarke.
Historie
Egemarke var i 1688 en nordvestsjællandsk landsby med ni
gårde. Omkring 1700 blev landsbyen nedbrudt og en hovedgård oprettet på
jorderne af højesteretsassessor Brostrup Albertin. Albertin var af en norsk
slægt og fik høje embedstitler i Danmark. I 1716 blev han dog frataget disse på
grund af "urigtige Rapporter". Han ejede både herregården Gundetvad
(senere Selchausdal) og Egemarke frem til 1710.
Friderich Christian von Adeler fik i 1711 skøde på Egemarke.
Han var blandt landets største godsejere og ejede bl.a. Adelersborg (nuv.
Dragsholm Slot) samt norske besiddelser. Adeler efterlod sig i 1726 fire
arvinger, hvoraf Friderich Adeler blev eneejer af Egemarke i 1728. På dette
tidspunkt var Egemarkes hovedgårdstakst på 88 tdr. hartkorn, og herregården var
da en smule større end den gennemsnitlige danske herregård. I 1759 overdrog
Adeler herregårdene Egemarke og Algestrup til sin svigersøn, general Helmuth
Gotthardt von Barner. De to herregårde fortsatte med at være under samme ejere
indtil 1842.
Barner var stamfar til den danske gren af slægten Barner.
Han tjente i den danske hær, hvor han inden sin død steg til graden
generalmajor. Hans anden hustru, Henriette Margrethe Lente-Adeler, beholdt
Egemarke efter Barners død. Parrets søn, Leopold Theodor von Barner, arvede
gården i 1785.
I 1809 blev Egemarke solgt til grosserer Johannes Schartau,
som dog gik fallit i 1823. Ved tre auktioner i 1823 blev Egemarke forgæves søgt
bortauktioneret. Ved en fjerde auktion blev kammeradvokat Schønheyder den
højstbydende, hvorefter han erklærede, at han havde budt for landets konge,
Frederik VI (1768-1839).
Kronen, dvs. den danske stat, ejede Egemarke i 19 år, indtil
Christian Emil Grüner købte gården ved auktion. Grüner ejede Egemarke i mere
end 50 år, og han opførte den hovedbygning, som stadig eksisterer i 2013. Ved
Grüners død i 1900 overtog enken, Ludvigne Grüner, Egemarke. Ved hendes
død i 1901 overgik ejerskabet af gården til hendes umyndige barnebarn,
Christian Emil Georg Gustav Grüner, og blev derfor i en årrække bestyret af en
værge.
I 1948 købte Aage Lohmann Poulsen Egemarke og i 1960
nabogården Særslevgaard. Egemarke har siden da været i denne families eje. Ove
Lohmann Poulsen overtog gården i 1978, hvorefter han omlagde driften til
svineavl samt udvidede gårdens areal med Bjergagergård (1983) samt Guldager
(1996).
Ejere af Egemarke
(1700-1710) Brostrup Albertin
(1710-1711) Jens Hellegaard
(1711-1726) Friderich Christian von Adeler
(1726-1728) Arvinger efter Friderich
Christian von Adeler
(1728-1759) Friderich Adeler
(1759-1775) Helmuth Gotthardt von Barner
(1775-1782) Henriette Margrethe
Lente-Adeler, gift von Barner
(1782-1809) Leopold Theodor von Barner
(1809-1809)
Regitze Sophie Krabbe, gift von Barner
(1809-1823) Johannes Schartau
(1823-1842) Staten
(1842-1894) Christian Emil Grüner
(1894-1901) Ludvigne Grüner
(1901-1948) Christian Emil Georg Gustav
Grüner
(1948-1978) Aage Lohmann Poulsen
(1978-2007) Ove Lohmann Poulsen
(2007-20xx) Claus Lohmann Poulsen