Ødemark var ejet af Sorø Kloster helt op til reformationen i
1536, hvor klostrets gods blev inddraget under Kronen.
I 1744 oprettedes Ødemark Hospital af Elisabeth Bruun.
Hospitalet, dvs. et fattighus, gav husly og brændsel til fem fattige fra godset
og de nærliggende sogne.
Ødemarks hovedbygning er et tofløjet, nyklassicistisk anlæg
opført i 1880
Ødemark Gods
Ødemarksvej 3
4190 Munke Bjergby
Region Sjælland - Sorø kommune
Offentlig adgang: Godset er ikke åbent for besøgende, men
den istandsatte HESTESTALD udlejes til events, selskaber, jagtselskaber mm.
Ejer: Lars Kronshage
www.oedemark.dk
Telefon 40 75 35 35
E-mail lk@oedemark.dk
Godsets størrelse: 364,4 ha med Herrestrupgård.
Godset primære drift består af landbrug, udlejning
af ejendomme, skovbrug, jagt og vindmølledrift.
Hovedbygningen
Da Julius Petersen i 1871 overtog Ødemark, opførte han en ny
hovedbygning ved arkitekt Hans I. Holm. Bygningens hovedfløj i to etager var
sammenbygget med den mindre sidefløj i en etage.
Fra 1935-1936 foretog Herman Friedrich Acker en
gennemgribende ombygning, hvor sidefløjen blev revet ned og genopført i to
etager. Ombygningen blev udført ved arkitekt Tyge Hvass og hovedbygningen
fremstår i dag som en hvidkalket bygning i palæstil.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Avlsgården brændte i 1932, hvorefter Julius Petersen opførte
ny kostald og lade. Avlsgården står i dag som en trefløjet bygning i grundmur.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
En lindeallé fører fra Holbæk-Slagelse-vejen op mod gården.
Til gården hører en stor have med en dam og en bro. Gården ligger tæt forbundet
med skovpartiet både mod nordvest og nord, herunder Svineskoven, Østerskoven og
Kildeskoven. Ved Ødemark ligger der desuden en langdysse med to kamre.
Ejerhistorie
Ødemark tilhørte i 1200-tallet Sorø Kloster. I 1280 førte
brødrene Tyge og Stig Jurissøn en ejerskabsstrid mod Sorø Kloster, men klostret
vandt den testamentariske ret til gården.
Ved indførelsen af reformationen i 1536 var en af
bestemmelserne, at klostrene skulle nedlægges og ikke længere kunne eje gods.
Sorø Kloster blev nedlagt, og dets tilhørende gods blev overdraget til Kronen.
Ødemark fortsatte som almindelig fæstegård under Kronen.
I 1664 overdrog Frederik III (1609 - 1670) gården Ødemark
til Jens Lassen, der var admiralitetsråd. Jens Lassen startede sin karriere
inden for militæret, hvor han deltog i Svenskekrigene, men blev 1661
landsdommer på Fyn og assessor i højesteret. Jens Lassen fik desuden samlet en
større formue gennem handel og leverancer til Kronen. Jens Lassen havde dog
svært ved at styre økonomien og blev derfor nødt til at sælge gården.
Ødemark blev overtaget af enken Ingeborg Boyesen, der i 1674
solgte gården til Jochum Freder Weffwerling. I den efterfølgende tid fik
Ødemark mange forskellige ejere, der kun beholdt gården i en kort periode. På
dette tidspunkt var Ødemark fortsat en almindelig bondegård og havde således
ikke hovedgårdsfriheder.
I 1718 kom Ødemark igen under Kronen, men Christian VI (1699
- 1746) overdrog senere gården til Urban Bruun. Urban Bruun, der var etatsråd
og en velhavende mand, døde i 1742 og blev begravet i en marmorkiste i
gravkapellet i Sorterup kirke. Hans enke, Elisabeth Bruun, blev siddende som
Ødemarks ejer og oprettede Ødemark Hospital i 1744. Hospitalet sørgede for
husly og brændsel til fem fattige fra enten Ødemark gods eller Ottestrup og
Sorterup sogne.
I mellemtiden var gården blevet etableret som herregård, men
stadig i 1774 havde gården blot 17 tønder hartkorn hovedgårdsjord og kaldtes en
'ufri herregård' uden de privilegier, bl.a. skattefrihed, som fulgte en såkaldt
'komplet herregård'.
Da Elisabeth Bruun solgte gården, kom Ødemark igen ind i en
periode med hyppigt skiftende ejere. I 1796 købte Valentin Hansen gården og
foretog en større forbedring af driften. Han kunne derfor sælge Ødemark til
Hans Rudolph Grabow Juel med et stort overskud i 1805.
Hans Rudolph Grabow Juel døde i 1818, hvorefter enken
Franciska Hieronyma overtog gården. I 1821 blev Ødemark arvet af sønnen Niels
Frederik Grabow Juel, der dog få år senere solgte den til H.J. Petersen.
Ødemark forblev i familien Petersens ejerskab helt op til 1935, hvor gården
blev solgt til Herman Freidrich Acker. I 1947 blev Ødemark købt af Helge de
Plessis de Richelieu, der dog få år senere videresolgte gården til Statens
Jordlovsudvalg. Året efter blev Ødemark købt af ægteparret O. og Erna
Friis.
Siden 2005 har Ødemark været ejet af Lars Kronshage. Gården
drives som en alsidig virksomhed med land- og skovbrug, boligudlejning samt
udlejning af selskabslokaler i en nedlagt hestestald.
Ejerrække
(før 1280) Kronen
(1280-1536) Sorø Kloster
(1536-1664) Kronen
(1664-1674) Jens Lassen
(1674-1718) Forskellige ejere
(1718-1731) Kronen
(1731-1742) Urban Jacobsen Bruun
(1742-1744) Elisabeth Steen gift Bruun
(1744-1738) Forskellige ejere
(1783-1791) Adam Gottlob Severin Kraft
(1791-1796) Forskellige ejere
(1796-1805) Valentin Hansen
(1805-1826) Hans Frederik Rudolph Grabow Juel
(1826-1846) Hannibal Julius Petersen
(1846-1871) Peter Julius August Petersen
(1871-1910) Julius A. Petersen
(1910-1935) Ejnar Julius Petersen
(1935-1947) Herman Friedrich Acker
(1947-1953) Helge du Plessis de Richelieu
(1953-1954) Statens Jordlovsudvalg
(1954-1967) O. Friis / Erna Friis
(1967-1977) Svend Holst Frederiksen
(1977-1987) Karin Holst
(1987-1994) Tage Hvid Petersen
(1994-1999) Arne Sejrsgaard-Jacobsen
(1999-2005) Hans Peter Egeskov / Else Marie Egeskov
(2005-20xx) Lars Kronshage
Ødemark er en gammel gård, som nævnes første gang i 1280. I
gamle dage hed gården Øthemark. Gården ligger i Bromme Sogn i Sorø Kommune. Hovedbygningen
er opført i 1880 af arkitekt Hans J. Holm og ombygget i 1935-36 ved arkitekt Tyge
Hvass.