Logo

Nakkebølle

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Nakkebølle

 

• Region Syddanmark. Sydfyn, Fåborg-Midtfyn Kommune, ved Åstrup, 7 km øst for Fåborg

• Adresse: Sanatorievej 16, 5600 Faaborg. Telefon: 42 76 85 86

• Ingen offentlig adgang - Til salg for 80 mill.

• Godsejer Mads Flemming Stevnhoved

• 254 ha

• Opført 1559. Delvis ombygget omkring 1700. Restaureret i 1870'erne, 1908 og 1955

 

Nakkebølle hører til gruppen af fornemme sydfynske renæssancegårde opført i midten af 1500-tallet. Gården blev delvis ombygget i barokstil i begyndelsen af 1100-tallet. men hovedbygningens sydvendte facade hører til blandt Fyns bedste renæssancebygningsværker. Den påfaldende lighed mellem Egeskov og Nakkebølle tyder på, at bygmesteren er den samme på de to sydfynske herregårde.

 

 



Nakkebølle

 

• Bygningen

Nakkebølle er som de fleste andre danske herregårde anlagt diskret tilbagetrukket fra landevejen og omgivet af herregårdsmarker, enge og avlsbygninger. Man kan sagtens færdes på landevejen ved Åstrup øst for Fåborg uden at opdage Nakkebølles gavle, der lige akkurat titter op over et beskyttende skovparti.

 

Nakkebølles trefløjede anlæg ligger på en oprindelig søholm, der mod syd og øst fremstår som et voldgravsanlæg. Adgangen til borggården foregår via en smal dæmning på det sted, hvor der tidligere var en vindebro og siden en kampestensbro. Fra gårdspladsen er der adgang til den nordvendte have og avlsbygningerne i nordøst.

 

Det sydvendte hovedhus er to etager højt under et rødt valmet tegltag. Sydfacaden ud mod voldgraven er opført i røde mursten, hvilende på en sokkel af svære tilhugne kampesten. Bygningen rejser sig direkte fra voldgraven med to fremskudte kvadratiske hjørnetårne, som afsluttes med sort tegltag og svungne gavle. To vandrette rundbuefriser afgrænser sydfacadens etageafsnit. Den nederste frise hviler på små sandstenskonsoller, øverste frise er udkraget med en sten fra muren med resterne af den oprindelige vægtergang ovenpå. Vægtergangen er erstattet af profilerede gesimser under tegltaget.

 

Nakkebølles kurvehanksbuede vinduesindfatninger og de fremspringende rundbuefriser minder om tilsvarende på Hesselagergård, Ørbæklunde og fremfor alt Egeskov. Bygherrerne på Egeskov og Nakkebølle var brødre, og meget tyder på, at de har benyttet samme arkitekt, Morten Bussen, på deres herregårdsbyggeri i 1550'erne.

 

Ved Nakkebølles ombygning til barokstil i begyndelsen af 1700-tallet blev det stejle sadeltag sænket og en symmetrisk anbragt trekantfronton tilføjet.

 

Nakkebølle

Nakkebølles portal er landets ældste og ofte oversete sandstensportal. Inskriptionen daterer den til 1559. Sandstensportalerne kom på mode i renæssancetiden inspireret af den nederlandske renæssance. Den tunge, jern bundne dør stammer formentlig også fra 1500-tallet.

 

I 1870' erne søgte arkitekten H.A. W Haugsted at føre sydfacaden tilbage til den »oprindelige« fremtoning, men med flittig brug af moderne byggematerialer. Haugsteds svungne gavle er en klar misforståelse, idet Nakkebølle tidligere havde runde vælske gavle af Hesselagergårdtypen. Det er dog prisværdigt, at man ved restaureringen lod nordsiden mod gårdspladsen beholde sin 1700-tals udformning. Det medfører en højst overraskende oplevelse, når man, efter at have passeret sydsidens renæssancefacade, betræder Nakkebølles gårdsplads og står over for et ganske anderledes nordvendt hus:

 

En hvidkalket bygning under et valmtag med sorte glaserede tegl og med et »tungt« firkantet trappetårn midt på huset. Hovedindgangen er i tårnets østside flankeret af en bemærkelsesværdig sandstensportal omkring en svær jernbeslået egetræsdør: To pilastre på sokkel og postament bærer bygherrernes våben (Brockenhuus og Bølle) og en trekantfronton, hvor to barneengle, putti'er, udfolder en skriftrulle, hvis inskription oplyser, at Jacob Brockenhuus lod denne bygning opføre i 1559.

 

De lave senere opførte sidefløje i henholdsvis bindingsværk (vest) og grundmur (øst) danner sammen med den sydvendte hovedbygning gårdspladsens ramme. Over for hovedbygningens imposante arkitektoniske udtryk syner sidefløjene ikke af meget.

 

• Interiør

Hovedbygningens ruminddeling virker oprindelig med sine store rum og korridor og forstue udgående fra det midtplacerede trappetårn. Stuklofter i rokoko og vægfelter med 1700-tals gobeliner beretter om Nakkebølles baroktid, mens riddersalen på øverste etage med sandstenskaminer i hver ende af salen og svage rester af kalkmalerier er et levn fra det oprindelige renæssancehus.

 

• Omgivelser

Som mange andre danske herregårde trykker Nakkebølle sig ned bag beskyttende store, gamle træer. Tårnene skimtes med lidt god vilje fra landevejen mod Fåborg. Men ellers er det de omgivende herregårdsmarker, som signalerer storlandbrug. En betydelig landbrugsbedrift med vægt på kvæghold.

 

Nakkebølle

 

VIGTIGE ÅRSTAL

1534 Middelalderborgen Nakkebølle ødelægges under den fynske bondeopstand i forbindelse med grevens fejde.

1547 Jacob Brockenhuus begynder opførelsen af det nuværende anlæg.

1563 Admiral Jacob Brockenhuus falder i svensk fangenskab.

1706 Børge Trolle overtager godset og ombygger hovedbygningen.

1732 Johan Lehn til Hvidkilde erhverver Nakkebølle.

 

• Historie

Yderst på et næs en nakke i den nuværende Nakkebølle Fjord på den såkaldte Herregårdsholm lå formentlig det ældste Nakkebølle, et borganlæg eller tårn fra 1200-tallet. Senere i middelalderen blev dette vanskeligt tilgængelige sted opgivet til fordel for en position længere inde i landet. Den første »Bølle« på middelalderborgen nævnes i 1463.

 

Mads Andersen Bølle. Borgen blev ødelagt under grevens fejde i 1530'erne. På det tidspunkt var Nakkebølle ejet af Claus Ravensberg, der var gift med Susanne Bølle. Han fik tilnavnet »Claus Slippeslot« under borgerkrigen, efter han i juli 1534 blev fanget af de oprørske fynboer og tvunget til at sværge troskab til Chr. 2. Som høvedsmand på Kalundborg Slot havde han ti år tidligere i 1520'erne overgivet dette slot til Chr. 2.'s hovedfjende Fr. 1. Efter Ravensbergs død i 1541 blev Susanne Bølle i 1547 gift med Jacob Brockenhuus fra Damsbo, og på samme tid begyndte genopførelsen af Nakkebølle.

 

De fynske Brockenhuuser gjorde sig bemærkede som kong Fr. 2.'s hærførere i Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570. Jacobs broder Frands Brockenhuus fra Egeskov havde nogen succes som rigsmarsk i krigens slutfase, men faldt ved Varberg i 1569. Admiral Jacob Brockenhuus kom ud af krigen i live, men uden ære. I krigens første slag ved Bornholm den 30. maj 1563 angreb han med tre skibe den svenske hovedflåde under Jacob Bagges ledelse. Ikke blot led søfartsnationen Danmark her et forsmædeligt nederlag, men Jacob Brockenhus blev taget til fange og siden i triumf ført igennem Stockholm sammen med 600 danske søfolk. Resten af krigen tilbragte han i svensk fangenskab.

 

Sønnen Eiler Brockenhuus arvede Nakkebølle i 1578. Eiler Brockenhuus var først gift med Berte Friis af den store fynske Friisslægt. Efter hendes død i 1582 indgik han i 1584 ægteskab med Anne Bille, med hvem han i et 18 år langt ægteskab avlede 17 børn, der dog alle døde ved fødslen eller som spæde. Det var i hekseprocessernes storhedstid omkring 1600. Den forsmåede adelige jomfru, Christence Kruckow, der havde tjent under Eiler Brockenhuus' første kone, blev sammen med to tjenestepiger anklaget for trolddom: Ved sort magi havde kvinderne »forhekset« ægtesengen. Flere kvinder fra egnen blev brændt på bålet, men adelsfrøkenen gik fri. Hun blev dog 20 år senere, i 1621, dømt til bålet og brændt for udøvelse af magi.

 

Eiler Brockenhuus døde i 1602. Hans enke var ikke mere svækket af de mange ulykkelige fødsler, end at hun overlevede ham med 38 år til 1640. I slutningen af 1600-tallet kom Nakkebølle i Troileslægtens eje. Børge Trolle af Brobygård ejede gården fra 1701 og gennemførte den omtalte ombygning af herregårdens hovedbygning. I 1729 gik han fallit, og få år senere blev Nakkebølle erhvervet af Johan Lehn til Hvidkilde. Herefter har Nakkebølle stort set uafbrudt været ejet af borgerlige slægter.

 

Nakkebølle er en herregård i Åstrup Sogn, Faaborg-Midtfyn Kommune. Historisk lå den i Sallinge Herred. Nakkebølle Gods drives som land- og skovbrug og er på 254 hektar, heraf ager 120, skov 20 og sø 110.

Nakkebølle nævnes første gang i 1200-tallet som voldstedet Herregårdsholmen i skoven Enemærket. Et nyt voldsted med et enkelthus i Hønsemose er fra 1300-tallet. Borgen blev ødelagt i 1534. Hovedbygningen er opført i 1559, ombygget i 1710 og igen i 1870'erne ved arkitekt H.A.W. Haugsted.

 

Ejere af Nakkebølle

(1200-1463) Ukendte ejere

(1463-1495) Mads Andersen Bølle

(1495-1505) Erik Madsen Bølle

(1505-1534) Eiler Eriksen Bølle

(1534-1534) Susanne Eilersdatter Bølle gift (1) Ravnsberg (2) Brockenhuus

(1534-1541) Claus Eriksen Ravnsberg

(1541-1547) Susanne Eilersdatter Bølle gift (1) Ravnsberg (2) Brockenhuus

(1547-1577) Jacob Mikkelsen Brockenhuus

(1577-1602) Eiler Jacobsen Brockenhuus

(1602-1620) Markvard Bille

(1620-1649) Eiler Bille

(1649-1654) Karen Markvardsdatter Bille gift Gjøe

(1654-1663) Niels Krabbe

(1663-1706) Herluf Trolle / Jørgen Monrad / Børge Trolle

(1706-1732) Børge Trolle

(1732-1740) Johan Lehn

(1740-1764) Johan Frederik Cicignon

(1764-1793) Sophie Amalie Sehested gift Cicignon

(1793-1793) Cathrine Elisabeth Johansdatter Cicignon gift Skeel

(1793-1798) Frederik Christian Skeel

(1798-1815) Cathrine Elisabeth Johansdatter Cicignon gift Skeel

(1815-1821) Christian Wamberg

(1821-1828) Gerhard Andreas van Deurs

(1828-1849) Hans Holsten

(1849-1879) Adam Christopher Holsten-Charisius

(1879-1906) Sophie Magdalene Adamsdatter Holsten-Carisius gift Berner

(1906-1923) Adam Christopher Berner-Schilden-Holsten

(1923-1940) Michael Møller

(1940-1950) Peder C. Olsen

(1950-1950) Den Danske Stat

(1950-1952) C. J. Rasmussen

(1952-1955) Svend V. Hansen

(1955-1970) Constantin Preben Philipsen

(1970-1998) Else Marie Petersen

(1998-20xx) Mads Flemming Stevnhoved

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

 

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 

Nakkebølle

 


 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,9 (34 stemmer)
Siden er blevet set 19.789 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1348017-10-2022 08:43:25 Michael
Det lader til at adressen til denne artikel om Nakkebølle er forkert. Efter min bedste overbevisning, er adressen: Østergyden 3A, 5600 Faaborg.
1342101-07-2022 19:37:23 Soeren.algreenussing@gmail.com
Jeg ville blot af med en bemærkning om at jeg havde fundet denne side, om Nakkebælle Gods, på kroneborg.dk, næsten festligt inspirerende, og god plus informativ. Mvh: www.SoerenAU.dk www.KompasDesign.IT

Afstemning
Regeringen, er der nogen der skal udskiftes?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her