Den første ejer, man er sikker på, har haft Mindstrup, er
Palle Splid Fasti i 1503.
Mindstrup indgik mellem 1759 og 1798 i stamhuset Mattrup
Hovedbygningen ligger på et anseligt voldsted, hvis
vandgrave endnu er bevarede i vest og øst.
Den nuværende hovedbygning er antageligvis opført omkring
1772 af Emanuel Thygesen.
Store Mindstrup
Mindstrup Skovvej 1
7173 Vonge
Region Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Vejle kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Nye ejere på vej
Godsets størrelse: 161,7 ha (bolig 292 m2)
Funktion: Landbrugsdrift/svineproduktion/skovbrug
Forbindelser: Mattrup
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning er et langt énetages hus, som
blev opført omkring 1772 af daværende ejer Emanuel Thygesen. Omkring 1810 blev
huset genopbygget i grundmur, og i 1870'erne gav Carl Ferdinand Seidelin det en
storstilet restaurering og tilføjede to nye fløje mod øst og vest i 1872 og
1874.
I en taksationsforretning fra 1879, hvor Carl Ferdinand
Seidelin forsøger at lægge sit lån om, bliver det beskrevet, hvor velholdt hans
gård er. Den ligger godt, og omgivelserne er pænt vedligeholdt. Borggårdens
hovedhus havde tegltag, og alt var indrettet til beboelse med ti tapetserede
værelser og tre på loftet, alle med kakkelovne, bræddeloft og bræddegulv. I alt
ti huse er med i beskrivelsen, og de får alle ros. Mindstrup var tilsyneladende
en herskabelig bolig, som var steget meget i værdi pga. de nye ombygninger.
I 1959 blev der opført en bred, gennemgående kvist, og
huset, der oprindeligt havde været stråtækt, fik nu eternittag.
I 2014 består hovedbygningen af stuehuset fra 1772 og en
enkelt garagebygning. Begge dele er hvidkalkede.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Nord for hovedbygningen ligger en trefløjet avlsbygning, og
der er blevet bygget til løbende gennem 1900-tallet og op til 2007.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Mindstrups hovedbygning ligger på et anseligt voldsted, hvis
vandgrave endnu er bevarede i vest og øst. Endvidere siges det, at en af
gårdens tidligere ejere, Peter Andreas Dahl, er begravet med både hund og hest
i en høj i gårdens have.
Ejerhistorie
Mindstrups ejerforhold kan spores tilbage til begyndelsen af
1500-tallet, hvor gården i 1503 var ejet af Palle Splid Fasti. Gården blev
herefter nedarvet i slægten Fasti, indtil Christence Splid Fasti i 1637 solgte
den til Christen Thomesen Sehested.
Christen Thomesen Sehested gjorde karriere i kongens
tjeneste. I 1629 blev han således lensmand på Helsingborg og Kalø, ligesom i
1640 blev udnævnt til kongens kansler. Kanslertitlen betød, at han blev daglig
leder i Danske Kancelli, der var landets centrale regeringsorgan. Han var
imidlertid også en konservativ adelsmand, der fuldt ud støttede adelens særlige
privilegier, og han var således en af kræfterne bag Frederik III's (1609-1670)
meget hårde håndfæstning i 1648.
Christen Thomesen Sehested døde i 1657, hvorefter Mindstrup
overgik til hans svigersøn, Peder Reedtz, der også blev kansler. Han solgte i
1665 gården til Jochum Frederik Pentz, der allerede året efter afhændede den
til Iver Krabbe. Hans sønner, Christen og Jacob Iversen Krabbe, solgte i 1687
Mindstrup til Jørgen Knudsen, der ejede gården frem til sin død i 1704.
Mindstrup kom i 1759 til Emanuel Thygesen, der lagde gården
under Mattrup, som blev hovedgården i et forsøg på at samle 200 tønder hartkorn
under sig. Det skulle man nemlig have for at danne en komplet herregård, som
kunne opnå skattefrihed for hovedgårdsjorden, og netop det var Emanuel
Thygesens plan. Samme år oprettede han også et stamhus af gårdene, dvs. han
båndlagde dem sådan, at de hverken kunne sælges, pantsættes eller deles ved
arv. Stamhuset skulle nedarves udelt efter en nøje fastlagt arvefølge.
Mindstrup blev dog alligevel udskilt af hovedgården igen allerede
i 1798, så der fik gården ny ejer. Det var Thyge Jespersen de Thygeson, som
også ejede Mattrup, og som samme år fik bevilling på at sælge godset uden at
miste hovedgårdens skattefrihed. Der blev virkelig spekuleret i køb og salg.
Han solgte straks Mindstrup til forpagteren Mouritz Schmidt, som også frasolgte
nogle parceller i 1803. I 1807 mistede gården derfor sin skattefrihed
alligevel. Nu blev frasalget af fæstegårdene til selveje også påbegyndt.
I 1870 købte Carl Ferdinand Seidelin Mindstrup, og med den
familie gik gården nu ind i en rivende udvikling. Carl Ferdinand Seidelin gav
gården en hovedrestaurering i 1873, og nye fløje blev opført. Han drænede
desuden marker og anlagde engdrag. Seidelin-familien ejede herefter Mindstrup
frem til 2006.
Mindstrup var i 2013 ejet af Kristian og Jørgen Østergaard
Thomsen, som dog gik konkurs 2018.
Ejerrække
(1503- ) Palle
Splid Fasti
( -1561) Christen Pallesen Splid Fast
(1532-1561) Jørgen Pallesen Splid Fasti
(1561- ) Jørgen Pallesen Splid Fasti
( -1628) Palle
Jørgensen Splid Fasti
(1628-1637) Christence Pallesdatter Splid Fasti, gift Below
(1637-1657) Christen Thomesen Sehested
(1657-1665) Peder Reedtz
(1665-1666) Jochum Frederik Pentz
(1666- ) Iver Krabbe
( -1687) Christen Iversen Krabbe
( -1687) Jacob Iversen Krabbe
(1687-1704) Jørgen Knudsen
(1704- ) Enke efter Knudsen
( -1720) Niels Rasmussen Aale
(1720-1753) Ole Rudolf Krabbe
(1753-1759) Hans Marcussen
(1759-1798) Emanuel Thygesen
(1798-1798) Thyge Jesper de Thygeson
(1798-1815)
Mouritz Schmidt
(1815-1816)
P. Andreas Lorentzen
(1816-1818)
P. Andreas Lorentzens arvinger
(1818-1823) Peter Herschend
(1823-1827) Boet efter Peter Herschend
(1827-1827)
N. E. Schmidt
(1827-1832)
Peter Andreas Dahl
(1832-1833)
Karen Utke, gift 1) Dahl, 2) Schwartz
(1833-1837)
Johannes G. Schwartz
(1833-1869)
Caspar Friederich Michelsen
(1869-1870)
Arvingerne efter Caspar Friederich Michelsen
(1870-1898)
Carl Ferdinand Seidelin
(1898-1947) Aage Seidelin
(1947-1982) Aage Seidelin
(1982-2006) Mogens Seidelin
(2006-2018) Kristian Østergaard Thomsen og Mindstrup
I/S konkurs
(2006-2018) Jørgen Østergaard Thomsen og Mindstrup
I/S konkurs
(2018-20xx) Helle Gabriella Mindzet / Teresa Andersen 30 38
37 00