• Region Syddanmark. Sydøstjylland, Kolding Kommune,
Kolding by
• Adresse: Markdanersgade 11, 6000 Kolding. Telefon: 76 33
81 00 - www.koldinghus.dk
• Museet på Koldinghus.· Kulturhistorisk museum med særlig
vægt på historiske interiører,
Sønderjyllands
historie og kunsthåndværk. Cafe i nordfløjens kælder
• Opført i 1400-tallet. Udvidet i 1550'erne. Ombygget med
det såkaldte »kæmpetårn« omkring
1600. Gentagne ombygninger i midten af 1600-tallet
og omkring 1720. Delvist nedbrændt
1808. Restaurering 1881-82 og 1931-35.
Genopbygget 1976-1995
Koldinghus er et kongeslot i Kolding, som blev grundlagt midt
i 1200-tallet. Det brændte i 1808 og stod længe som en ruin, inden en
langvarig restaurering blev igangsat. Både slottet, selve restaureringen og
museet på Koldinghus er i dag seværdigheder.
Fra voldanlægget omkring slottet er der udsigt over byen og
Slotssøen. Tårnet er 75 meter højt fra udsigtsplatformen ned til Slotssøen.
Koldinghus administreres af Museet på Koldinghus, der blev
oprettet i 1890. Museet har udstillinger om slottets historie og restaurering
samt skiftende særudstillinger.
I konflikten om hertugdømmerne, der først blev afsluttet med
genforeningen i 1920, har Koldinghus indtaget en central rolle siden
1200-tallet. Slottet er først og fremmest præget af Chr. 3.'s og Chr. 4.'s
byggerier, En stor del af slottet nedbrændte i 1808 i forbindelse med Danmarks
engagement i Napoleonskrigene. Koldinghus fremtræder i dag efter de sidste 20
års genopbygning som et moderne museum i historiske rammer.
VIGTIGE ÅRSTAL
ca. 1250 Købstaden Kolding med tilhørende borganlæg indgår i
striden mellem kong Erik Plovpenning og den sønderjyske hertugslægt.
1447 Kong Christoffer af Bayern begynder opførelsen af den
nuværende borgs nord- og vestfløj.
1549 Chr. 3. fuldfører det nuværende firfløjede borganlæg.
1559 Chr. 3. dør på Koldinghus.
1657-59 Slottes ødelægges under svenskernes angreb på
Danmark.
1720 Genopbygningen af kongeslottet indledes.
1808 Koldinghus nedbrænder i forbindelse med indkvarteringen
af spanske hjælpetropper under krigen med England.
1976 Genopbygningen indledes.
Ejere af Koldinghus
(1268-1849) Kronen
(1849-20xx) Den Danske Stat
Koldinghus som ruiner i 1890'erne.
• Bygningshistorie
Koldinghus' bygningshistorie er overordentlig kompliceret
Kun hovedtrækkene skal udredes her. Ved Valdemar Sejrs ulykkelige opsplitning
af kongeriget i 1200-tallet blev Koldinghus en vigtig grænsefæstning ved
overgangsstedet mellem kronens territorium og det nyskabte hertugdømme syd for
Kongeåen. Fra midten af 1200-tallet tjente borgen på den lille kunstigt skabte
borgholm i Kolding Fjord som kongeligt slot Op gennem 1200- og 1300-tallet blev
der gennemført utallige forhandlinger og forlig mellem konge og hertug på
Koldinghus. Af højmiddelalderens Koldinghus er intet bevaret Formentlig var der
tale om et stenhus omgivet af ringmur. Det nuværende anlægs uregelmæssige form
kan skyldes, at man har genanvendt dele af ringmuren i det senere byggeri i
1400-1500-tallet
Det lykkedes Margrethe 1. at samle Norden under den danske
krone, men de dynastiske problemer i Sønderjylland fik hun ikke afgjort Hun
døde 1412 midt i processen af pest på sit skib i Flensborg Fjord. Under de
efterfølgende konger udviklede konflikten med de sønderjyske hertuger sig, og
Koldinghus blev forstærket i takt med, at anvendelsen af skydevåben vandt frem.
De ældste dele af Koldinghus stammer fra Christoffer af Bayerns borg, opført
omkring 1447. Vestfløjens murværk stammer fra denne tid og bærer endnu spor af
gotiske spidsbuede vinduer og vægtergangens skoldehuller under tagskægget.
DET POLSKE ANGREB 1658
Koldinghus blev
gentagne gange hærget under 1600-tallets krige. Mest berømt er de polske
hjælpetroppers angreb på det svenskbesatte Koldinghus i 1658. Efter at
polakkerne var svømmet over voldgraven og havde hugget hul i muren, blev den
svenske besætning nedslagtet. En gruppe officerer var flygtet op i tårnet, hvor
der uheldigvis for dem var krudtmagasin nedenunder. De katolske polakker var
rimeligt nok interesseret i, om Sankt Peder ville modtage de svenske hedninge.
Det ville han ikke, for da krudtrøgen efter eksplosionen havde lagt sig, kunne
man se svenskerne komme flyvende tilbage og falde ned i slotssøen som frøer.
Slottets uregelmæssige firkantede grundplan opstod ved Chr.
3.'s udvidelse af middelalderborgen til et renæssanceslot i årene 1549 til
1554. Den lange sydfløj var anlæggets fornemste bygning. Sydfløjen var
indrettet til kongens bolig, mens den korte østfløj udgjorde portbygningen.
Endelig indrammedes gårdspladsen mod nord med en tilbygning til den middelalderlige
vestfløj. Bygningsværket antages at være opført af Chr. 3.'s bygmester Morten
Bussert, der døde i 1553 før afslutningen af byggeriet.
Den travle kongelige bygmester tilskrives også flere af de
fynske renæssanceherregårde med Hesselagergård i spidsen. Modsat de fynske
herregårde var der ikke plads til renæssancens pragtudfoldelse på Koldinghus,
dertil var det en for vigtig grænsefæstning. Byggematerialet er solide danske
røde munkesten og tegltag, givetvis med flittig genbrug af sten fra de
tidligere fæstningsværker på borgholmen.
Chr. 4. kunne naturligvis ikke holde fingrene fra
Koldinghus. Allerede i 1598 indledte han ombygningen af bedstefaderens borg.
Den tårnglade byggekonge supplerede borggårdens oprindelige beskedne
trappetårne med to hjørnetårne med sandstensportaler. I det indre blev den
middelalderlige vestfløj ombygget med kirkerum og dansesal/riddersal, og så
opførtes »Kærnpetårnet« i slottets nordvestlige hjørne. Tårnets navn skyldes
ikke dets størrelse. Foroven blev tårnet dækket af en kvadratisk platform, og
de fire hjørner blev prydet med sandstensskulpturer, som forestillede »kærnper«
fra den klassiske oldtid. Kæmpernes skæbne er synonym med Koldinghus.
Ved den ødelæggende brand i marts 1808 styrtede Hannibal og
Hector ned og knuste kirkerummets loftshvælvinger. Scipio faldt ned af sig selv
i 1854. Men han blev restaureret og står nu i slotsgården. Tilbage er stærke
Hercules, der med sit spyd og skjold med den nordiske unions tre kroner holder
stand i tårnets nordvesthjørne i 56 meters højde. Og så længe han står der, kan
der jo ikke ske Koldinghus noget ondt. I øvrigt hed (hr. 4.'s bygmester på
Koldinghus symbolsk nok Hercules med efternavnet von Oberberg.
Fr. 4., der ikke var nogen begejstret tilhænger af sin
oldefars renæssancebyggerier, lod Koldinghus ombygge i perioden 1711 til 1726.
Under ledelse af 1. C. Ernst blev det gamle slot tillempet tidens barokstil, så
godt det nu lod sig gøre: Regelmæssige vinduer og hvidkalkede mure hjalp på
helhedsindtrykket, men rigtig godt blev det aldrig.
I begyndelsen af 1800-tallet var vi i krig igen, denne gang
med England, der i 1807 stjal vor flåde og en gang for alle gjorde ende på
Danmarks stormagtsdrømme. Atter blev Koldinghus hjemsøgt af hjælpetropper, nu
fra Spanien, der var Danmarks og Napoleons allierede. Men de arme folk frøs i
det kolde forår 1808. Der kom dog til sidst ordentlig gang i kaminen i
vagtstuen, men uheldigvis var det mere, end de utætte gamle 1500-tals skorstene
kunne klare, og i de sidste dage af marts 1808 forvandledes det engang så
stolte kongeslot til en rygende ruinhob. Helt bugt med slottet fik branden dog
ikke, Hercules (og Scipio) holdt stand. Skønt hele den ene side af det mægtige
tårn styrtede ned, stod de røgsværtede mure og størstedelen af Kæmpetårnet
tilbage. Koldinghus var en stemningsfuld ruin, og derfor blev bygningen reddet
fra total udslettelse i løbet af 1800-tallet.
Efter restaurering af nordfløjen i begyndelsen af 1880'erne
blev Koldinghus allerede i 1892 indviet som museum. I 1930'erne blev dele af
vestfløjen med kirkerummet overdækket, og Kæmpetårnet blev genopført. I
forbindelse med denne restaurering fremsatte projektets leder,
bygningsinspektør Viggo Norn, et forslag om hele Koldinghus' genopførelse. Den
blev der tygget længe på. Men i 1976 indledtes den næsten 20 år lange
genopbygning af Koldinghus ved arkitektægteparret Inger og Johannes Exner. En
national herlighed er dermed genskabt og i 1993 anerkendt med Europa
Nostra-prisen.
Et
indvendigt rum efter restaureringen
• Interiør
Koldinghus er indrettet som et af Danmarks store
kulturhistoriske museer. Museet med stadsarkiv varetager forpligtelserne som
10kalmuseum for Kolding Kommune. Men det er desuden som grænseborg og kongeslot
et nationalt museum med interiører fra 1500tallet til begyndelsen af
1900-årene. Dertil kommer omfattende samlinger af kirkekunst fra middelalder
til nutid samt udstillinger om de slesvigske krige 1848-51 og 1864 og
genforeningen 1920. Endelig rummer Koldinghus meget betydelige samlinger af
dansk kunsthåndværk med hovedvægt på sølv og keramik. Selvsagt indgår
Koldingshus' genskabte historiske rum også i museet; fra Vagtstuen, hvor
branden begyndte i 1808, over (hr. 4.'s riddersal og kirke til den moderne
arkitektur i det nyrestaurerede slot, hvor nyt og gammelt mødes i en balanceakt
mellem modernisme og historicisme.
Et kik ind i den nyrestaurerede »Ruinss!«. Genopførelsen af
det i 1808 nedbrændte Koldinghus blev indledt i 1976 ved arkitektægteparret
Exner. Den genskabte herlighed med et fabelagtigt samspil mellem de gamle
slotsmure og moderne installationer blev i 1993 tildelt Europa Nostra-prisen
for fornem bygningsrestaurering.
• Omgivelser
Koldinghus ligger smukt mellem by og slotssø, der udgør det
oprindelige indre af Kolding Fjord. Det højtliggende slot med forborg er
omgivet af grønne arealer på borgbanken og ved søbredden. Til virksomheden på
slottet hører også festspil i slotsgården.
Staldgården
i 2008
Staldgården, som ligger ved Koldinghus, har været anvendt
til heste tilhørende konge og embedsmænd på Koldinghus.
Staldgården stammer som Koldinghus fra slutningen af
1200-tallet, men bygningernes nuværende udseende er fra slutningen af
1600-tallet. I 1718 indrettede Frederik 4. Staldgården til brug for rytteriet,
og i mere end 100 år var den hjemsted for først Koldinghus Rytterdistrikt,
senere Det holstenske Lansenerregiment.
Staldgården undgik branden på Koldinghus i 1808 og blev
brugt til opmagasinering af militært materiel under Englandskrigene 1808-1814.
Senere blev bygningerne anvendt af byens købmænd til opmagasinering. I 1907
blev Staldgården igen overtaget af militæret, og der blev indrettet et
remontedepot (dvs. tilridning af heste til hæren).
Fra 1942 til 1945 lå Gestapos syd- og sønderjyske
hovedkvarter her. I den ene af Gestapos celler, hvor de danske modstandsfolk
sad indespærret, kan man se fangernes navnetræk og inskriptioner indridset på
væggene.