● Region Midtjylland - Favrskov Kommune
● Adresse: Randersvej 140, 8450 Hammel
● Ejer: Bendt lensgreve Wedell
● 129 ha landbrugsdrift/skovbrug
● Frijsendal er en del af Frijsenborg & Wedellsborg
Land- og Skovbrug. Se Frijsenborg
Frijsendal var hovedgård for en del af landbruget under
Frijsenborg gods. I 1800-tallet fungerede gården en kort overgang som Danmarks
første landbrugsskole.
Den tidligere hovedbygning fra 1800-tallet var opført i
ny-klassicistisk stil, men nedrevet i 1980'erne.
Hovedbygning
Frijsendals oprindelige udseende kendes ikke, men omkring år
1870 fik gården en ny hovedbygning. Hovedbygningen var grundmuret og opført i
ny-klassicistisk til. Mod gården i nord fremstod hovedbygningen i en enkelt
etage på en høj kælder, men da grunden skråner, var facaden ud mod haven i syd
i to etager. Betragtede man hovedbygningen fra haven kunne man også se den
murede veranda og et muret tårn på bygningens venstre side.
Bygningen blev nedrevet i 1980'erne.
Omgivelser
Syd for Frijsendals hovedbygning er der en stor have.
Frijsendal ligger placeret mellem Frijsenborg gods store skoveområder.
Historie
Mogens Friis oprettede i 1672 grevskabet Frijsenborg af
flere herregårde i Midtjylland. Hans søn, Niels Friis, overtog grevskabet og
etablerede kort før 1700 en ny herregård kaldet Frijsendal. Frijsendal blev
ikke bygget med det formål at være bolig for en adelsfamilie. I stedet skulle
gården fungere som hovedgård, der skulle sikre en bedre drift af godsets jorder
og fæstegårde. Gården blev drevet og beboet af skiftende forpagtere.
Gården har siden hørt under grevskabet Frijsenborg og siden
1923 Frijsenborg Gods.
Frijsendals jorder blev samlet af jorder fra den nedlagte
herregård Tulstrup og de nedlagte landsbyer Terp og Njær. I stedet for flere
små landsby-bondegårde fordelt over området inddrog man jorderne og lagde dem
under hovedgården Frijsendal. En del af fæstegårdene, som tidligere hørte under
Frijsenborg, blev lagt under Frijsendal.
Frijsendals forpagtere er for størstedelens vedkommende
blevet glemt. En enkelt af forpagterne har dog sat spor i både Frijsendal og
Danmarks historie. Niels Bygum Christian Krarup var forpagter af Frijsendal fra
1835 til 1839. Han blev uddannet lærer ved Lyngby Seminarium, men interesserede
sig også for landbrug. På Frijsendal fik han mulighed for at kombinere sin
profession med sin interesse, og han oprettede Danmarks første landbrugsskole.
Uddannelsen på landbrugsskolen tog tre år og bestod både af praktiske og
boglige fag. I sommermånederne arbejdede eleverne på Frijsendals jorder og
lærte om den praktiske del af landbrugs-livet, mens vintermånederne gik med at
læse og lære om alt fra fysik og landopmåling til viden om forskellige husdyr.
I 1839 købte Niels Bygum Christian Krarup en gård ved Aarhus og flyttede sin
landbrugsskole dertil.
Frijsendal er en hovedgård under Frijsenborg Gods. Den er
beliggende i Frijsendal Bakker i Haurum Sogn, en del af Frijsenborgskovene.
Gården blev oprettet omkring 1704 af grev N. Friis. Den blev dannet af byen
Terp, hvis seks gårde tidligere var nedbrudt og samlet til en ladegård, byen
Njær, hvis seks gårde blev nedbrudt, så kun præstegården blev tilbage, samt
hovedgården Tulstrup i Sall Sogn.
I sidste halvdel af 1830'erne var Niels Bygom Christian
Krarup forpagter på Frijsendal. Han oprettede her i 1837 Danmarks første
landbrugsskole, eller agerdyrkningsinstitut, som det hed på den tid. I 1840
købte han Haraldslund i Grundfør Sogn, og flyttede landbrugsskolen dertil. Det
er en del af baggrunden for, at godset nu har lagt navn til den nærliggende
Frijsendal friskole.
Omkring 1920 blev halvdelen af gårdens jord skilt fra og
udstykket til statshusmandsbrug på Frijsendal Mark. I løbet af 1960'erne blev
forpagtningerne på de forskellige hovedgårde under Frijsenborg Gods sagt op og
driften af gårdene blev samlet direkte under godset. Således også med
Frijsendal.
I dag fungerer gården som maskinstation for hele godset og
har ca. 129 hektar jord.
Ejere af Frijsendal
(1675-1699)
Niels Friis
(1699-1763)
Christian Friis
(1763-1787)
Christine Sophie Friis, gift Wedel-Friis
(1787-1799)
Elisabeth Sophie Friis, gift Desmercieres
(1799-1799)
Sophie Magdalene von Gram, gift Krag-Juel-Vind
(1799-1815)
Frederik Carl Krag-Juel-Vind-Frijs
(1815-1849)
Jens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs
(1849-1882)
Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs
(1882-1923)
Mogens Christian Krag-Juel-Vind-Frijs
(1923-1958)
Inger Krag-Juel-Vind-Frijs, gift Wedell
(1958-1982)
Charles Bendt Mogens Tido Wedell
(1982-20xx) Bendt Tido Hannibal
Wedell