Oddens historie kan føres tilbage til 1400-tallet, hvor den
isolerede herregård tilhørte den gamle vendsysselske adelsslægt Lunge. Den
grundmurede vinkelbyggede hovedbygning er opført i første halvdel af
1500-tallet. Gårdens jordtilliggende blev fuldstændigt udstykket i 1945-46. I
dag anvendes hovedbygningen til udstillingsformål baseret på Victor Petersens
omfattende Willumsen-samling.
• Nordjylland, Vendsyssel, Hjørring Kommune, 14 km nord for
Hjørring
• Oddenvej 31, 9800 Hjørring
• www.jfwillumsenodden.dk
• 98 97 52 02
• Udstillingsbygning, offentlig adgang
• Fonden Victor Petersens J.F. Willumsen-samling.
• 2 ha have
• Opført ca. 1520-50 over middelalderlige fundamenter
• Bygningen
Herregården Odden består af tre fløje, hvoraf de
sammenbyggede syd- og østfløje i to etager er opført i første halvdel af
1500-tallet, mens den lave vestfløj i bindingsværk er opført omkring 1765. En
grundmuret nordfløj fra 1652 blev nedrevet i begyndelsen af 1800-tallet. Ældst
er formentlig østfløjen, hvis bygherre var rigsråd Ove Lunge. Den hvidkalkede
fløj har et rødt teglhængt tag, der mod nord afsluttes med en blændingsgavl,
mod syd af det valmede tag, der fortsætter i sydfløjens røde tegltag.
Bemærkelsesværdig er sydgavlens store blændingskors, et såkaldt patriarkkors
anbragt mellem gavlens to øverste vinduer. Korset, der er slægten Lunges
kendemærke (jfr. Tirsbæk ved Vejle), viser, at østfløjen må være rejst i
katolsk tid.
Den lidt yngre sydfløj med portgennemkørsel er formentlig
opført af Christoffer Lunge i 1540'erne. Den uregelmæssige bygnings murværk er
markeret med firkløver- og cirkelformede blændinger. Vestgavlen følger
sadeltagsafslutningen med høje fladbuede blændinger. Gavlene har tidligere
været afsluttet med kamtakker, der har understreget herregårdens sengotiske
præg.
Sydfløjens portparti. Spor i murværket mellem øst- og
sydfløjen viser, at der oprindeligt har stået et trappetårn her.
VIGTIGE ÅRSTAL
1454 Ridderen Oluf Andersen Lunge skriver sig til Odden.
ca. 1520 Det nuværende anlæg udformes på ældre fundamenter.
1841 Kammerråd Christoph Gräbert køber Odden og moderniserer
landbrugsbedriften.
1929 Jorden udstykkes til statshusmandsbrug.
1989 Indrettet til udstillingsbygning.
• Interiør
Oddens velbevarede indre domineres af den nuværende
indretning til udstilling af den omfattende Willumsen-samling. Overalt ses de
metertykke rå mure. Under østfløjen er bevaret dele af hvælvede
senmiddelalderlige kælderrum.
• Omgivelser
Odden ligger højt på et tidligt middelalderligt voldsted med
udsigt over det flade, træløse sletteland. Som navnet antyder, lå gården
oprindelig på en landtunge i et af vandløb gennemskåret landskab. Mod syd
indgik voldgraven i de søer og naturlige vandløb, der omgav voldstedet på de
andre tre sider. I dag er det hele udtørret og jorden frasolgt. Tilbage ligger
Oddens hvidkalkede mure som en torso i det åbne landskab.
• Historie
Odden træder ind i historien i 1454 tilhørende ridderen Oluf
Andersen Lunge. Slægten hørte sammen med Banner-familien fra det nærved liggende
Asdal til de førende adelsslægter i Vendsyssel.
Oddens bygherre, Ove Vincentsen Lunge til Tirsbæk, tilhørte
de jyske adeliges inderkreds i de afgørende år omkring reformationen i Danmark.
Fra sit embede som kongelig lensmand på Ålborghus avancerede han i 1520'erne
til rigsrådet. I juli 1532 var han at finde mellem de fire adelsmænd, der
modtog den landflygtige Chr. 2. på hans skib i København, hvor det tilbudte
frie lejde blev brudt. I den følgende borgerkrig, grevens fejde, var han medlem
af det ledende jyske adelsparti, der i 1534 hyldede hertug Christian som den ny
konge, Chr. 3. Ved kroningsfesten i København efter reformationen og bispernes
fængsling var det Ove Lunge, der den 12. august 1537 red foran dronning
Dorothea med hendes krone. Ove Lunge døde i 1540.
Christoffer Lunge, der i 1540'erne afsluttede byggeriet på
Odden, var knapt så fremtrædende. Under Den Nordiske Syvårskrig indgik han i
adelsrytteriet, hvor han faldt i krigens største slag ved Svartåen, den 20.
oktober 1565. Lungeslægtens efterkommere ejede dog Odden helt frem til 1740.
Den stabilitet, der kendetegnede Odden gennem 300 år og 14
generationers arveskift, blev afløst af en lang række skiftende ejere, der ofte
misrøgtede den gamle gård og i begyndelsen af 1900-tallet prisgav den til
hæmningsløs spekulation i dens jordtilliggende.
I 1988 købte Victor Petersen Odden og åbnede året efter J.F.
Willumsens skitsesamling på Odden. I dag består det private fondsejede museum
af ca. 1.200 kunstværker, der udover skitser omfatter keramik, skulpturer og
godt 100 oliemalerier. Til udstillingsvirksomheden på Odden er knyttet en
dynamisk venneforening af såkaldte fæstebønder, der yder »hoveri« på det jordløse
gods.