Fx Haagestedgaard; Den er nævnt i Kong Valdemars Jordebog
ca. 1230, var krongods til 1540, derefter i skiftende slægtseje, 1769-1953
Castenschiold/Grevencop-Castenschiold.
Krongods var det gods, bona regalia, som kongen som rigets
overhoved siden middelalderens begyndelse rådede over, på dansk under navn af kongelev
og alminding (herunder mindre øer og ubeboede skovområder), og som var tænkt
som grundlag for kongens almindelige finanser sammen med danefæ, vragret og strandret
(modsat patrimonium eller fædrenearv, som var kongens private gods, og som han
kunne råde frit over). Allerede i løbet af middelalderen synes dette skel
imidlertid at være forsvundet og alt gods som værende til kongens rådighed.
Krongodset blev oprindeligt styret fra kongsgårde, senere
fra kongelige slotte med deres ladegårde, hvilke tillige blev sæde for
forvaltningen af lenene (når de kongelige rettigheder ikke var overdraget
andre).
Fra tid til anden foretog kongemagten ransagninger for at
undersøge, om alt gods i privat besiddelse var sket retmæssigt eller
uretmæssigt og i givet fald (hvis det var sket uretmæssigt) ved reduktion
tilbageføre det til krongodset.
Under Christoffer 1. blev det ved lov fastslået, at i
tilfælde af forbrydelse mod majestæten skulle "forbrudt gods"
tilfalde kronen, ikke patrimoniet.
Efter reformationen kom kirkens tidligere enorme besiddelser
ind under krongodset, som ved mageskifter samledes til enheder, der blandt
andet dannede grundlag for 1600- og 1700-tallets rytterdistrikter.
Efter enevældens afskaffelse i 1848–49 overgik næsten al
krongods til den danske stat.