Svanholm var stærkt medtaget efter Grevens Fejde i 1536,
hvor bl.a. gårdens brevkister var blevet stjålet. Gården var mellem 1454 og
1609 blandt den danske adelsslægt Billes besiddelser.
Daværende ejer Adolph Andreas von der Lühe lod i 1744 den
hovedbygning opføre, der stadig står i 2013.
Svanholms hovedbygning er et trefløjet anlæg i barok stil
med en hovedfløj i to etager og to sidefløje i en etage.
Svanholm Gods
Svanholm Allé 2
4050 Skibby
Region Sjælland - Frederikssund kommune
Offentlig adgang: Kan ses fra vej - adgang for selskaber ved
forudgående aftale
Ejer: Jarnved K/S
www.svanholm.dk + farmofideas.dk
Godsets størrelse: 414.00 ha
Andet: 24.00 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Forbindelser: Orebjerg, Pagterold
Hovedbygning
Daværende ejer Adolph Andreas von der Lühe opførte i 1744
den hovedbygning, der stadig står i 2013. Den blev bygget oven på kældre, hvis
oprindelse kan spores tilbage til 1550. Den nye hovedbygning var et trefløjet
anlæg i barok stil med en hovedfløj i to etager i øst med portgennemkørsel og
frontonprydet midtrisalit og to lavere sidefløje i én etage mod nord og syd.
Den er i røde sten og har mansardtag.
Hovedbygningen blev restaureret i 1878 og igen mellem 1949
og 1960.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Svanholms ladebygninger brændte i 1857, hvorefter nye blev
opført øst for hovedbygningen af daværende ejer Johan Christian Bille-Brahe.
Herudover hører seks mindre huse til gården.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Til Svanholm hører en have på ca. 10 tønder land, som blev
anlagt omkring 1857 af daværende ejer Johan Christian Bille-Brahe. Haven er
landskabelig og rummer rester af grave, små søer og broer.
Udover at anlægge en ny have lod Johan Christian Bille-Brahe
også en mindesten rejse for sin fader, Preben lensgreve Bille-Brahe. Den stod
oprindeligt i haven, men er senere blevet flyttet ud ved indkørslen til godset.
Ejerhistorie
Hvor gammel Svanholm er, kan ikke siges med sikkerhed.
Gårdens første kendte ejer var Niels Knudsen Manderup, som skrev sig til gården
i 1346. Han var en dygtig godsejer og blev med tiden også en meget velhavende
mand. Efter hans død i 1365 overgik Svanholm til hans datter, Elisabeth
Nielsdatter Manderup, der bragte gården til sin mand, Anders Pedersen Panter.
Der vides ikke meget om hverken Anders Pedersen Panter eller
sønnen Knud Andersen Panters virke på gården. Sidstnævnte døde i 1445 og blev
afløst af sine sønner, Niels og Bo Knudsen Panter. Han formåede modsat sin
fader og farfader at avancere inden for sin stand, da han blev slået til ridder.
Brødrende døde barnløse og en tredjepart i Svanholm overgik
derfor til hans søster, Kathrine Knudsen Panter, der bragte den til sin mand,
Mikkel Rud, mens resten tilfaldt fjernere slægtninge. I 1454 lykkedes det
Torben Bille at opkøbe alle arvingernes parter i gården, hvilket betød, at han
blev eneejer.
Torben Bille var rigsråd og ejede foruden Svanholm også
Allindemaglegaard og Jomfruens Egede. Samtidig var han lensmand på Jægerspris,
hvilket bl.a. betød, at han ikke opholdt sig synderligt meget på sine egne
herregårde.
Torben Bille døde i 1465, hvorefter hans næstældste søn,
Peder Bille, overtog Svanholm. Efter hans død i 1508 beboede hans enke, Anne
Gyldenstierne, gården frem til sin død i 1521. Herefter var gården delt mellem
sønnerne Mogens, Ove, Knud og Eske Bille, da der internt mellem dem var
uenighed om, hvem der skulle arve den. Ingen af dem turde imidlertid bosætte
sig på gården i denne tid, hvilket bl.a. skyldtes Grevens Fejde (1534-1536),
som efterlod Svanholm stærkt medtaget. Gårdens brevkister blev i denne
sammenhæng stjålet, hvilket er en af hovedgrundene til, at der ikke vides meget
om Svanholms ældre historie.
Mogens Bille døde i 1538, og i 1540 lykkedes det Eske Bille
at blive eneejer. Han døde i 1552, hvorefter hans søn, Peder Bille, ejede
Svanholm frem til sin død i 1580. Herefter overgik gården til hans sønner,
først Oluf Bille og derefter fra 1592 Eske Bille.
Eske Billes enke, Elsebeth Skram, solgte i 1609 Svanholm til
Breide Rantzau. Dermed forsvandt gården ud af slægten Billes eje, der ellers
havde ejet den i over 150 år. Gårdens nye ejer, Breide Rantzau, var rigsråd og
statholder i København og var således en betydningsfuld mand, hvilket bl.a. kom
til udtryk ved, at han stod for krigsrustningen forud for Kalmarkrigen. Noget
nært forhold til Svanholm fik han imidlertid aldrig, og gården var således blot
en ud af flere herregårde i hans udstrakte godsbesiddelser.
Efter hans død overgik Svanholm til sønnerne Frands og Cai
Rantzau, hvoraf sidstnævntes enke, Anne Lykke, boede på gården frem til 1641.
Den overgik herefter til hendes broder, Frands Lykke, som var en af datidens
rigeste godsejere. Hans datter, Christence Lykke, bragte Svanholm til sin mand,
Frands Brockenhuus. Han døde i 1660, hvorefter Christence Lykke giftede sig med
Frederik von Arenstorff, der således blev gårdens nye ejer.
Frederik von Arenstorff var en energisk godsejer, som
forstod at udnytte den gunst, hvori han stod hos Christian V (1646-1699).
Således modtog han bl.a. i 1673 birkeret over Svanholm og patronatsretten til
Krogstrup og Kyndby sogne. Christence Lykke døde i 1667, hvorefter han giftede
sig med Augusta Elisabeth Rumohr.
Frederik von Arenstorff døde i 1689, hvorefter hans enke,
Augusta Elisabeth Rumohr, overtog Svanholm, som hun i 1698 overlod til sønnen Christian
von Arenstorff. Han huskes mest for sin hårdhed over for egnens bønder, hvis
arbejdskraft blev misbrugt i en sådan grad, at flere flyttede til andre godser.
Endvidere kom Christian von Arenstorff i økonomiske vanskeligheder, hvilket
resulterede i, at han i 1735 måtte sælge Svanholm til Adolph Andreas von der
Lühe, der var af gammel tysk adelsslægt.
Adolph Andreas von der Lühe opførte en ny hovedbygning i
1744, men afhændede allerede året efter gården til kronprins Frederik, den
senere Frederik V (1723-1766). Han skødede den i 1748 til Jonas Jørgensen,
efter hvis død i 1752 den overgik til sønnen, Niels Jørgensen, som blev adlet
under navnet de Svanenskjold.
Niels Jørgensen de Svanenskjold døde i 1801, hvorefter hans
søn, Peter Jørgensen de Svanenskjold, overtog Svanholm, som han allerede i 1805
solgte til Preben Bille-Brahe. Han ejede herefter gården frem til sin død i
1857, hvor den overgik til sønnen Johan Christian Bille-Brahe.
Johan Christian Bille-Brahe styrede godsets drift med stor
dygtighed. I overensstemmelse med tidens krav frasolgte han hovedparten af
godsets fæstegårde, hvilket fortsatte efter hans død i 1899 under sønnen Preben
Vilhelm Bille-Brahes ejerskab.
Preben Vilhelm Bille-Brahe døde i 1924, hvorefter hans enke,
Anna Sophie Elisabeth Bille-Brahe, i 1934 solgte gården til Statens
Jordlovsudvalg. Hovedparcellen blev i 1935 erhvervet af Kai S. Schwensen, som i
1948 afhændede den til Oliver Sandberg.
Svanholm er i 2013 ejet af Jarnved K/S og fungerer som
kollektiv.
Ejerrække
(1346-1365) Niels Knudsen Manderup
(1365- )
Elisabeth Nielsdatter Manderup, gift Panter
( -1408) Anders Pedersen Panter
(1408-1445) Knud Andersen Panter
(1445-1451) Niels Knudsen Panter
(1445-1452) Bo Knudsen Panter
(1452-1454) Mikkel Rud
(1452-1465) Torben Bille
(1465-1508) Peder Bille
(1508-1538) Mogens Bille
(1508-1540) Ove Bille
(1508-1540) Knud Bille
(1508-1552) Eske Bille
(1552-1580) Peder Bille
(1580-1592) Oluf Bille
(1592-1608) Eske Bille
(1608-1609) Elsebeth Nielsdatter Skram, gift Bille
(1609-1618)
Breide Rantzau
(1618-1623)
Cai Rantzau
(1618-1632)
Frands Rantzau
(1623-1641) Anne Lykke, gift 1) Rantzau, 2) Ulfeldt
(1641-1655) Frands Lykke
(1655-1660) Frands Brockenhuus
(1660-1660) Christence Lykke, gift 1) Brockenhuus, 2)
Arenstorff
(1660-1689) Frederik von Arenstorff
(1689-1698) Augusta Elisabeth von Rumohr, gift von
Arenstorff
(1698-1735) Christian von Arenstorff
(1735-1745) Adolph Andreas von der Lühe
(1745-1748) Kronen
(1748-1752) Jonas Jørgensen
(1752-1798) Niels Jørgensen de Svanenskjold
(1798-1801) Johanne Neergaard, gift de Svanenskjold
(1801-1805) Peter Jørgensen de Svanenskjold
(1805-1811) Preben Bille-Brahe
(1811-1819) Johan Bartholin Eichel
(1819-1825) Charlotte B.E. Grodtschilling, gift Eichel
(1825-1857) Preben Bille-Brahe
(1857-1899) Johan Christian Bille-Brahe
(1899-1924) Preben Vilhelm Bille-Brahe
(1924-1934) Anne Sophie Elisabeth Brun, gift Bille-Brahe
(1934-1935) Staten
(1935-1948) Kai S. Schwensen
(1948-1971) Oliver Sandberg
(1971-1975) Uffe Stigkjær Nielsen
(1971-1975) Kirsten Stigkjær Nielsen
(1975-1978) Niels Bay Schmidt
(1978-1980) Bo Læssøe
(1978-1980) Ingerlise Thunbo
(1978-1980) Poul Henrik Hedeboe
(1978-1980) Birthe Kragh
(1980-20xx) Jarnved K/S