Sneumgård havde i slutningen af 1700-tallet en betydelig
studedrift og gårdens ejere tjente gode penge på at sælge stude i Hamborg.
Det oprindelige Sneumgård brændte under Karl Gustav-krigene.
Det nuværende Sneumgård stammer fra 1882 og består af en
énfløjet bygning i to etager.
Sneumgaard
Sneumgårdsvej 3
6731 Tjæreborg
Region Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Esbjerg kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Sneumgård I/S
Telefon 75 17 51 51
www.sneumgaard.dk
Godsets størrelse: Ingen oplysninger
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning er en enkeltfløjet bygning opført
i røde mursten. Bygningen er opført i 1882 og karakteriseres af en gennemgående
frontspids og halvvalmede gavle.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Nord for hovedbygningen ligger to avlslænger, der afgrænser
gårdspladsen mod nord og øst. Længerne er opført i 1830 efter en brand og var
oprindeligt en del af et trelænget anlæg.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
En del af de udstykkede husmandsbrug driver i 2013 stadig
landbrug.
De tilhørende engarealer afgræsses fortsat af gårdens
kvægbestand.
Ejerhistorie
Sneumgård blev oprettet i starten af 1600-tallet af Frederik
Munk.
I 1646 købte Wenzel Rothkirck gården, som han i 1655
efterlod til døtrene Else og Kirstine Rothkirck. I deres tid blev gården -
under Karl Gustav-krigene (1657-1660) - hærget af svenske lejesoldater, og
store dele af gården brændte.
Søstrene solgte i 1668 Sneumgård til Joachim Schack, der
også ejede herregårdene Bramsløkke og Kærstrup. Han udvidede gårdens fæstegods
betragteligt og sikrede derved hovedgårdsjorden skattefrihed. Efter hans død i
1700 overtog enken Elisabeth Rosenkrantz gården, som hun i 1714 overdrog til
sine fire stedbørn.
I 1716 overtog stedsønnen Niels Rosenkrantz Schack hele
gården, der blev i slægtens eje indtil barnebarnet Joachim Otto Schack Rathlou
i 1758 solgte gården til biskop Peder Hygom.
I sidste halvdel af 1700-tallet havde Sneumgård en lang
række hyppigt skiftende ejere. I denne periode blev over halvdelen af
fæstegodset, solgt fra. Det sidste fæstegods blev solgt i 1784 af Hak Kampmann,
der netop havde overtaget gården. Kampmann etablerede i stedet en studedrift og
gjorde Sneumgård til en af de betydeligste studegårde i det daværende Ribe amt.
Efter Kampmanns død i 1807 overtog sønnen Niels Øllgård
Kampmann både gården og studedriften. Niels Kampmann havde fastansatte drivere,
der hver 14. dag drev gårdens stude til Hamborg, hvor man i starten af
1800-tallet kunne få en god pris for studene.
Da Kampmann døde i 1828, overgik gården til enken Ane
Hedevig. Hun udstykkede og udparcellerede den tilbageværende hovedgårdsjord,
inden hun i 1836 solgte hovedparcellen til A. Mussmann, der fortsatte med at
udstykke gården.
I løbet af 1800-tallet og helt ind i begyndelsen af
1900-tallet oplevede gården en lang periode præget af hyppige ejerskifter og
fortsatte udstykninger. Udstykningen kulminerede i 1914, hvor gården blev købt
af Ribe amts udstykningsforening.
Ejerrække
( -1626) Frederik Munk
(1626-1646) Peder Lange
(1646-1655) Wenzel Rothkirck
(1655-1668)
Else Rothkirck
(1655-1668)
Kirstine Rothkirck
(1688-1700)
Joachim Schack
(1700-1714)
Elisabeth Rosenkrantz, gift Schack
(1714-1716)
Otto Rosenkrantz Schack
(1714-1716)
Christian Frederik Holstein
(1714-1716)
Christian Rathlou
(1714-1731)
Niels Rosenkrantz Schack
(1731-1758)
Joachim Otto Schack Rathlou
(1758-1764)
Peder Hygom
(1764-1770) Jacob Peter Hygom
(1770-1770) Hans Erik Saaby og Henning Ulrik Nees
(1770-1774) Hans Erik Saaby
(1774-1777) Margrethe Termansdatter, gift Øllgaard
(1777-1783) Niels Rasmussen Øllgaard
(1783-1784) Margrethe Hedevig Fabricius, gift 1) Fabricius
og 2) Kampmann
(1784-1807) Hak Kampmann
(1807-1828) Niels Øllgaard Kampmann
(1828-1836) Ane Hedevig, gift Kampmann
(1836-1856) A. Mussmann
(1856-1867) C.F. C Danielsen
(1867-1875) H. Busch
(1875- ) Hansen
og H.P. Hansen
( - )
H.P. Hansen og K. Schiødt
( -1914) K. Schiødt
(1914-1914) Ribe Amts Udstykningsforening
(1914- ) H.C.
Nielsen
( - ) Sneumgård I/S