• Lolland, Lolland Kommune, 9 km syd for Nakskov
• Adresse: Hovvasen 9, 4983 Dannemare. Tlf. 54 96 74 00. Email:
adm@rudbjerggaard.dk
• Ingen offentlig adgang
• Godsejer Gustav Erik Reventlow von Rosen
• Rudbjerggaard og Fredsholm godser med tilhørende Lindegård
og Vindeholme og siden 2012 Gottesgabe gods med tilhørende Saunsøgård er i alt
på 1926 hektar.
• Opført 1605-06. Tårnspir nedtaget 1821. Nordøstfløj
nedrevet omk. 1860. Restaureret 1963
Rudbjerggaard eller Rudbjærggaard er en gammel hovedgård,
som nævnes første gang i kong Valdemars Jordebog 1231. Rudbjerggård er Lollands
eneste herregård i bindingsværk. Den smukke lange hovedbygning i rødt
bindingsværk og med et ottekantet trappetårn placeret skævt på facaden er
ifølge tårnets murankre opført 1606.
Hovedbygningen, der står på en middelalderlig borgholm, er
sandsynligvis resterne af et trefløjet anlæg. Endnu i 1853 bestod anlægget af
to da forfaldne fløje i det ret spinkle østdanske bindingsværk. Den bevarede
sydøstlige fløj er i to etager med et rødt halvvalmet tegltag. Overetagen er
stærkt udkraget og båret af konsol knægte, som støtter den fremspringende
vandrette trægesims.
Tårnet, som tidligere var forsynet med et træspir, afsluttes
med en platform. Hovedindgangen flankeres af to våbenbærende løver, og over
indgangsdørene er indsat våbentavler, der referer til bygherren Knud Rud(e).
Bygherren var gift med den foretagsomme Ellen Marsvin, der
siden blev Chr. 4.'s svigermoder. Knud Rud døde i 1611, og Ellen Marsvin
afhændede Rudbjerggård få år senere i 1616 i forbindelse med købet af den mere
anseelige østfynske herregård Ulfeldtsholm (Holckenhavn). Siden har Ruds gård passeret
gennem en lang række adelige og borgerlige hænder, før den i 1891 kom i
Reventlow-slægtens besiddelse.
Rudbjerggård 1914
Ejere af
Rudbjerggaard
( - 1466) Christiern Rud
(1466-1481) Mogens Ebbesen Galt
(1481-1496) Dorthe Eriksdatter Rosenkrantz gift Galt
(1496-1500) Erik Mogensen Galt / Ebbe Mogensen Galt
(1500-1529) Anders Ebbesen Galt
(1529-1548) Peder Ebbesen Galt
(1548-1555) Erik Grubbe
(1555-1577) Erik Rud
(1577-1592) Peder Eriksen Rud
(1592-1611) Knud Eriksen Rud
(1611-1616) Kirsten Ludvigsdatter Munk
(1616-1622) Pernille Gyldenstierne gift Rosenkrantz
(1622-1622) Jytte Gyldenstierne gift Urne
(1622-1623) Eiler Urne
(1623-1626) Joachim von Barnewitz
(1626-1640) Øllegaard von Pentz gift (1) von Barnewitz (2)
von Passow
(1640-1653) Frederik von Barnewitz
(1653-1671) Ida Grubbe gift von Barnewitz
(1671-1677) Joachim von Barnewitz
(1677-1692) Magdalene Sibylle von Barnewitz gift Rodsteen /
Øllegaard von Barnewitz gift von Bülow
(1692-1723) Frederik Barnewitz von Bülow / Georg Henrik von
Lehsten
(1723-1728) Frederik Barnewitz von Bülow
(1728-1755) Caspar Frederik von Bülow
(1755-1755) Ida Margrethe Reventlow gift Knuth
(1755-1805) Conrad Ditlev lensbaron Knuth
(1805-1815)
Carl Conrad Gustav lensbaron Knuth
(1815-1819) Christiane Louise Humble gift (1) Roll (2) Knuth
(1819-1821) Simon Andersen Dons
(1821-1855) Carl Conrad Gustav baron Knuth
(1855-1865) Louise Rasmussen grevinde Danner
(1865-1889) Michael Frederik Gustav Smith
(1889-1891) Adolph Tesdorpf
(1891-1916) Ludvig Eduard Alexander greve Reventlow
(1916-1938) Benedicte Ulfsparre Bech gift Reventlow
(1938-1940) Boet efter Benedicte Ulfsparre Bech gift
Reventlow
(1940-1978) Einar Ludvig August greve Reventlow
(1978-20xx) Gustav Erik von Rosen