Indtil 1733, hvor grev Christian Gustav Wedell overtog
Minendal, hed herregården Skærbæk.
Ved Wedells overtagelse af herregården blev den opkaldt
efter hans svigerdatter og blev lagt under grevskabet Wedellsborg.
Minendal var en del af grevskabet Wedellsborg fra 1733 frem
til 1917.
Minendal
Assensvej 15
5591 Gelsted
Region Syddanmark - Fyn og øer - Middelfart kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Claus Lundskov Nielsen
Godsets størrelse: 99 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug/maskinstation
Forbindelser: Wedellsborg
Tidligere hovedbygning
Minendal 1948, ved gårdejer Alfred Nielsen
Hovedbygning
Minendals nuværende hovedbygning er opført i 1912. Hovedbygningen
bærer præg af, at herskabet ikke boede på gården. Det er således en beskeden
enkeltfløjet bygning opført i røde mursten.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Øst for hovedbygningen ligger avlsgården, som hvis ældste
dele er opført i 1892. Det trelængede anlæg, der åbner sig mod vest, er løbende
blevet moderniseret og udbygget.
Fredningsstatus 2013: Bygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Vi har ingen oplysninger om omgivelserne.
Ejerhistorie
Minendal blev oprettet i 1589 ved sammenlægningen af to
bondegårde. Ejeren var på daværende tidspunkt Tale Mouridsdatter Emmiksen. Tale
Emmiksen var gift med Eiler Brockenhuus, der trods ægteskabet med Tale Emmiksen
havde forført sin svigerinde, Margrethe Rantzau, som han fik et barn med.
Frederik II (1534-1588) landsforviste Brockenhuus, som dog snart vendte tilbage
til landet. Kongen lod ham derfor fængsle i 1584, og dommen blev senere udvidet
til livstid, da Brockenhuus beskyldte rigsrådet for at være ansvarlig for kongens
død i 1588.
Tale Emmiksen og Eiler Brockenhuus' søn, Claus Brockenhuus,
der var landsdommer på Fyn, overtog Minendal efter sin mor. Efter hans død i
1646 følger en periode, hvor gårdens ejerforhold ikke kendes. Fra og med 1688
kendes ejerne dog atter. Gården var på det tidspunkt ejet af Tale Oldeland,
hvis efterkommere tilskrev sig Minendal indtil 1691, hvor Hans Due solgte
gården til Christian Jensen, der var tolder i Assens. Jensen solgte kort efter
gården til Jochum Legaard, som allerede få år derefter skødede gården til
Rasmus Lauridsen.
I 1732 købte Ingeborg Hansdatter, der var enke efter
sognepræst Gjøde Hansen, Minendal ved en auktion. Allerede året efter solgte
hun imidlertid gården og dens mølle til Christian Gustav Wedell, hvis
efterkommere ejede gården i næsten 200 år.
Christian Wedell var i 1733 forpligtet til at købe opkøbe
jord, hvis hans grevskabs status skulle opretholdes. For at kunne oprette et
grevskab krævede det nemlig et jordtilliggende på mindst 2500 tdr. hartkorn.
Ved oprettelsen af grevskabet Wedellsborg omfattede Christian Wedells danske
besiddelser blot omkring 1400 tdr. hartkorn, og han havde derfor fået
tilladelse til at lade nogle af sine holstenske besiddelser indgå i grevskabet
mod at opkøbe jord i Danmark.
Wedells søn, Hannibal Wedell, giftede sig i 1752 med A. G.
Moltkes datter Catharina Sophie Wilhelmine, og parret flyttede i 1753 ind på
herregården, der blev navngivet efter Catharina Sophie Wilhelmine. Ved sin fars
død i 1759 arvede Hannibal grevskabet Wedellsborg. Grevskabets havde i denne
periode svære økonomiske problemer, hvilket førte til, at Hannibal Wedell i
1766 skød sig.
Efter Hannibal Wedells selvmord arvede sønnen Ludvig
Frederik Wedell grevskabet, som han i 1777 udvidede med købet af herregården
Billeskov. Minendal indgik i grevskabet Wedellsborg, frem til 1917 hvorefter
gården blev solgt.
Selve grevskabet blev opløst i 1926 i forbindelse med
gennemførelsen af lensafløsningen.
I 2013 var Minendal ejet af Claus Lundskov Nielsen.
Ejerrække
(1589-1608) Tale Mouridsdatter Emmiksen, gift Brockenhuus
(1608-1464) Claus Brockenhuus
(1688- ) Tale
Oldeland
( -1691) Hans Due
(1691- ) Christian Jensen
( -1699) Jochum Legaard
(1699- ) Rasmus
Lauridsen
(1732-1733) Ingeborg Hansdatter
(1733-1759)
Christian Gustav Wedell
(1759-1766)
Hannibal Wedell
(1766-1817)
Ludvig Frederik Wedell
(1817-1828)
Hannibal Wilhelm Wedell
(1828-1882)
Carl Wilhelm Adam Sigismund Wedell
(1882-1883)
Julius Wilhelm Georg Ferdinand Wedell
(1883-1917)
Wilhelm Carl Joachim Ove Casper Bendt Wedell
(1917-2013) Alfred Nielsen
(2013- ) Claus
Lundskov Nielsen