Hovedbygningen til Holbæk Ladegård, som i dag huser
Kunsthøjskolen i Holbæk
Region Sjælland - Holbæk kommune
Adresse: Ladegårdsalléen 5, 4300 Holbæk
Hovedbygningen er opført 1798, gjort trefløjet 1892.
Restaureret og forhøjet 1934
Holbæk Ladegaard har 11 hektar park
Holbæk Ladegaard var gennem århundreder avlsgård for Holbæk
Slot. Holbæk Ladegaard kom i privat eje efter at Holbæk Slot var blevet ødelagt
af svenske hære under Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660).
Hovedbygning
Holbæk ladegård har haft flere hovedbygninger, men
kendskabet til flere af disse bygninger er begrænset. I 1600-tallet var
avlsgården under Holbæk Slot meget forfalden. Efter 1661 blev Holbæk Ladegaard
en herregård, men der kendes ikke meget til bygningerne.
Den nuværende hovedbygning blev opført i 1798 under Hans de
Brinck-Seidelins eje. Han nedrev de tidligere bygninger og genopførte Holbæk
Ladegaard på en ny placering. I forhold til den tidligere gård blev den opført
længere mod vest.
Denne hovedbygning bestod oprindelig af en hovedfløj i to
stokværk af hvidpudset grundmur. I 1892 blev hovedfløjen restaureret.
Hovedfløjen blev forsynet med små tårne, og to lavere sidefløje blev i sammen
omgang opført. Alle tre fløje har røde tegl. I 1934 blev der fortaget
omfattende restaureringer på hovedbygningen. Arkitekten Thorvald Jørgensen stod
for renoveringerne. De små tårne samt gavlene blev revet ned, og en ny etage
blev tilført bygningen.
I 1963 blev hovedbygning og avlsbygninger ombygget i
forbindelse med indretning til højskole.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er udpeget som
bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.
Andre bygninger
Kendskabet til flere af de ældre avlsbygninger er begrænset,
men det vides at der i 1600-tallet blev opført flere avlsbygninger, heriblandt
en stor kornlade, et fæhus og en hestestald.
Endvidere blev der i 1798 opført nye avlsbygninger. Disse
blev opført i bindingsværk og med stråtag. I samme omgang blev der i
bygningerne indrettet et mejeri.
Flere avlsbygninger kom til i ca. 1850.
I 1929 blev en ny hejselade opført, og det gamle svinehus
blev udvidet.
I 1947 blev staldene grundigt restaureret, og den tidligere
hestestald blev omdannet til traktorgarage.
Avlsgården blev i 1963 ombygget til undervisningsbrug i
forbindelse med indretning som højskole.
Fredningsstatus 2013: Dele af avlsgården er udpeget som
bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.
Omgivelser
Holbæk Slot lå i den vestlige udkant af byen. Efter
ødelæggelsen i 1659 blev slottet ikke genopført. Der er kun få rester af
voldstedet, bl.a. anes de nu tørlagte voldgrave. På borgbanken findes i dag en
bygning fra 1803, kaldet Holbæk Slot, som huser Odd Fellow-ordenen i Holbæk.
Holbæk Ladegaard ligger sydvest for byen delvist skjult af
beplantning i et morænelandskab. Under Holbæk Ladegaard hørte avlsgårdene
Rørvang og Grandløsegaard.
Der findes flere fredet oldtidsminder i området. På
markerne som tilhører ladegården ligger Kirkehøj, ved ladegårdshusene en mindre
høj, ved Hellestrup en dysse og 14 høje og i Holbæk by en køkkenmødding.
Endvidere er der fundet et betydeligt offerfund fra yngre bronzealder,
bestående af sværd, celter, halsringe, hængekar, bæltesmykker m. m.
Ejere af Holbæk Slots
Ladegaard
(1190-1199) Absalon
(1199-1205) Sorø Kloster
(1205-1326) Kronen
(1326-1350) Knud Porse
(1350-1370) Enke Fru Porse
(1370-1380) Valdemar Atterdag
(1380-1413) Jens Rud
(1413-1423) Goes van Hitzacker
(1423-1453) Verner Parsberg
(1453-1497) Jørgen Rud
(1497-1506) Henrik Krummedige
(1506-1549) Markvard Tidemand
(1549-1563) Knud Alfsen
(1563-1608) Christopher Pax von Festenberg
(1608-1614) Anders Dresselbjerg
(1614-1615) Jørgen Daa
(1615-1617) Ejler Urne
(1617-1627) Alexander Rabe von Papenheim
(1627-1642) Mogens Pax von Festenberg
(1642-1661) Forskellige Ejere
(1661-1667) Henrik Thott
(1667-1676) Bertel Bartholin
(1676-1684) Mourids Henriksen Podebusk
(1684-1691) Frederik Vittinghof
(1691-1706) Schack Brockdorff
(1706-1731) Gregers Juel
(1731-1752) Peder Juel
(1752-1752) Hans Seidelin
(1752-1772) Hans Diderich de Brinck-Seidelin
(1772-1809) Hans de Brinck-Seidelin
(1809-1812) Hans Peter Kofoed
(1812-1839) Marie Kofoed
(1839-1866) F. Rottbøll
(1866-1877) Herman Frederik Løvenskiold
(1877-1882) J. Sønnichsen
(1882-1912) G. Ree
(1912-1913) Johannes Lawaetz
(1913-1914) M. Alstrup
(1914-1939) Paul Dahl
(1939-1944) Else Wørishøffer gift Dahl
(1944-1955) P. B. Kastberg
(1955-1963) Torben Dahl-Kastberg
(1963-20xx) Kunsthøjskolen i Holbæk