Dronninglund fik sit nuværende navn med ret til at kalde sig
slot da Chr. 5's dronning Charlotte Amalie købte de gamle nedlagte
klosterbygninger. Hundslund Kloster hed det tidligere rige nonnekloster
tilhørende benediktinerordenen. Den trefløjede hovedbygning vest for den gamle
klosterkirke er præget af generalbygmester Laurids de Thurahs ombygning i
barokstil i 1750'erne.
• Nordjylland, Vendsyssel, Dronninglund Kommune, 25 km
nordøst for Alborg
• Kursuscenter, hotel og restaurant. Offentlig adgang til
hovedbygning for selskaber ved forudanmeldelse.
Kirke og park
• Marie Elisabeth og Harald Høgsbros Fond til bevarelse af
Dronninglund Slot
• 169 ha skov og park
• Klosteranlæg fra middelalderen. Vestfløj opført i
1580'erne. Ombygget 1753-55, med ændringer 1786.
Restaureret 1949 og
1985
• Bygningen
Hovedbygningen udgøres af et trelænget kompleks, der åbner
sig mod nord. Dertil kommer kirken, der strækker sig mod øst som en forlængelse
af hovedfløjen. Til vestfløjen knytter sig svære firkantede hjørnetårne.
Anlægget er hvidkalket med hovedfløjens lisener og taggesims fremhævet med gult
Det to etager høje kompleks er bortset fra vestfløjens hjørnetårne under
halwalmede røde tegltage, mens hjørnetårnene har teglhængte mansardtage.
Den smalle langstrakte østfløj hvis sydøsthjørne støder op
til den oprindelige klosterkirke, rummer de mest tydelige rester af det
middelalderlige klosteranlæg. Hovedfløjens gårdside er helt præget af
ombygningen i senbarokkens rokokostil i 1750'erne. Den nordvendte facade
fremtræder med ni vinduesfag, hvor det tre fag brede midterparti omkring indgangen
er formet som en risalit, der afsluttes med en velformet rundbuet frontispice.
De enkelte fag afgrænses på dekorativ vis af flade gulkalkede murpiller med
øreformede afslutninger, såkaldte øreliséner.
Denne form for lisénarkitektur kendes fra de samtidige
facader på Gavnø og Kastrupgård på Sjælland, hvor Jacob Fortling antages at
være bygmesteren, mens generalbygmester Laurids de Thurah, der i 1750-55
opholdt sig på sit gods Børglum, tilskrives æren for Dronninglunds ombygning.
Thurah nåede dog næppe at afslutte sit arbejde på Dronninglund, før han vendte
tilbage til hovedstaden. I hvert fald fremtræder hovedfløjens facade mod haven
langt mere ubehandlet, og her genkendes klosterbygningen i det endnu bevarede
murværk. Dog stammer de store rundbuede vinduer på første sal fra Thurahs
ombygning.
Vestfløjen er en renæssancebygning opført i 1580'erne. Den
har fremtrådt som et tidstypisk højt enkelthus i tre etager med udkraget
murværk, vægtergang, skoldehuller, indgangstårn til gårdspladsen og hjørnetårne.
Ved ombygningen i 1750'erne fjernedes indgangstårnet og den øverste udkragede
etage. Sadeltaget blev afløst af et valmet tag, og mod vest anbragtes en lille
gavltrekant.
Hovedbygningen er siden blevet moderniseret af skiftende
ejere, men fremtræder i alt væsentligt i den form, Thurah gav den 1753-55.
Dronninglund Kirke er den tidligere klosterkirke. Den ligger
som en udløberfløj fra herregårdens sydøstlige hjørne i forlængelse af
sydfløjen. Kirkens centrale del, skibet, er romansk. I 1400-tallet er kirken
blevet udvidet med korsarme og våbenhus. Det karakteristiske slanke spirprydede
tårn er tilføjet i slutningen af 1500-tallet. Kirken er i dag sognekirke for
Dronninglund Sogn.
VIGTIGE ÅRSTAL
ca. 1250 Hundslund Kloster grundlægges af
benediktinerordenen.
1581 Fr. 2. mageskifter det nedlagte kloster med to
tilbageværende nonner til Hans Lindenov.
1690 Chr. 5.s dronning Charlotte Amalie køber klostret og
kalder det Dronninglund.
1776 Eventyren brigadier William Halling overtager
Dronninglund.
1985 Den sidste private ejer, landsretssagfører Harald
Høgsbro, overlader ejendommen til et Fond "til bevarelse af Dronninglund
Slot«.
EVENTYREREN OG BONDEPLAGEREN WILLIAM HALLING
Dronninglund blev i 1776
erhvervet af officeren William Halling (17441776). Halling var præstesøn fra
Hårslev på Sydvestsjælland. 15 år gammel stod den uregerlige ungersvend til
søs. Myten fortæller, at han endte i maurisk fangenskab og slaveri i Algier
Faktum er, at han på et tidspunkt blev indrulleret i den engelske flåde. En
eventyrlig militærkarriere bragte ham til Indien, hvor han dels som privatmand,
dels i engelsk krigstjeneste blev ekstremt velstående. Knap 30 år gammel vendte
han hjem og investerede sin medbragte formue i titler og godser. For 1000
rigsdaler købte han sig brigadertitlen, mens han måtte slippe 10.000 rd. for at
bliver ridder af »Det Hvide Bånd«. I 1774 blev han gift med eneste datter af
den forarmede godsejer på Tirsbæk ved Vejle Fjord, den 16 år gamle Christine
Linde Hvas de Lindenpalm. Tirsbæk blev to år senere byttet til Dronninglund.
Heroppe» Norden for
Lov og Ret« blev han snart kendt som en opfindsom bondeplager, der af hjertens
lyst lod fæstebønderne ride træhesten, når de ikke blev kastet i hundehullet
eller sat i gabestok. Han virkede desuden for forædling af racerne, og her var
ikke tale om hans kvæg, men om hans karle og piger, idet han bestræbte sig på
at gifte de smukkeste karle med de smukkeste piger, således at vendelboerne fra
Dronninglund Gods blev de kønneste folk i det ganske Jylland. Det er
indlysende, at Halling indførte og understregede herremandens ret til den
nygifte pige på bryllupsnatten. Fru Christine fik da også hurtigt nok af den
brutale ægtemand og vendte hjem til det fædrene gods på Vejlekanten.
William Halling omgav
sig med indiske tjenere, der af lokalbefolkningen blev benævnt »de sorte«. Da
et forsøg på at slå Halling ihjel med høstredskaber mislykkedes, blev hoved
mændene kastet i hundehullet efter først at være blevet gennempryglet af
Hallings sorte tjenere. Den virksomme mand avancerede til grevestanden og med
sit kendskab til indiske forhold var det naturligt, at han blandt sine mange
erhverv også talte direktørembedet for Asiatisk Kompagni. Hans vinterpalæ i
Ålborg huser i dag Hotel Phønix. Efter Hallings død i 1796 vendte enken tilbage
til godset, men hun afhændede Dronninglund i 1806 til to »gårdslagtere«, der
frasolgte det meste af jorden og overlod bygningerne til deres skæbne.
• Interiør
Dronninglunds indre præges af Thurahs ombygning i sen
barokkens regelmæssige stil. I vestfløjens hjørnetårne og kælder er de hvælvede
renæssancelofter dog bevaret. Loftet i nordvesttårnet er omkring 1920 blevet
udsmykket med freskomalerier af den fremragende kunstner Valdemar Andersen
(1875-1928), der er bedst kendt som plakatkunstens pioner. Han har dekoreret
loftet med motiver fra Dønkongens datter.
Et slotspræg er tilstræbt i den elegante hotelmøblering.
Desuden er familien Høgsbros inventar og de få tilbageværende rester af ældre
indbo bevaret i de private rum på 1. sal i hovedbygningen. Ved familien
Høgsbros overtagelse i 1951 var bygning og indbo i stærkt forfald. At
Dronninglund var tæt på nedrivning efter års misrøgt under og efter krigen
fornemmes ikke i dag, hvor ikke mindst forhallen med den brede dobbelttrappe
fremtræder som et stykke velkonserveret rokokoarkitektur
Kirkens indre er mere præget af sin tid som herskabskirke
end af sin oprindelse som klosterkirke. De i 1941-43 fremdragne kalkmalerier
stammer hovedsageligt fra 1500-tallet og viser bl.a. interessante
rytterkampscener. Prædikestolen er fra omkring 1580, altertavlen fra omkring 1600,
og herskabsstolene fra 1613, alt sammen fra slægten Lindenows ejertid. Det
øvrige kirkerum er præget af den pietistiske kongefamilie, med Fr. 4.'s søster
Sophie Hedevig i spidsen.
• Omgivelser
Den 4 ha store såkaldte slotspark sydvest for hovedbygningen
er formentlig anlagt af Laurids de Thurah som en barokhave. De stynede
lindealleer, der kranser haven, skal således stamme fra 1750'erne. Desuden
findes rester af bygninger i haven, bl.a. en granittrappe og et muret bassin.
Mod syd afgrænses haven af en kanal.
Det trefløjede ladegårdsanlæg nordvest for hovedbygningen er
opført i 1780'erne. Endelig bemærkes den pæne hvidkalkede mur med gule lisener
og gitterport, der afgrænser gårdspladsen mod nord.
• Historie
Hundslund Kloster er grundlagt omkring 1250. Det nævnes
første gang i 1268. Klostret voksede til et af de største og rigeste
nonneklostre i Jylland i løbet af middelalderen. Måske derfor led det en del
overlast i borgerkrigen op til reformationen i 1536. Bl.a. plyndrede den sidste
Børglumbiskop, Stygge Krumpen, klostret i 1535. Den gode Guds mand havde
således ladet nonnerne piske med ris og på anden vis jaget dem ud af klostret
»med vold og ondt regimente«, som nonnerne skrev i deres klage til kongen. Aret
efter lod samme konge klostret nedlægge og bispen fængsle. Nonnerne fik dog lov
til at blive boende deres tid ud, og endnu i 1581 levede to af dem. Dette år
overtoges klostret af Hans Lindenow, som lod klostret ombygge til et
renæssanceanlæg.
Lindenowslægten ejede Hundslund i knapt 100 år til 1672. 18
år senere i 1690 erhvervede dronning Charlotte Amalie gården, som hun omdøbte
til dens nuværende navn. Efter hendes død i 1714 arvedes Dronninglund af sønnen
Fr. 4., der i 1716 ved et mageskifte overlod godset til søsteren, den fromme
godssamler Sophie Hedevig. Hun afhændede dog atter godset til private i 1730
for at dække sin afdøde yngre broder Carls gæld.
I 1750'erne overtog en af tidens allerrigeste og mest
magtfulde mænd Dronninglund Adam Gottlob Moltke til Bregentved, og under ham
blev anlægget ombygget til sit nuværende udseende af godsejerkollegaen ude fra
det vestlige Vendsyssel, Laurids de Thurah. Thurah havde forbitret trukket sig
tilbage til Vendsyssel i 1750, da Nicolai Eigtved blev foretrukket som
generalbygmester af kongehuset. Måske var det netop forbindelsen til
statsminister Moltke, der bragte Thurah tilbage til embedet i København efter
Eigtveds død i 1754.
Godset blev opsplittet i 1930'erne med frasalg af skov og
jord til husmandsbrug. I slutningen af krigen blev Dronninglund anvendt som
flygtningelejr, og i 1949 blev resterne købt af Jordlovsudvalget, der
udstykkede jorden. Selve hovedbygningen med tilhørende park og 165 ha skov blev
i 1951 afhændet til fabrikant Harald Høgsbro, hvis fond siden 1985 har drevet
Dronninglund som kursusejendom.