• Vestsjælland, Korsør by
• Nærmeste adresse: Marsk Stigs Vej 50, 4220 Korsør,
• Offentlig adgang til borgbanke med ruin. Sognekirke neden
for borgen
• Opført omkring 1170. Nedlagt omkring 1400
På østsiden af Korsør nor på en høj banke tæt vest for
kirken ligger voldstedet af det gamle Tårnborg slot. Da ruinen blev udgravet
1894, fremdroges kampestensfundamentet af et hovedtårn med kvadratisk grundplan
(8x8 m). Det ligger midt på en gårdsplads, der har været omgivet af en i
uregelmæssig firkant (ca. 30 m på hver side) anlagt ringmur, hvis
kampestensfundament er delvis bevaret (ca. 1,60 m bredt). Både tårnet og
ringmuren synes over kampestensfundamentet at have været opført af teglsten.
Langs ringmurens indre sider er der fundamenter for lettere bygninger. På
gårdspladsen inden for disse, omkring hovedtårnet, findes en del velbevaret
brolægning. Indgangen har været gennem ringmuren i øst. Det er stadig et åbent
spørgsmål, hvorvidt selve Tårnborg slot er en del af en større helhed, der har
indbefattet kirken og evt. anden bebyggelse på stedet (jfr. oplysning fra 1289
om, at de fredløse brændte »Tårnborg med kirken«).
Sammen med Vordingborg og Kalundborg var Tårnborg Sjællands
stærkeste fæstningsanlæg fra Valdemarstiden i slutningen af 1100-tallet og frem
til omkring 1400.
Valdemar den Stores borganlæg omkransede som Vordingborg og
Kalundborg et vældigt område med såvel civil som militær bebyggelse. I dag er
det meste af borgterrænnet på sydsiden af Korsør Nor ødelagt af moderne
bebyggelse. Tilbage er alene kirken og rester af den indre ringmur samt
fundamentet af det massive centraltårn på en høj borgbanke.
Tårnborg var helt på linie med Vordingborg, Kalundborg og
Nyborg en vigtig regeringsborg op gennem 1200-tallet. Borgen blev angrebet og
ødelagt af de fredløse i 1290'erne, men atter genopbygget af krigerkongen Erik
Menved.
Tårnborg står i nogen grad som et symbol på kongemagtens
endeligt under Christoffer 2. i 1320'erne. Christoffers ældste søn, den
udvalgte kong Erik, blev indesluttet af sin egen ledingshær på Tårnborg i 1326
og måtte efter 16 dages belejring overgive sig. Erik blev indespærret i
Haderslev, hvorefter faderen rømmede riget med resten af statskassen. Riget
blev pantsat, Christoffer var konge uden land, og Erik døde af sine sår efter
slaget på Lohede mod grev Gert i 1332.
I Valdemar Atterdags genopretning af kongeriget efter 1340
spillede Tårnborg kun en underordnet rolle. I 1400-tallet blev dens rolle helt
overtaget af Korsør.
I dag er den fine
hvidkalkede kirke den eneste bygning, der vidner om Tårnborgs betydning i
middelalderen. Fra nye arkæologiske undersøgelser ved vi imidlertid, at der
tillige har ligget en blomstrende handelsby nedenfor borgen ud mod Korsør Nor.
Hertil kunne købmændene sejle og handle i fred og ro. Ved undersøgelser i
1980’erne blev der fundet rester af små bindingsværkshuse, brolagte veje og
brønde på et areal på omkring 200 gange 300 meter. Der dukkede også hele 3294
mønter op, primært fra 1200 og 1300-tallet, samt en mængde genstande som låse,
beslag, smykker, tenvægte, nøgler, pilgrimsmærker, klædeplomber og en stor
mængde skår af keramik og stentøj.