• Region Syddanmark, Ærø, 13 km vest for Ærøskøbing
• Søbygårdsvej 2 - 4, 5985 Søby Ærø. 62 52 29 50.
• arremus.dk
• Offentlig adgang til voldsted. Informationstavle
• Borg fra 1100-1200-tallet
Næsten alle fynske voldsteder fra middelalderen ligger i
mere eller mindre tæt geografisk og historisk forbindelse med senere opførte
herrregårde. En undtagelse er Ærø. Øens nære tilknytning til Sønderjylland og
hertugslægten her har som i Sønderjylland betydet, at der ikke var plads til
private godsejere med befæstede boliger i senmiddelalderen og renæssancetiden.
Til gengæld er der sikre spor af mindst fem voldanlæg fra den tidlige
middelalder på Ærø.
Mest imponerende er Søby Volde, der ligger nær den senere
hertugelige hovedgård Søbygård. Den høje nærmest kvadratiske borgbanke er
omgivet af et system af dobbelte voldgrave. Der er ikke fundet spor af teglsten
eller andre byggematerialer, og anlægget kan alene dateres på spredt fundne
lerkarskår, der placerer voldstedet til Valdemarstiden i slutningen af 1100-tallet.
Borgen må være et kongeligt anlæg, måske opført som led i Valdemarenes sikring
af kongedømmets sydgrænse. Med hertugdømmets fremvækst i slutningen af
1200-tallet må borgen være kommet i hænderne på den sønderjyske Abelsægt, der
indtil Valdemar Atterdags genrejsning af riget gjorde krav på den danske trone.
Med udgangen af middelalderen har borgen mistet sin betydning. Borgen blev i
slutningen af 1500-tallet erstattet af den mere beskedne hovedgård Søbygård
opført af hertug Hans (d.y.). Godset blev nedlagt i 1771 Den nuværende gård er
opført i 1780'erne som en proprietærgård.
Borgens formentlige afløser, herregården Søbygård,
nyopførtes ca. 1580 af hertug Hans d.y. neden for det middelalderlige voldsted
på to store, rektangulære banker med indtil 4 m høje, stensatte sider og
oprindelig omflydt af vand. Af den to etager høje hovedbygning er kælderen og
delvis første stokværk bevaret.
Voldstedet Søby Volde set fra NV med hertug Hans den Yngres
herregårdsanlæg Søbygaard fra 1580 i dalsænkningen i baggrunden
Søby Volde er et velbevaret voldanlæg fra 1100-tallet, nord
for Søbygård og 5 km syd for Søby på Ærø, som formodentlig blev etableret af
kong Niels (1104-1134) som værn mod den tyske ekspansion i Østersøen. Flere vendiske
angreb på den danske befolkning gjorde denne type borge nødvendige.
Borgen fungerede i ca. 150 år, men mistede sin betydning
inden udgangen af det 13. århundrede og gik hurtigt i forfald. Selve
voldanlægget er stadig meget velbevaret, og voldens toppunkt er 36 meter over
havets overflade. Voldanlæggeter delt i tre dele, som består af en hovedbanke
med et nærmest trapezformet omrids, forsynet med en randvold, af en dobbelt
halsgrav med en mellemliggende, spids vold nord for hovedbankenen og forborg
med noget, der kan ligne en halvcirkelformet randvold nordligst i anlægget.
Sydvest for voldstedet ligger Vitsø Nor som omkring 1100 var
en regulær fjord. Mellem Søbyvolde og og bunden af Vitsø Nor er der ved
udgravninger i 1978 og 2004 fundet spor af en middelalderlig bebyggelse som
viser, at der i 1100-tallet var handel og håndværkere på stedet.
Nord for voldstedet ligger Vester Mølle som er en hollandsk
vindmølle, opført i 1824 som erstatning for 2 ældre stubmøller.