Pøtsø, som vises på billedet her, er blot én af mange søer i
det frodige skovområde som omgiver Silkeborg.
Familien Hoff ejede Silkeborg Hovedgård i knap 40 år. Først
Hans Nicolaj Hoff og dernæst sønnen Henrik Muhle Hoff (1763-1817) i årene
1794-1804. For familien Hoff var Silkeborg Hovedgård en investering. Far og søn
var gode repræsentanter for tidens borgerlige entreprenører. Landbruget blev
rationaliseret, omlægninger foretaget, ny jord inddraget, aflæggergårde
etableret og fæstegårde frasolgt. Godsets vidstrakte hede- og engarealer gjorde
såvel fåreavl som studeopfedning og studehandel til en væsentlig del af
landbrugsdriften.
Familien Hoff drev også i mindre omfang skovdrift, men
transportvejene var en barriere, der gjorde, at træet blev solgt og anvendt
lokalt. Blandt andet til en omfattende træskoproduktion. Henrik Muhle Hoff
solgte Silkeborg Hovedgård i 1804 til H.P. Ingerslev og ritmester Halling. En
ny epoke for Silkeborg Hovedgård kunne begynde.
Investeringer i skovdrift – og fallit
Hans Peter Ingerslev (1762-1830) var den gennemgående ejer
af Silkeborg Hovedgård i årene 1804-1823 fordelt på to perioder. Fra 1804 til
1814 med de økonomiske konjunkturer med sig og fra 1817 til 1823 med
konjunkturerne imod sig.
H.P. Ingerslev var først og fremmest interesseret i
Silkeborg Hovedgård på grund af Silkeborgskovene. Ønsket har givetvis været at
fælde Silkeborgskovene og efterfølgende udparcellere og sælge jorden. Skovloven
af 1805 satte en bastant stopper for sådanne planer, og H.P. Ingerslev søgte
herefter at skabe en moderne og rationel skovdrift. Det forudsatte en
regulering af Gudenåen, så træet kunne transporteres til Randers på pramme.
Silkeborgskovene var frem til først i 1800-tallet relativt
beskyttet, fordi dårlige transportveje umuliggjorde større udførsel af træ til
de østjyske købstæder. Det lykkedes imidlertidig H.P. Ingerslev i årene
1806-1809 at gøre Gudenåen prambar. Kongemagten lånte H.P. Ingerslev en formue
til at realisere dette projekt.
H.P. Ingerslev solgte i 1814 Silkeborg Hovedgård til købmand
Aastrup i Randers. Investeringen havde givet det ønskede afkast. Men det blev
en kortvarig fornøjelse. Konjunkturerne var vendt, og købmand Aastrup måtte
tilbagegive Silkeborg Hovedgård til H.P. Ingerslev. Den negative økonomiske
spiral fortsatte og resulterede i fallit i 1823. Staten overtog herefter
Silkeborg Hovedgård som største panthaver.
Nye initiativer – handelsplads og papirfabrik
Staten foretog en grundig evaluering af Silkeborg Hovedgård
i årene 1823-1837 og fandt frem til, at skovene omkring Silkeborg skulle sikres
for eftertiden. Ved resolution af 29. august 1837 blev Silkeborgskovene
erklæret for kongeligt domæne. Silkeborg Skovdistrikt etablerede hovedsæde på
aflæggergårdene Naaege og siden på Marienlund (i dag Gl. Skovridergård).
Men hvad med den øvrige del af Silkeborg Hovedgård med
hovedbygning, avlsbygninger og agerland? Afgørelsen kom ved kongelig resolution
af 7. februar 1840, hvor staten besluttede også at gøre denne del til kongeligt
domæne med henblik på nye omfattende initiativer med fabriksdrift og etablering
af handelsplads.
Da Silkeborg papirfabrik blev oprettet indrettede familien
Drewsen herregårdens avlsbygninger til arbejderboliger.
Som kongeligt domæne lagde Silkeborg Hovedgård herefter
areal til Silkeborg Papirfabrik i 1844 og Silkeborg Handelsplads i 1846.
Familien Drewsen og Sønner fik i 1844 arvefæsteskøde [livslang lejekontrakt,
som kunne nedarves til efterfølgende generationer] for 50 år på den såkaldte
Østermark øst for Gudenåen. Silkeborg Handelsplads voksede frem på den såkaldte
Vestermark vest for åen.
Hovedgårdens hovedbygning og ladebygninger fra 1770’erne lå
midt mellem det kommende fabrikssamfund og den vordende by. Fabrikant Michael
Drewsen opslog sit foreløbige hovedkvarter i hovedbygningen i årene 1844-1847,
men han havde ingen planer om at blive boende der. Derimod kunne
fabrikssamfundet bruge de eksisterende ladebygninger, Østre og Vestre længe,
til arbejderboliger.
Silkeborg Papirfabrik lod opføre 29 lejligheder i de to
længer. Arbejderkvarteret i de to længer fik en levetid på godt 60 år, indtil
de i forlængelse af Første Verdenskrig blev nedrevet for at gøre plads til nyt
blandet boligkvarter.
Silkeborg by rykkede ind i den gamle hovedbygning efter
Michael Drewsen og indrettede her byens første kirkesal (1846-1877), byens
første skolelokale (frem til 1859) og byens første posthus (frem til 1906).
Silkeborg Kommune overtog fra 1868 Østermarken og anvendte den i forbindelse med
kommunens nye fattiggård.
Familien Jessen
Familien Jessen, som ejede og beboede Silkeborg hovedgård
fra 1911-1938, ses på dette billede samlet til søndagsfrokost.
Købmand Peter Jessen købte Silkeborg Hovedgård i 1911, som i
de foregående årtier havde været beboet af nogle af byens velstående familier.
Peter Jessen var en succesrig forretningsmand, men hans køb af Hovedgården var
ikke som sådan en investering. Den gamle herregård skulle være en passende
ramme om familielivet.
Familien Jessen boede på Hovedgården i 27 år og er hermed
den familie, som har haft det længste ophold på ejendommen i hele dens
eksistens. I den vestlige fløj indrettedes under Første Verdenskrig en
aftægtslejlighed til Peter Jessens forældre. Da forældrene døde, blev lejligheden
overtaget af en ugift bror, landsretssagfører Johannes Neergaard Jessen.
Nok var familien Jessen af borgerligt ophav, men de forstod
at føre sig frem med moderne automobiler og deslige. Foto: Silkeborg Museum.
Peter Jessen døde kort tid efter sin hustru i 1938, blot 52
år gammel. Nu var Silkeborg Hovedgårds fremtid igen i spil. Men Peter Jessen
havde før sin død taget sine forholdsregler. Ved servitutter blev sikret, at
der fremover ikke måtte bygges på grunden. Baggrunden var, at lokale
initiativrige personer havde ytret ønske om at købe hovedgården med henblik på
nedrivning og opførelse af etagebyggeri. Sådanne initiativer blev blokeret ved
ændringer i skødet. Hermed bortfaldt de fleste potentielle private købere, og
Silkeborg Kommune trådte til.
Silkeborg Museum
Silkeborg Kommune overtog Silkeborg Hovedgård efter Peter
Jessen med henblik på at flytte byens børnehave, Dronning Louises Asyl, hertil
i nyindrettede lokaler. Børnehavens personale boede frem til 1959 på første sal
i den østlige del af bygningen, landsretssagfører Neergaard Jessen boede i
vestfløjen.
Johannes Neergaard Jessen tilbød i 1951 lokaler til
Silkeborg Museum, som i årtier havde stået uden husly. Hermed fik museet
fodfæste i byens ældste bygning. Kort tid efter døde Johannes Neergaard Jessen,
og Silkeborg Kommune og Museumsforeningen gjorde det muligt, at Silkeborg
Museum i januar 1954 kunne åbne byens museum i hele den vestlige del af
hovedbygningen. Samlingerne omfattede bl.a. moseliget Tollundmanden,
oldtidssager, almuegenstande, Michael Drewsens møbler og Asger Jorns kunst.
Dronning Louises Asyl og Silkeborg Museum delte bygningen
frem til 1975, hvor børnehaven flyttede ud, og museet kunne overtage hele den
gamle hovedbygning.
Silkeborg Hovedgård ligger fortsat i Silkeborg, hvor
hovedbygningen og den sidste stump af ladebygningerne skaber en historisk ramme
om Museum Silkeborg. Som et fysisk vidnesbyrd på en sælsom herregårdshistorie
ligger Silkeborg Hovedgård 250 år efter sin skabelse nu midt i Silkeborg by.
Da Silkeborg Kommune overtog herregårdens bygninger omkring
1938 lod de byen børnehave flytte ind i de herskabelige rammer.
Velkommen til Hovedgården
Museum Silkeborgs afdeling Hovedgården har til huse i og
taget navn efter Silkeborg Hovedgård fra 1767. Det er byens ældste bygning,
delvist bygget af materialer fra Silkeborg Slot. Udstillingerne på Hovedgården
fortæller om aspekter af livet fra oldtid til nutid. Tyngdepunkt i formidlingen
af oldtiden ligger på jernalderen og de verdensberømte moselig Tollundmanden og
Ellingkvinden. Indenfor historisk tid byder udstillingerne på temaer omkring
Silkeborg Slot, antikt glas og glasproduktion på silkeborgegnen i renæssancen, "Sorring-lertøj",
Silkeborg bys opståen og udvikling i midten af 1800-tallet, med bl.a. en empire
stue. Til museet hører også Arbejdermuseet på Chr. 8 Vej 52, der rummer en
arbejderbolig og udstilling om arbejderliv i Silkeborg i begyndelsen af 1900-tallet.
Se mere om udstillinger og aktiviteter på
Hovedgården her.
Rundvisninger
En rundvisning varer normalt 45-50 minutter.
Vi anbefaler maks 25 - 30 personer pr omvisning.
Rundvisninger forudbestilles pr. mail eller på telefon 86 82 14 99.
Pris indtil 11. oktober: I museets åbningstid kr. 450,-, Uden for museets
normale åbningstid kr. 650,-
Priser fra 12. oktober. I museets åbningstid kr. 600,-, Uden
for museets normale åbningstid kr. 800,-
(rundvisning for skoler, se hjemmesiden under Børn og unge)
Museet tilbyder rundvisninger i følgende emner:
Eventyrdronningen
Bestil en omvisning i særudstillingen Eventyrdronningen og
få et indblik i Hendes Majestæt Dronningens kreativitet. Lige fra barndomsårene
har eventyrenes billedside haft stor betydning for Dronningen, og har været som
en uudtømmelig inspirationskilde hun lige siden har kunnet øse af. I
"Eventyrdronningen" kan man komme lidt tættere på Dronningens
kreative åre og se en lang række af de kostumer og scenografier hun har lavet
til teateret igennem et langt virke. få et indblik i hendes kreativitet.
Udstillingen er lavet af Kongernes Samling i samarbejde med kongehusets kurator
Elisabeth von Buchwald og udstillingsdesiger Shane Brox.
Tollundmanden
Tollundmanden er et helt unikt velbevaret moselig, der er kendt
verden over for sit smukke fredfyldte og blide ansigt.
Få historien om hvordan Tollundmanden blev fundet i 1950 og
om hans liv og mystiske død. Hvordan har han kunnet bevares igennem 2400 år, og
hvorfor blev han hængt og langt i mosen. Få også det seneste nyt om
Tollundmanden. Vi arbejder hele tiden på at finde ud af mere om Tollundmanden
og hans tid. Hør om hvad vi lige nu har gang i og hvilke nye opdagelser vi har
gjort.
Silkeborg bys historie
Få historien om Silkeborgs opståen og tidligste tid. Silkeborg
er en ny by, der opstår omkring papirfabrikken, der etableres i 1844. I årene
derpå etableres først en handelsplads og siden en egentlig by. Udviklingen er
blevet præget af en række stærke personligheder, der hver især har bidraget til
udviklingen af erhvervslivet og byen som sådan.
Historien om Silkeborg Slot
Silkeborg en ny by fra midten af 1800tallet, men før byen
opstod, lå der et slot, der har givet navn til den senere by. De ældste
dateringer har vi på Silkeborg slot er 1385. Igennem århundrederne har slottet
tilhørt skiftevis private adelsfamilier, biskoppen af Aarhus Stift og kongen. I
1600tallet blev det flere gange hærget at svenske tropper, hvorefter det
forfaldt og blev brugt som stenbrud. I 1767 blev de sidste rester brugt til
opbygningen af Silkeborg Hovedgaard, hvor museum Silkeborg i dag har til huse.
Hør mere om det og få myten om hvorfor Silkeborg kom til at hedde Silkeborg.
Kom med ind i "Dronningens hjerne" og se hvor hun
har sin inspiration fra og meget mere på de gratis rundvisninger på udvalgte
søndage.