Rye Nørskov blev først oprettet i 1800-tallet, som et af
flere såkaldte "skovgodser".
Under Henrik Valdemar Nørgaards ejerskab mellem 1902 til
1931 blev Rye Nørskov udvidet betydeligt, da han bl.a. tilkøbte Rye Mølle.
Hovedbygningen blev opført mellem 1904 og 1907 efter
tegninger af den kongelige bygningsinspektør Hack Kampmann.
Den består af en hvidkalket, vinkelformet bygning i to
etager.
Ifølge definition (se Hvad er en herregård?) hører
Rye Nørskov historisk set ikke til blandt herregårdene. Med bygninger af
herregårdslignende karakter har gården dog i nutiden opnået en alment
accepteret status som herregård.
Rye Nørskov Gods
Tinghusvej 4
8680 Ry
Region Midtjylland - Skanderborg kommune
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Ejer: Ole A Busck, Peter A Busck
www.rye-noerskov.dk
Telefon 86 89 16 22
Godsets størrelse: 1319 ha
Funktion: Landbrugsdrift/skovbrug og boligudlejning
Forbindelser: Holbækgaard, Rugaard (Jylland), Ulstrup
(Midtjylland)
Hovedbygning
Hovedbygningen blev opført mellem 1904 og 1907 efter
tegninger af den kendte arkitekt Hack Kampmann. Den består af en hvidkalket,
grundmuret bygning i to etager med valmtag af sortblå tegl. Bygningen er
vinkelformet og består således af en hovedfløj, som ligger mod øst, samt en
lille kort sidefløj, der springer frem sydligst på den vestvendte gårdfacade.
Indgangen sidder midt på hovedfløjen i en smal frontspids.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Nord for hovedbygningen ligger den trefløjede staldgård,
hvis ene hjørne har et rundt tårn med kegleformet spir. 400 meter syd for
hovedbygningen ligger avlsgården, som blev opført i 1911.
Til Rye Nørskov ligger Rye mølle, hvis eksistens kan spores
helt tilbage til 1578. Den nuværende mølle blev dog opført i 1840'erne. Møllen
har været brugt som melmølle, træsliberi, træskofabrik og elektricitetsværk. I
1833 blev der indrettet konfektionsfabrik i møllens lokaler.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Rye Nørskovs hovedbygning er beliggende højt i det kuperede
terræn i den omkringliggende skov. Herfra er der en flot udsigt ud over Knudsø.
Endvidere er hovedbygningen omgivet af en park.
Ejerhistorie
Det var først i 1800-tallet, at man for alvor begyndte at
interessere sig for området omkring Rye og Salten. Her lå der uopdyrkede
muligheder for at udnytte landskabet til skovdrift.
Rye Nørskov opstod ved sammenlægningen af Rye mølle og
præstegården i Rye. I 1856 solgte P. Chr. Hollesen præstegården til brødrene
Peter Paul Christian Ferdinand og Adolf Tobias Herbst Mourier-Petersen. Køberne
var to unge, handlekraftige mænd, der viste sig at være dygtige
godsadministratorer. Rye Nørskov blev drevet som et 'skovgods' med meget store
skov- og plantagearealer.
Peter Paul Christian Ferdinand Mourier-Petersen var også for
en tid ejer af herregården Ulstrup, ligesom han i 1857 erhvervede sig Rugaard.
Han sad i folketinget fra 1861, men størst succes havde han i Hedeselskabet,
hvor han fra selskabets oprettelse i 1866 var bestyrelsesformand. Hedeselskabet
blev oprettet med det formål at frugtbargøre den jyske hede. Broderen Adolf
Tobias Herbst Mourier-Petersen ejede foruden Rye Nørskov også herregårdene
Holbækgaard og Edelsborg.
Udover at være herremand var han også forstkandidat, en
uddannelse inden for skovbrugsvidenskab, samt hesteopdrætter.
I 1902 blev Rye Nørskov købt af Henrik Valdemar Nørgaard,
som gennem sit ægteskab med Anna Dorothea Suhr havde arvet en betydelig formue.
Pengene blev brugt på at købe 80 ejendomme og parceller til Rye Nørskovs areal.
I 1915 blev også Rye mølle erhvervet. Rye Nørskov var hermed en meget anseelig
ejendom, som i 1904 fik en herskabelig hovedbygning og dermed
herregårdslignende karakter.
Efter børskrakket i 1929 måtte Henrik Valdemar Nørgaard
frasælge Ry Mølle med 340 tønder land. Han døde i 1931, og samme år kom Rye
Nørskov Gods på tvangsauktion, hvor det blev købt af tekstilfabrikant Ejnar
Faber fra Nyborg. Han købte Ry Mølle tilbage til godset i 1933 og indrettede
konfektionsfabrik i møllens hovedbygning, der er fra 1840'erne. Rye Nørskov
overdrog han i 1961 til datteren Gerda Thorning-Pedersen.
Rye Nørskov er i 2013 ejet af Ole og Peter Arnold Busck, der
driver gården som land- og skovbrug.
Ejerrække
( -1856) P. Chr. Hollesen
(1856-1898)
Peter Paul Christian Ferdinand Mourier-Petersen
(1856-1902) Adolf Tobias Herbst Mourier-Petersen
(1898-1902) Enke efter Mourier-Petersen
(1902-1931) Henrik Valdemar Nørgaard
(1931- ) Boet
efter Henrik Valdemar Nørgaard
(1931-1961) E. Faber
(1961- ) Gerda Thorning-Petersen
(2012- )
Ole Arnold Busck
(2012- )
Peter Arnold Busck