Lønborggård, der ligger ved Lønborg, cirka 6 km vest for Tarm i Lønborg Sogn, Nørre Horne Herred, Ringkøbing-Skjern Kommune er en jysk herregård. Gården, der har en lang historie, er i dag feriecenter.
Lønborggaard ligger ved Skjern Å, hvilket har givet ejerne gennem tiden en stor indtægtskilde ved fiskeri. Der er stadig rester af gårdens gamle grave øst og vest for gården.
Lønborggaard
Lønborggårdvej 1, Vostrup
6880 Tarm
97 35 13 11
www.loenborggaard.dk
Region Midtjylland. Ringkøbing-Skjern Kommune
Adgang: Ingen oplysninger
Funktion: Oplevelsesøkonomi
Hovedbygning
Hovedbygningen på Lønborggaard stammer fra 1839, hvor Christian Frederik Otto Benzon var ejer af gården. Bygningen blev bygget med tre fløje i én etage. I Sidefløjene blev der indrettet hhv. økonomi- og gæsteværelser. De grundmurede vægge er hvidpudsede, og bygningen har tegltag. Der er gennemgående frontspids på hovedfløjen. På gårdens kvist ses bygningsåret 1839, samt en urskive og klokke.
Den tidligere hovedbygning var et bindingsværkhus omgivet af frugt- og lysthave.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
En tidligere avlsgård på Lønborggaard blev opført i 1889 af H. J. C. Tranberg efter en brand på gården. I 1932 blev en ny opført, da der igen havde været brand på gården. Det er en trelænget avlsgård. Bygningen er grundmuret og med pladetag.
Der er bygget meget på ejendommen i løbet af 1900-tallet. Blandt andet er der bygget ferieboliger.
Fredningsstatus 2013: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Omgivelser
Der er en stor have på ejendommen, der delvist er omgivet af et stendige.
Meget forskellig natur omgiver Lønborggaard. Der er plantet englandskab, lund, plantage og hede omkring gården. Plantagen blev påbegyndt i 1897.
Historie
Gården kan dateres tilbage til 1200-tallet. Gården har været
i kongefamiliens eje – Valdemar Sejr beskriver gården i en af sine
regnskabsbøger, og Erik Klipping har boet på gården. På grund af krig blev
gården pantsat til Ribebispen, men endte efter reformationen i 1536 igen i
kongens eje.
Lønborggaard var under Ribe Bispestol og blev plyndret af
Skipper Clements bondehær under Grevens Fejde 1534-1536.
Under reformationen blev gården i lighed med andre
herregårde brændt ned af skipper Clement og hans bondehær. Christian 3. lod
Lønborggård genopbygge og gjorde den til kongsgård, der blev beboet af
forskellige adelsslægter. Christian 4. gav den til sin hærfører Heinrich Müller,
hvis slægt, Müller boede på gården til 1725, hvor den sidste ejer var ugift og
barnløs.
Gården var derpå i forskellige slægters eje, og i 1836
besluttede den daværende ejer, Christian Frederik Otto Benzon, at rive
hovedbygningen ned og opføre en ny, som stod færdig i 1839 og er den, der står
i dag.
Skov- og Naturstyrelsen overtog Lønborggård i 1994, hvorpå
den i en del år var ubeboet på grund af uvished om, hvad man ville bruge gården
til. Da Skjern Å-projektet var i gang, kom der forslag om at gøre den til et
naturcenter. Mange gik ind i projektet: det lokale museum, Skjern-Egvad Museum,
kommunen og lokale. Problemet var finansiering og underskudsgaranti. Ingen var
villige, og projektet faldt til jorden.
Gården stod stadig tom, og en lokal landmand fik lov til at
bruge staldene til svinehold. Men på et møde med Skov- og Naturstyrelsen blev
det besluttet, at styrelsen skulle sælge næsten al jord til Skjern Å-projektet,
og så skulle gården sælges som bevaringsværdig og ikke fredet. Den blev i 2009
solgt til tre investorer, der efterfølgende har lavet gården til feriecenter.
Spøgelser
Ifølge overleveringerne har gårdentre spøgelser, måske flere
ukendte skæbner der ikke har fået fred, to hvide damer og en gammel karl.
Historierne om de tre spøgelser er tragiske.
Den unge tjenestepige
En ung tjenestepige på gården forelskede sig i gårdejerens
søn. De to indledte et hemmeligt forhold, som førte til, at pigen blev gravid.
Da godsejeren fandt ud af dette, fik han pigen og barnet muret inde i et
pumpehus ved gården.
I en anden variant af historien fødte pigen flere dødfødte
børn. Der er da også fundet flere barneskeletter på gårdens grund, heriblandt
under det gamle pumpehus.
Endvidere berettes det om, at flere børn forsvandt fra deres
vugger i tiden efter pigens død.
Pigens genfærd optræder i hovedgårdens park samt i gårdens
stuer efter mørkets frembrud bærende på en barnekiste. Hun skulle også være set
på præstegården, nøgen og med et barn i armene.
Den tyske pige
I 1902 havde gårdens ejer, Hans Tranberg, en søn ved navn
Jørgen. Jørgen læste i Tyskland, hvor han mødte en tandlægedatter, som
serverede på hans foretrukne spisested. De to forelskede sig, og Jørgen tog
pigen med hjem til Danmark og præsenterede hende for sine forældre. Faderen
mente dog, at pigen var under deres stand, hvorfor Jørgen ikke skulle tage
hende med sig til Danmark igen.
Da Jørgen afsluttede sine studier, tog han hjem til Danmark
uden pigen, som han ville hente hjem på et senere tidspunkt. Omkring september
1902 tog pigen toget til Skjern, cirka fem kilometer fra gården. Herfra tog hun
ud til gården. Hun blev afvist ved døren, hvorefter hun gik ud i parken og skød
sig. Næste dag fandt kæresten hende, mens han var ude at jage.
Pigen er begravet på Lønborg Kirkegaard.
Den gamle karl
Da en karl på gården kunne fejre 50-års jubilæum i
erhvervet, forærede godsejeren ham en stok bærende familiens våbenskjold i
sølv. Da manden nåede den alder at han skulle på plejehjem, gik han ud og
hængte sig, da han vidste, at han ikke ville leve meget længere.
Karlens genfærd færdes i staldene.
Feriecenteret
I sin nuværende udgave er Lønborggaard gennemgribende
renoveret og lavet til feriecenter med restaurant, festsal, konferencerum,
kunstudstilling foruden swimmingpool, to aktivitetshaller – en for børn og en
for voksne –, fælleskøkken og en fin udsigt over og adgang til Skjern Å-dalen
med masser gang- og cykelstier.
Ejerhistorie
Lønborggaard har en lang historie og allerede i
middelalderen lå her en kongsgård. Senere kom den til Ribe Bispestol.
Lønborgggard var en af bispedømmets større gårde, men blev i øvrigt drevet af
lensmænd, som delte udbyttet af gårdens drift med ejerne. I 1533 udbrød der
borgerkrig i Danmark, da rigsrådet ikke kunne enes om valget af en ny konge og
desuden var splittet mellem tilhængerne af den katolske tro og den nye
lutherske tro. Grevens fejde rasede de følgende tre år og særligt i Nord- og
Vestjylland blev mange herregårde plyndret af Skipper Clements bondehær,
således også Lønborggaard i 1536.
Ved krigens afslutning blev Christian III (1503-1559) konge
og Reformationen indført i Danmark. Alt kirkeligt gods blev lagt ind under
Kronen. Lønborggaard kom på denne måde under Kronen, men fortsatte i øvrigt med
at blive drevet af lensmænd de følgende godt 100 år.
I 1600-tallet var Danmark stærkt præget af krige med
Sverige. Krigene var for en stor del finansieret ved lån. På denne måde kom
Lønborggaard til Henrik Müller, som var en af Kronens største långivere og en
af landets rigeste mænd. Han overtog en række af Kronens herregårde som pant
for udlagte lån.
Lønborggaard købte han til sin søn, Henrik Müller, som samme
år fik ejerskabet over gården. Da gården hermed kom i privat eje fra Kronen
blev fiskerirettighederne i Skjern Å givet til gårdens ejer, hvor de tidligere
havde været knyttet til amtet. Fiskeri var en væsentlig indtægtskilde for
gårdens ejere gennem tiden. Sønnen ejede gården til sin død i 1717.
I midten af 1700-tallet oprettedes et stamhus af herregårdene
Lønborggaard og Skrumsager.
I slutningen af 1700-tallet fik Lønborggaard en ejer, Niels
Jermiin, der gennemførte store forandringer på gården. Det var de store
landboreformers tid og under Jermiin's ejerskab gennemførtes fæstegårdenes
udskiftning og udlytning. Dvs. at hver fæstegård blev opdelt i afmålte
parceller og selve bondegårdene flyttet ud til den jord, der nu hørte til dem.
På Lønborggaard gennemførtes arvefæste og bøndernes hoveri, dvs. en afgift der
bestod af arbejde, blev vekslet til en fast årlig pengeafgift. Den
reformvenlige Jermiin hjalp også andre bønder økonomisk, da nogle i nabosognet
ønskede at overgå til selveje.
Gården blev i 1811 overtaget af Jermiins svigersøn,
Christian Frederik Otto Benzon. Han ophævede stamhuset, men beholdt
Lønborggaard, mens han gennemførte en fuldstændig udstykning af Skrumsager.
Under hans ejerskab blev den gamle hovedbygning revet ned og en ny bygget. I
1841 solgte Benzon gården til A.G. Tranberg, som endeligt solgte fæstegårdene
til bøndernes selveje. Gården blev i familiens eje i knapt hundrede år.
Efterfølgende har Lønborggaard haft skiftende ejere. I 2013
var gården ejet af Lønborggaard ApS, der driver feriecenter på ejendommen.
Ejerrække
( -1536) Ribe Bispestol
(1536-1664) Kronen
(1664) Henrik Müller den ældre
(1664-1717) Henrik Müller den yngre
(1717-1750) Selius Müller
(1750-1760) Christen Hansen
(1760-1792) Niels Hansen
(1792-1807) Niels Jermiin
(1807- ) Christence Hansen, gift 1) Jermiin, 2) Petersen
( -1810) Christen Petersen
(1810-1811) Nielsine Jermiin, gift Benzon
(1811-1814) Chr. F.O. Benzon
(1814-1816) Frederik Juel
(1816-1841) Chr. F. O. Benzon
(1841-1889) A.G. Tranberg
(1889-1904) H.J. C. Tranberg
(1904-1939) Ernst C. Tranberg
(1939-1949) H.Houmann
(1949-1973) M.C. Vad
(1973-1987) Stenberg
(1987-1989) Hjørringgaard
(1990-1994) Vibholm
(1994-2003) Skov- og naturstyrelsen
(2003) Ib Steen Gregersen
(2004-2009) Eigil Lynge
(2004-2009) Vibeke Lynge
(2009-2013) Lønborggaard ApS
Læs om Lønborggaards historie HER
Læs om Lønborggaards feriecenter HER